Jobbeskrivelse
Driftkoordinator med byggeteknisk baggrund til National enhed for Særlig Kriminalitet
Driftkoordinator med byggeteknisk baggrund til National enhed for Særlig Kriminalitet

Vil du være med til at opbygge og drifte vores nye efterforskningshus i Aarhus?

Med din byggetekniske baggrund sikrer du, at driften fungerer optimalt i tæt samarbejde med vores facility-leverandør. Som nøgleperson varetager du ikke bare bygningens drift, men bidrager også aktivt til at understøtte dine kolleger inden for andre af de ansvarsområder, som Logistik og Service dækker.

Din nye hverdag
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er godt i gang med at bygge et nyt domicil i Hasselager, som vi forventer er indflytningsklart medio 2026. Her samler vi vores efterforskningsenheder i Vestdanmark, som arbejder med økonomisk, organiseret og digital kriminalitet. Vi har derfor brug for en byggeteknisk kollega, der skal sikre, at bygningen er klar til indflytningen, og som efterfølgende er med til at sikre driften af vores lokationer i Jylland.

Du bliver en del af Logistik og Service, som er en stabsfunktion under Økonomi. Sammen med16 højt kvalificerede og engagerede kolleger er du med til at understøtte NSK inden for blandt andet facility management, indkøb, sikring, taktisk materiel, reception samt diverse administrative opgaver.

Vi er geografisk opdelt, og du vil have et tæt dagligt samarbejde med din kollega i Aarhus som aktuelt dækker vores jyske lokationer. Resten af Logistik og Service er fysisk placeret i Glostrup ved København, men vi har daglig kontakt med jævnlige besøg på tværs af landet til faglige møder og sociale sammenkomster. I dagligdagen vil du også samarbejde tæt med vores gode kolleger i efterforskningsenhederne.

Vi har daglig kontakt på tværs af landet og sammen sikrer vi, at alle vores kolleger kan møde ind til gode fysiske forhold på en god arbejdsplads. Du vil således få en stor berøringsflade med kolleger på alle niveauer og med forskellige faglige ekspertiser, hvilket gør stærke kommunikationsevner til en vigtig kompetence.

Inden bygningen i Aarhus er klar til indflytning, deltager du i arbejdet med at færdiggøre etableringen. Dine opgaver bliver blandt andet at koordinere med byggeprojektledere og leverandører om klargøring af bygningen, herunder modtagelse og kvalitetssikring af leverancer inden for teknik og inventar.

Du får også til opgave at sikre den tekniske igangsættelse af indflytningen samt at styre og evaluere projekter i den forbindelse. Du sikrer, at tidsplaner overholdes, og at kvaliteten er i orden.

Når den nye bygning er taget i brug, bliver det din opgave at sikre, at både vores nye bygning i Aarhus samt vores lokalitet i Fredericia altid fungerer optimalt. Du igangsætter, koordinerer og følger op på opgaver og projekter, som udføres i samarbejde med vores bygningsejer, facility partner og leverandører.

I den daglige drift koordinerer du både akutte og planlagte håndværksmæssige opgaver, så de udføres korrekt og rettidigt. Herudover forventer vi, at du tager aktivt del i de øvrige driftsmæssige opgaver, som skal løses inden for Logistik og Services ansvarsområder, også dem der ligger uden for dit primære fagområde – naturligvis i tæt samarbejde med dine øvrige kolleger.

Vores nye kollega

Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig bygningsteknisk baggrund, eksempelvis som bygningskonstruktør eller maskinmester. Derudover ser vi gerne, at du har erfaring med CTS-anlæg, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring inden for især VVS, ventilation og/eller el.

Det er vigtigt, at du trives med og har erfaring fra opgaver, der kræver overblik, struktur og systematik. Du motiveres af at planlægge og få tingene til at fungere samtidig med, at du bevarer et helhedsperspektiv og medtænker alle detaljer i din planlægning.

Vi lægger vægt på, at du arbejder operativt og løsningsorienteret med opgaverne, så vi effektivt kan understøtte vores kolleger i NSK og sikre en hurtig og smidig opgaveløsning. 

Du er servicemindet og trives med at skabe løsninger, der understøtter en effektiv drift. Med dine gode samarbejdsevner arbejder du naturligt på tværs af faggrupper, ledelseslag og med eksterne samarbejdspartnere og bidrager aktivt til et velfungerende og produktivt samarbejde.

Derudover har du gode kommunikationsevner og formår at begå dig professionelt i dialogen med både kolleger og samarbejdspartnere på alle niveauer og med forskellige faglige baggrunde.

Arbejdstiden ligger primært i dagstimerne, men vi forventer en vis fleksibilitet i helt særlige situationer.

Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Er du uddannet maskinmester ansættes på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende Organisationsaftale for maskinmestre i land samt OAO-S-fællesoverenskomsten.

Alternativt ansættes du på anden relevant overenskomst.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med foreløbig adresse på Ridderstræde 1, 8000 Aarhus. Bemærk, at vi i midten af 2026 forventer at flytte til vores nye domicil på Jegstrupvej 3 i Hasselager.

Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid. Arbejdet foregår primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse.  Du skal være indstillet på, at der kan forekomme arbejde på andre tidspunkter, for eksempel i forbindelse med større opgaver, aktioner eller driftsmæssige udfordringer.

NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. december 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 32 og 35.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte servicechef Lene Duvier Kjær på tlf. 2011-5933. Har du spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.


OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.

Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.

I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.

NSK har lokationer i Glostrup, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.07.2025
Ansøgningsfrist:  04.07.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Aarhus C

Deltid / fuldtid:  Fuldtid