Nordjyllands Politi søger en bilinspektør til at bistå politiet i en 2-årig tidsbegrænset stilling. Dine opgaver bliver primært at foretage undersøgelser af alvorlige færdselsuheld herunder færdselsuheldssteder og implicerede køretøjer, samt udfærdige erklæringer på baggrund af de foretagne undersøgelser. Sekundært udfærdige erklæringer til brug for politirapporter omkring køretøjsbelæsning, køretøjsopbygninger, sammenkoblinger etc. ligesom der kan forekomme andre opgaver ad hoc, hvor teknisk indsigt er nødvendig. Herudover vil du indgå i opgaven med oplæring af nye bilinspektører. Lejlighedsvis er der også mulighed for at deltage i politiets færdselskontroller.
Du vil som bilinspektør ved Nordjyllands Politi indgå i et professionelt team på tre bilinspektører, som har et tæt samarbejde og sparrer med hinanden. Bilinspektørerne har base i Aalborg i Tungvognscenter Nord, der er bemandet med cirka 35 medarbejdere. Dit primære dækningsområde er geografisk afgrænset til tre politikredse: Nordjyllands Politi, Østjyllands Politi samt Midt- og Vestjyllands Politi. Dog kan der i forbindelse med gældende vagtordning opstå situationer, hvor du skal operere og løse opgaver i andre politikredse på tværs af landet.
På landsplan er der p.t. 9 bilinspektører fordelt på tre tungvognscentre i Sydøstjyllands Politi, Nordjyllands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.
Generelt om dig som bilinspektør
Vi forventer, at du har et solidt kendskab til de nævnte arbejdsopgaver og har en stor indsigt i færdselsloven og afledte bekendtgørelser.
Du vil komme til at indgå i en tilkaldeordning også uden for normal arbejdstid. Du vil herunder skulle forestå sporsikring og analyse på baggrund af din viden som ingeniør om fysik, matematik og køretøjsteknik med henblik på teknisk uheldsopklaring af alvorlige færdselsuheld til brug for det retlige system.
Du vil komme til at indgå i en tilkaldeordning uden for normal arbejdstid. Du skal være serviceminded, og at du er god til at arbejde selvstændigt såvel som i teams. Det forventes, at du bidrager med din faglige viden til at højne fagligheden i teamet.
Endvidere skal du være psykisk robust, da arbejdet ofte starter på uheldsstedet kort efter uheldshændelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest. Stillingen er tidsbegrænset til 2 år.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for et personligt kvalifikationstillæg. Dit ansættelsessted bliver Nordjyllands Politi med adresse i Aalborg.
I forbindelse med jobbet som bilinspektør skal du indgå i en vagtordning.
Det forventes, at du selv stiller bil til rådighed. Kørsel i egen bil godtgøres efter gældende regler.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til FORTROLIG, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte politikommissær Claus Kjær-Pedersen, Tungvognscenter Nord, tlf. 4012 6286 eller bilinspektør Poul Erik Bech, tlf. 91357989.
Du kan finde mere information om politiet generelt på hjemmesiden www.politi.dk
Når du ansøger om et job ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 26. maj 2026
Lidt om Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi er landets næststørste kreds og dækker 9 kommuner fra
Frederikshavn i nord til Mariagerfjord i syd. Vi er ca. 850 ansatte i Nordjyllands Politi; hovedstationen er placeret i Aalborg og de 3 lokalstationer er fordelt i Frederikshavn, Hjørring og Hobro.
Som en del af Dansk Politi er vi en politisk styret organisation, der løbende tilpasser sig det omgivende samfunds krav og forventninger. Vi ønsker kontinuerligt at udvikle vores kerneopgaver, som er at skabe tryghed for befolkningen og forebygge og bekæmpe kriminalitet.
Nordjyllands Politi er en spændende og pulserende arbejdsplads, hvor medarbejdernes trivsel og jobtilfredshed prioriteres højt. Vi arbejder sammen om en professionel og helhedsorienteret opgaveløsning.
Som en del af Dansk Politi og Anklagemyndigheden arbejder vi - i samarbejde med det øvrige samfund – for, at Nordjylland er trygt og sikkert.
Du kan læse mere om Nordjyllands Politi på www.politi.dk/Nordjylland.
Aalborg