Jobbeskrivelse
IT-Kriminaltekniker hos Østjyllands Politi
IT-Kriminaltekniker hos Østjyllands Politi

Østjyllands Politi, Efterforskningscentret, Teknisk Efterforskning, IT – Kriminalteknik. 


Har du en bred IT-teknisk profil, så er det måske dig vi søger som IT-kriminaltekniker hos Østjyllands Politi.

 

Vi står over for en betydelig stigning i omfanget og kompleksiteten af kriminalitet, hvor kriminelle kontinuerligt udvikler og anvender ny teknologi til at begå mere avancerede forbrydelser. 

 

Som IT-kriminaltekniker hos Østjyllands Politi får du en central rolle i indsatsen for at identificere, analysere og dokumentere digitale spor og beviser. Din rolle indebærer at forene teknisk ekspertise med efterforskningens kompleksitet.

 

Du vil være ansvarlig for at ekstrahere afgørende beviser, kortlægge personnetværk og gennemgå data, som potentielt kan være afgørende for at opklare sager samt sikre procesretfærdighed for de involverede parter i et tæt samarbejde med dygtige efterforskere.

 

Tæt på efterforskningen

Du tilknyttes Efterforskningscentret i enheden IT-Kriminalitet, som består af både politiuddannede og civile IT-teknikere, som alle understøtter hele Østjyllands Politi i bl.a. data forensics og sikring af data fra digitale enheder.

 

Dine daglige opgaver bliver i tæt dialog med andre IT-kriminalteknikere og efterforskere og omfatter bl.a.:


-    At ekstrahere data fra digitale enheder.
-    At gennemføre digital efterforskning på sikret data.
-    At identificere digitale spor og beviser.
-    At analysere datasæt for at afdække mønstre og relationer.
-    At udarbejde præcise og letforståelige skriftlige rapporter og dokumentation af digitale beviser.
-    At understøtte efterforskninger gennem IT-analyse og teknisk ekspertise.
-    At efterforske og gennemgå data fra sager om seksuelt misbrug af børn.
-    At være civilt sagkyndigt ekspertvidne i retten. For at gøre dig tryg i den rolle får du både introduktion til og undervisning i at vidne i retten.

 

Din opstart vil indebære et intensivt kursusforløb, for at sikre, du bliver fortrolig med de specialiserede softwareværktøjer vi anvender samt forberede dig på de udfordringer, du kan møde i dit arbejde som IT-kriminaltekniker hos Østjyllands Politi. Der kan planlægges for kurser både i indland og udland.

 

Om dig

Du har en bred teknisk viden og gerne en videregående IT-uddannelse. Du har erfaring med databaser, har gode analytiske kompetencer, og du evner at skabe et overblik og struktur i større datamængder. 

 

Herudover lægger vi vægt på, at du er: 


-    Kreativ og tænker ud af boksen
-    Brænder for at sætte dig ind i ny viden
-    Nysgerrig på de nyeste teknologier og programmer 
-    Villig til at arbejde selvstændig
-    Opsøgende i forhold til sparring, ledelse og nye opgaver 
-    Stærk skriftelig og god til at formidle komplekst teknisk materiale
-    Positiv teamplayer
-    Rolig og tålmodig
-    Omstillingsparat
-    God til at bevare overblikket – også i pressede situationer

 

Du kommer til at indgå i et engageret og fagligt stærkt team, som du er med til at sætte dit præg på. Vi vægter et godt arbejdsmiljø med godt humør og humor, og vi håber derfor du vil bidrage til en positiv og behagelig atmosfære.

 

Løn og ansættelsesforhold

Du ansættes i enheden IT-Kriminalitet, Efterforskningscentret i Østjyllands Politi med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Arbejdstiden ligger primært inden for 7-16, men sker der alvorlige hændelse, forventes det, at alle træder til og yder et bidrag ud over normal arbejdstid.

 

Dit primære tjenestested er Hovedpolitistationen i Aarhus, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C. Der kan forekomme arbejde på de øvrige politistationer i Randers og Grenå, ligesom der vil forekomme arbejde ude på eller omkring gerningssteder.


Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og akademikere i staten. 


Har du en anden relevant uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt indplaceres du efter anden relevant overenskomst. 
Ansættelsestidspunkt efter nærmere aftale


Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Det er yderligere en forudsætning, at du har kørekort til personbil – kategori B.

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til stillingens faglige indhold, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Lars Jung Juul Andersen tlf. 22701293, og ved øvrige spørgsmål er du velkommen til at kontakte politikommissær, Mikael Larsen tlf. 22691084 eller mail: MLA006@politi.dk.


Når du søger job ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere job i politiet, skal du lægge en ansøgning og CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.


Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

Ansøgningsfrist: d. 29. Maj.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  29.05.2026
Ansøgningsfrist:  29.05.2026
Arbejdsgiver:  Østjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Aarhus C

Deltid / fuldtid:  Fuldtid