Vi søger en Supervisor til Politiets Servicecenter 114 med bred faglig viden og et indgående kendskab til Politiorganisationen, så du kan rådgive og vejlede dine kolleger i alle typer af anmeldelser, som indkommer via 114.
Om Servicecenter 114
Servicecenteret 114 er en del af Borgerekspeditionen, som stort set modtager alle Østjyllands Politis telefoniske, skriftlige og personlige henvendelser. Når borgerne ringer 114, svarer vi og hjælper dem videre. God og effektiv service er et absolut nøgleord for os i vores kontakt med borgerne. Vi tilbyder et job med gode kollegaer samt vekslende opgaver og udfordringer i hverdagen. Læringskurven er stejl, da opgaverne spænder vidt, men du kan være helt sikker på, at der altid er en kollega til at hjælpe dig.
OM STILLINGEN
Du har et tæt samarbejde med dine supervisorkolleger i sektionen omkring arbejdsopgaverne, og I koordinerer, så der altid er en supervisor på vagt i hverdagene fra kl. 7-15. Derudover skal du påregne en 114-operatørvagt hver tredje weekend. Når der er meget travlt, forventer vi, at du springer til og hjælper med at tage 114-opkald med tanke på en god borgerservice og et godt arbejdsmiljø.
Din fornemste opgave er at:
- Yde faglig sparring, rådgivning og vejledning til kollegerne i 114 omkring optag af borgernes anmeldelser.
- Give konstruktiv feedback med henblik på læring til den enkelte kollega i forbindelse med kvalitets og legalitets kontrol af sager.
Derudover er du den faglige koordinator, som sikrer en effektiv drift i Servicecenteret 114 i tæt samarbejde med dine supervisorkolleger og sektionslederne i Borgerekspeditionen.
Du skal kende organisationen godt og være fagligt klædt på til at kunne rådgive og vejlede kollegerne i Servicecenteret 114 om alle de forskellige typer af anmeldelser, som de bliver mødt af fra borgerne, og de skal kunne søge sparring hos dig om det faglige. Du skal være beslutsom, handlings- og resultatorienteret og turde have en holdning til, hvordan tingene skal udføres. Samtidig skal du have evnerne til at give kollegerne konstruktiv feedback på sagsbehandlingen, så de hele tiden udvikler sig fagligt i jobbet.
Du refererer til og har et tæt samarbejde med sektionslederne i Borgerekspeditionen.
Stillingen indebærer en bred vifte af spændende ansvarsområder bl.a.:
- Faglig rådgivning, vejledning og sparring til kollegerne i Servicecenter 114.
- Faglig koordinator og kontaktpunkt.
- Give kollegerne i Servicecenter 114 konstruktiv feedback på sagerne med henblik på læring.
- Kvalitets og legalitets kontrol af sager optaget i Servicecenter 114.
- Føre kontrol med verserende sager/søgenøgler.
- Fordele opgaverne i Servicecenter 114 på dagen, så fristerne på sagerne overholdes og servicemål nås.
- Implementere nye actioncards, ændringer i lovgrundlag og nye processer inkl. opdatering af vejledninger.
- Indgå i 114 operatørvagter når der er behov for det.
- Have overblikket over alle opgaver på dagen inkl. hjælp til Servicecentre i andre kredse.
- Krisestyringskoordinator ved større hændelser uden varsel.
- Deltage i netværksmøder med supervisorer i andre politikredse.
OM DIG
Du skal have en god koordineringsevne og et godt overblik og trives med at blive forstyrret for at svare på kollegernes spørgsmål om alle anmeldelsesfasens detaljer. Du skal være god til at give konstruktiv feedback, så dine kolleger hele tiden udvikler sig fagligt med opgaven. Herudover skal du være resultatorienteret og hele tiden have fokus på, at vi når sagerne til tiden og lever op til vores servicemål.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er på hverdage 07.00 – 15.00, men forskudte vagter kan forekomme jf. forudgående aftale. Derudover har du operatørvagt i Servicecenter 114 hver 3. weekend, som både kan være dag- og aftenvagter.
Enkelte operatørvagter på helligdage kan også forekomme.
Din gennemsnitlige arbejdstid er på 37 timer pr. uge
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdsområde bliver Østjyllands Politi med tjenestested på Aarhus Politigård, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at denne kan opretholdes under hele din ansættelse.
Ansættelsestidspunktet er efter nærmere aftale
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Tania Sandersen på tlf. 24 81 00 48
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Aarhus C