Vil du være med til at sætte retning for analyse og efterretningsarbejde, hvor viden skal blive til handling?
Som souschef og fagkoordinator udvikler og sikrer du kvaliteten af de analyser og efterretningsprojekter, som skaber grundlag for, at NSK kan beskytte samfundet mod den mest komplekse kriminalitet mest effektivt?
Din nye hverdag
Efterretnings- og Analysecenteret (EAC) er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som samler politiets og anklagemyndighedens specialiserede indsats mod organiseret, økonomisk og digital kriminalitet.
I Sektionen for analyse og projekter understøtter vi politiets evne til at identificere, forebygge og bekæmpe kriminalitet på et solidt, vidensbaseret fundament. Vi kortlægger udviklingen i de kriminelle miljøer, nye kriminalitetstyper og fremgangsmåder, omsætter den til kriminalitets- og efterretningsanalyser og sikrer, at ledelsen kan træffe beslutninger på et oplyst og kvalificeret grundlag.
Som souschef arbejder du tæt sammen med sektionslederen, fungerer som fagkoordinator med ansvar for den faglige ledelse af sektionen og som stedfortræder ved fravær.
Kvalitet, timing og formidling er afgørende for, om vores produkter bliver brugt og gør en forskel. Gennem dialog, inddragelse og evaluering optimerer du processer, sikrer kvaliteten af vores analyser og sørger for, at de leveres rettidigt og matcher organisationens behov.
Du er den faglige sparringspartner, der giver analytikerne konstruktiv feedback, som både støtter den enkeltes udvikling og fremdriften i sektionens leverancer.
Som spillende træner bidrager du også selv med analytiske leverancer – særligt på det kvantitative område, hvor du får mulighed for at præge og udvikle arbejdet. Derudover indgår du i analyse- og evalueringsdesign, dataindsamling og –behandling.
En vigtig del af jobbet er samarbejdet med NSK’s øverste ledelse. Her vil du, ofte med korte deadlines, formidle komplekse analyser og datagrundlag i korte og forståelige formater, som kan bruges til at kvalificere beslutninger på flere ledelsesniveauer.
Sektionen består af medarbejdere med både akademisk og politifaglig baggrund. Vores hverdag er præget af høj faglighed, sparring, nysgerrighed og samarbejde. Vi lægger vægt på at dele viden, udfordre hinandens perspektiver og skabe et miljø, hvor der er plads til både grundighed og faglig debat.
Vores nye kollega
Du har en relevant videregående uddannelse, fx inden for sociologi, statskundskab, økonomi, kriminologi, antropologi eller lignende.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med at lede analyseprojekter, fra et arbejde som team- eller faglig leder fra en offentlig organisation, en uddannelsesinstitution eller en NGO. Særligt relevant er det, hvis du også kender til efterretningsarbejde.
Har du erfaring med projektledelse eller facilitering af inddragelses- og beslutningsprocesser, er det et klart plus.
Vi lægger vægt på, at du er analytisk ambitiøs og har styr på din metodiske værktøjskasse – helst både den kvantitative og kvalitative – og du deler gerne din viden med andre. Du kan give konstruktiv kritik og feedback, der bidrager til en lærende og tillidsfuld arbejdsplads.
Din arbejdsform er struktureret og du kan lede analysearbejde fra idé, over indsamling og behandling til formidling. Du har strategisk forståelse, og engagerer dig i både organisationens behov og den politiske dagsorden.
Du trives i en foranderlig hverdag og har en fleksibel indstilling til dine opgaver og ansvarsområder. Samtidig er du en stærk formidler, der får folk med dig og på en pædagogisk og overskuelig måde kan forklare komplekse problemstillinger – både til den strategiske ledelse og den mere operative del af organisationen.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Hvis du er tjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135-2600 Glostrup.
Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for hjemmearbejde op til et par dage om ugen.
NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer, at det bliver senest 1. april 2026.
Vi forventer at holde samtaler 11. december 2025.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Malte Conrad på 2115 7646. Ved spørgsmål til vores ansættelsesvilkår, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Glostrup