Er du god til selvstændigt at styre og skabe fremdrift i flere samtidige opgaver med præcision og kvalitet, og har du flair for struktur og samarbejde, så søger Østjyllands Politi flere administrative medarbejder til behandling af alsidige opgaver i politikredsen.
Østjyllands Politi søger flere administrative medarbejdere til tre centrale enheder i politikredsen. Vi tilbyder fagligt spændende og varierede arbejdsopgaver i en organisation med en vigtig samfundsmæssig opgave. I Østjyllands Politi har vi et tæt samarbejde på tværs af politi, anklagemyndighed og stab, og vi lægger stor vægt på det gode og konstruktive samarbejde på tværs af fagligheder og organisatorisk forankring.
OM STILLINGERNE
Du kan søge en administrativ stilling inden for ét eller flere fagområder i politikredsen:
1) Anklageadministrativ Enhed (AAE) – et meningsfuldt arbejde for dig, der vil arbejde i anklagemyndigheden med straffesagers behandling
Anklageadministrativ Enhed er en del af den lokale anklagemyndighed, og enheden bidrager til effektiv behandling af straffesager. I Anklageadministrativ enhed vil du indgå i et fagligt team, hvor du vil være med at skabe resultater for enheden og bidrage til samarbejde ved at løfte i flok.
Dine opgaver i AAE vil bl.a. være:
- Klargøring af digitale straffesager til videre behandling ved domstolene
- Udarbejdelse af bødeforlæg
- Ekspeditioner i arrestantsager
- Berammelse af retsmøder
- Friststyring og journalisering
- Indberetning af domme
- Besvarelse af henvendelser fra borgere og samarbejdspartnere mv.
2) Politiadministrativ Enhed (PAE) – et indholdsrig arbejde for dig, der gerne vil understøtte politiets operative arbejde og efterforskning
Politiadministrativ Enhed understøtter politiafdelingerne ved Østjyllands Politi. I PAE er du derfor med til at få hverdagen til at fungere i politiets efterforskninger og drift. I PAE har vi fokus på høj faglighed og engagement.
Dine opgaver i PAE vil bl.a. være:
- Klargøring af straffesager til videre behandling i politi og anklagemyndighed
- Bistand til politiet til slutning af straffesager
- Koordinering af afhøringer, transporter og besøg
- Transskribering af afhøringer
- Håndtering af borgerhenvendelser
- Udarbejdelse af standardbreve og dokumenter
- Administrative støtte til konkrete efterforskninger
3) Ledelsessekretariatet – et lærerigt arbejde for dig, der gerne vil foretage selvstændig konkret sagsbehandling og ledelsesbetjening
Ledelsessekretariatet understøtter politi og anklagemyndighed, og i sekretariatet arbejder du i et krydsfelt mellem jura, administration og ledelsesunderstøttelse. Du vil indgå i Ledelsessekretariatets samlede opgaveløsning, hvor du primært vil skulle sagsbehandle anmodninger fra borger, virksomheder og medier om aktindsigt i bl.a. straffesager. Du vil derfor blive oplært i at træffe en forvaltningsretlig korrekt og velbegrundet afgørelse.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Sagsbehandling af aktindsigtsanmodninger, herunder sagsoprettelse, visitering, journalisering og udarbejdelse af konkrete afgørelser.
- Besvarelse af henvendelser og vejledning af borger, virksomheder og medier om aktindsigt i straffesager
- Sekretariatsbetjening af politikredsens øverste ledelse samt ledende politiinspektører
- Koordinering af møder og praktiske opgaver
OM DIG
Fælles for alle stillinger er, at vi forventer, at du:
- Har en administrativ uddannelse eller tilsvarende erfaring
- Har en fleksibel indstilling til dine arbejdsopgaver og er interesseret i at tilegne dig ny viden
- Arbejder struktureret og selvstændigt
- Kan håndtere flere opgaver samtidigt samt beherske varierende arbejdspres
- Besidder en vis form for robusthed
- Har gode samarbejdsevner
- Har flair for IT og nye systemer
- Yder god service og kommunikerer professionelt over for borgere, virksomheder mv.
- Har et positivt menneskesyn, er imødekommende og kan trives i forandringer
Det kan være en fordel, at du har erfaring med offentlig administrativ, men det er ikke et krav. Det er heller ikke et krav, at du kender til sagsområderne i forvejen – det skal vi nok lære dig.
Om Østjyllands Politi som arbejdsplads
Vi tilbyder en afvekslende hverdag i en af landets største politikredse. Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på, at vi går glade på arbejde og er stolte over det, vi gør for borgerne i Østjylland. Vi vægter faglig sparring og vidensdeling på tværs af medarbejdergrupper højt, og vi giver gode muligheder for kompetenceudvikling inden for administrativ sagsbehandling.
Løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er på 37 timer og ligger som udgangspunkt på hverdage i tidsrummet mellem kl. 07.00 og kl. 17.00. Ved planlagte indsatser kan der forekomme arbejde udenfor nævnte tidsrum.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver Østjyllands Politi. For medarbejdere i Anklageadministrativ Enhed og Ledelsessekretariatet vil dit tjenestested indtil videre være på Aarhus Politigård, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C. Medarbejdere i Politiadministrativ Enhed har tjenestested enten på politigården i Aarhus, Randers eller Grenå, stillingen er dog primært i Aarhus.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er sikkerhedsgodkendt, og at denne kan opretholdes under hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Ved ansøgning bedes du angive, hvilken stilling du er interesseret i. Hvis du er interesseret i flere stillinger, må du gerne foretage en prioritering.
Ansøgningsfrist er d. 20. maj.
Hvis du har spørgsmål til stilling i Anklageadministrativ Enhed, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Jeanette Helle, tlf. 5154 3901.
Har du har spørgsmål til stillingen i Politiadministrativ Enhed, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Laura Nanna Hansen, tlf. 5123 8819.
Hvis du har spørgsmål til stillingen Ledelsessekretariatet er du velkommen til at kontakte juridisk specialkonsulent Lasse Øster Vinther, tlf. 2013 9257.
Når du søger job ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere job i politiet, skal du lægge en ansøgning og CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
I dette tilfælde skal blot uploade én ansøgning og ét CV, selvom stillingsopslaget indeholder flere mulige stillinger.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge, uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansættelse efter nærmere aftale.
Aarhus C