Vil du sikre, at både borgere og betjente får mest muligt for pengene? Kan du stå i spidsen for strategisk økonomistyring og en stor og kompleks økonomi? Som Københavns Politis økonomichef får du ansvaret for et betydeligt budget, en spændende ejendomsportefølje og skal sikre, at den daglige drift og logistik styres med en både sikker og pragmatisk hånd.
Københavns Politi er Danmarks største politikreds og varetager en lang række funktioner, der har afgørende betydning for byens sikkerhed og 800.000 borgeres tryghed. Der er godt 3.200 ansatte, heraf godt 2.300 politifolk. Budgettet er på ca. 2 mia. kr., og ejendomsporteføljen omfatter ca. 20 bygninger centralt placeret i hovedstaden.
Kvalificeret styring af Københavns Politis budgetter og prioriteringer
Som økonomichef får du afgørende indflydelse på tilrettelæggelsen af politikredsens økonomistyring og enhedens opgaveløsning. Du bidrager til, at Københavns Politi har de bedst mulige økonomiske og fysiske rammer ved at sikre proaktiv og strategisk styring af politikredsens budgetter og optimal anvendelse af vores ejendomsportefølje, så politikredsen kan levere mest muligt politi- og anklagerarbejde for pengene.
Du har et skarpt analytisk blik, og du overvejer altid, hvordan du kan sikre de bedst mulige vilkår for politikredsens ansatte – naturligvis inden for de budgetmæssige rammer og de øvrige regler for disponering, regnskab og indkøb i dansk politi.
Du har blik for, at professionelle fysiske rammer understøtter en professionel opgaveløsning, og du vil sætte en ære i at udvikle politikredsens ejendomsportefølje, så vores bygninger opfylder kravene til et moderne arbejdsliv. Du sikrer, at vores facility management er præget af effektivitet og omtanke for de ansatte, hvis arbejdsglæde fremmes af gode fysiske rammer.
Du er ansvarlig for ledelsen af Økonomienheden, herunder at tilrettelægge den daglige økonomistyring og procedurer samt budgetter, budgetopfølgning og regnskaber. Derudover har du ansvaret for relevante økonomiske analyser, nøgletal samt økonomisk ledelsesinformation.
Du står i spidsen for ca. 85 medarbejdere, der er fordelt på flere afdelinger med hver deres erfarne leder: Ejendomsafdelingen, Logistikafdelingen, Regnskabssektionen samt Sektionen for Økonomistyring og Analyse.
Du refererer til stabschefen og kan forvente gode kolleger, tværgående samarbejde og en uformel omgangstone. Vi har en arbejdskultur, der er præget af godt humør og stor handlekraft. Vi er en dynamisk organisation, som i disse år gennemgår store forandringsprocesser, der skal gøre politiet i stand til bedst muligt at håndtere et stadig mere komplekst kriminalitetsbillede.
Solid erfaring med økonomistyring og stærke samarbejdsevner
Du har en relevant videregående uddannelse som eksempelvis cand.oecon., cand.merc., cand.merc.aud., cand.polit., cand.scient.pol. eller lignende. Du har solid erfaring med styring af regnskaber og budgetter fra et ledelsesperspektiv, ligesom du formentlig har kendskab til statslige budget- og regnskabsprincipper.
Du kan lede gennem ledere og praktiserer en åben og motiverende ledelsesstil. I dansk politi lægger vi stor vægt på god ledelse og herunder særligt ledelseskvaliteterne: rummelig, relationel og reflekterende.
Du er i stand til at sætte en klar strategisk retning og efterfølgende sikre handling bag ordene, ligesom du har fokus på effekten af det, du gør. Din organisatoriske indsigt og forretningsforståelse gør, at du agerer ubesværet i en kompleks og politisk styret organisation.
Det er helt afgørende, at du har en pragmatisk tilgang til de uforudsete udfordringer, der helt naturligt opstår i en organisation som politiet. Du skal således holde fokus på, at politioperationen fungerer optimalt under varierende forhold. Vores hverdag er foranderlig og vi skal være i stand til at reagere hurtigt på trusler mod samfundet, når situationen kræver det.
Med dine stærke samarbejdsevner, politiske tæft og naturlige flair for at kommunikere og gå i dialog lykkes du med at opbygge gode relationer såvel internt som eksternt og på tværs af organisationens niveauer. Du vil bl.a. indgå i tæt og konstruktiv dialog med Rigspolitiets økonomienhed om økonomistyringen, herunder særligt bevillinger og budgetprognoser.
Med din solide faglighed, gennemslagskraft og personlige integritet er du en synlig og tillidsvækkende leder, der kan sikre både drift og udvikling på dine ansvarsområder. Du skal være komfortabel med en kompleks ledelsesopgave, hvor du skal kunne veksle mellem strategisk analyse og praktisk problemløsning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse vil ske på åremålsvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten. Du vil blive indplaceret i løngruppe 1 (svarende til lønramme 37). Hvis du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare din ansættelsesform.
For tjenestemænd stiles ansøgningen til Hans Majestæt Kongen.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Politigården i København.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte stabschef Ida Sørensen på telefon 23605427.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.
Vi forventer at holde samtaler i uge 24 og 25.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Ansøgningsfrist: 2. juni 2025
København V