Fascineres du af de digitale spor, der gemmer sig i åbne kilder – og af det øjeblik hvor data, mønstre og detaljer falder på plads og bliver til brugbar viden?
Så er du måske den OSINT-specialist, vi søger til Sektionen for HUMINT og OSINT i NSK Vest.
Din nye hverdag
Efterretnings- og Analysecenteret (EAC) er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som samler politiets og anklagemyndighedens specialiserede indsats mod organiseret, økonomisk og digital kriminalitet. Vi sikrer, at NSK har et opdateret og retvisende billede af den mest komplekse kriminalitet i Danmark ved at samle og analysere viden på tværs og omsætte den til efterretninger, der anvendes både strategisk og i konkrete efterforskninger.
Du bliver en del af Sektionen for HUMINT og OSINT, hvor vi kombinerer klassisk efterretningsarbejde med moderne digitale metoder. OSINT (Open Source Intelligence) handler om systematisk indhentning og analyse af information fra åbent tilgængelige kilder – f.eks. internettet, sociale medier og offentligt tilgængelige databaser – med henblik på at skabe efterretningsmæssig viden. Vi analyserer og dokumenterer information fra både digitale kilder og menneskelige netværk for at styrke politiets samlede indsats mod organiseret kriminalitet. Vi understøtter politikredsene med bevisindsamling, monitering og dokumentation og udvikler løbende nye værktøjer, der styrker OSINT-kapaciteten på tværs af dansk politi.
Du får et tæt samarbejde med dine kolleger i den nyetablerede Sektion for monitering af kriminelle familier. Sammen bidrager I til udviklingen af det nye område, der skal styrke forebyggelsen og bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, der centrerer sig omkring hele familier på tværs af landet. Du kan læse mere om initiativet i Rigspolitiets pressemeddelelse her.
Dine vigtigste opgaver er at:
- gennemføre efterretningsmæssig informationssøgning og monitering af NSK’s moniteringsområder
- understøtte NSK’s efterforskningssektioner med bevisindsamling og analyse baseret på åbne kilder
- udvikle og forbedre OSINT-metoder samt identificere og afprøve nye værktøjer
- deltage i nationalt og internationalt samarbejde og videndeling.
Hvis det har din interesse, kan der med tiden blive mulighed for at undervise i OSINT på Politiskolen.
Dine kolleger er dedikerede og fagligt stolte online-detektiver med forskellige baggrunde - både civile og politiuddannede. Vi arbejder eksperimenterende med webteknologier og API’er, scripter i Python, JavaScript og Bash og analyserer netværkstrafik i værktøjer som Burp Suite.
Vi har en uhøjtidelig tone og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi både kan grine sammen og sparre om komplekse opgaver. Vi stiller høje krav til kvaliteten af vores arbejde og lægger vægt på engagement og fælles ansvar.
Vores nye kollega
Din uddannelse og baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er din nysgerrighed og din lyst til at forstå, hvordan ting hænger sammen – både teknisk og menneskeligt. Du trives i feltet mellem teknologi, analyse og efterforskning og kombinerer kreativ tænkning med systematik i dit arbejde.
Du er drevet af et grundlæggende behov for at forstå, hvordan digitale miljøer hænger sammen bag kulissen, og hvad data og spor kan fortælle, når man stiller de rigtige spørgsmål.
Du har en solid teknisk forståelse og erfaring med at arbejde i digitale miljøer og med åbne kilder - gerne inden for cybersikkerhed, dataanalyse, journalistisk research eller informationssøgning – og er fortrolig med at automatisere og strukturere dit arbejde, f.eks. gennem scripting. Du behøver ikke kende vores systemer på forhånd, men du lærer hurtigt og har mod på at eksperimentere og udvikle metoder sammen med fagligt stærke kolleger.
Du har blik for detaljer og kan formidle dine resultater klart og præcist til kolleger uden teknisk baggrund. Du værdsætter præcision, dokumentation og kvalitet, fordi du ved, at dit arbejde kan få betydning i konkrete sager.
Samarbejde falder dig naturligt, og du bidrager aktivt til vidensdeling og fælles problemløsning og arbejder samtidig selvstændigt med ansvar for at føre dine opgaver sikkert i mål.
Kendetegnende for alt, hvad du laver, er din faglige stolthed og respekt for opgavens betydning. Du motiveres af at bruge din tekniske nysgerrighed til at gøre en forskel – og finder mening i at omsætte din viden i samfundets tjeneste.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomst for akademikere i staten. Hvis du har en anden uddannelsesmæssig baggrund, ansættes du i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet på politigården i Aarhus, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus. Vi forventer dog medio 2026 at flytte til NSK’s nye domicil på Jegstrupvej, 8361 Hasselager.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og høj grad af frihed til selv at tilrettelægge dit arbejde. Der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse. Du skal være indstillet på, at der kan forekomme arbejde på andre tidspunkter for eksempel i forbindelse med større aktioner.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato er 1. juni 2026 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.
Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 10 og eventuelt 2. samtaler i uge 12.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Torben Christiansen på 2329 4254. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Aarhus C