Jobbeskrivelse
Systemadministrator til understøttelse af efterforskningen i National enhed for Særlig Kriminalitet
Systemadministrator til understøttelse af efterforskningen i National enhed for Særlig Kriminalitet

Som en del af Center for Organiseret Kriminalitet Vest får du en unik mulighed for at anvende dine it-kompetencer i en ny sammenhæng, hvor du direkte understøtter efterforskningen af nogle af Danmarks mest komplekse sager.

Med en dynamisk hverdag, tæt samarbejde på tværs af faggrupper og stor indflydelse på opgaver, bliver du en vigtig brik i et stærkt teknisk team, der målrettet bidrager til at bekæmpe den mest alvorlige rocker- og bandekriminalitet i Danmark.


Din nye hverdag
Hos Center for Organiseret Kriminalitet Vest (COKV) arbejder vi med at bekæmpe den mest komplekse organiserede kriminalitet i Vestdanmark.

Vi fokuserer særligt på at håndtere truslen fra bandemiljøet og andre organiserede netværk, som skaber betydelige udfordringer for det danske samfund. Vores arbejde indebærer efterforskning af kriminalitet udført af centrale bagmænd, der ofte opererer på tværs af både politi- og landegrænser, med det mål at sikre en effektiv strafforfølgelse.

Teamwork er hjørnestenen i vores arbejde. Gennem samarbejde på tværs af faggrupper og kompetenceområder bringer vi en bred vifte af færdigheder i spil for at skabe de bedste resultater.

Som en del af Tekniksektionen får du engagerede og dygtige kolleger med forskellige faglige baggrunde, der alle brænder for it, teknik og udvikling. Vi arbejder tæt sammen med efterforskerne og ser hurtigt værdien af vores indsats, som ofte modtager både umiddelbar feedback og anerkendelse.

I tæt samarbejde med vores anden systemadministrator understøtter du efterforskningen gennem udvikling, drift og support af forskellige tekniske overvågningsløsninger, herunder it- og videoudstyr.  Du vil desuden samarbejde med kolleger fra andre dele af NSK, det øvrige politi og eksterne partnere.

Du arbejder med konfiguration, drift og administration af servere og VPN-løsninger, og er med til at sikre en stabil og sikker it-infrastruktur. Du bidrager samtidig til den løbende udvikling og optimering af vores samlede tekniske løsninger.

Arbejdsdagen hos os er dynamisk og præget af variation - kun få dage ligner hinanden. Med spændende udviklingsmuligheder og stor indflydelse på din egen arbejdsdag, bliver du en del af en operativ og udfordrende hverdag, hvor tingene ofte skal gå hurtigt. 

Vi tilbyder relevant efter- og videreuddannelse, og forventer, at du har både lyst og evner til løbende at vedligeholde dine kompetencer og styrke dit faglige niveau.

 

Vores nye kollega
Du har solid erfaring med administration og drift af servere, herunder vedligeholdelse af både fysiske og virtuelle miljøer. Vi arbejder med gængse virtualiseringsplatforme samt Windows- og Linux-servere, og det er en fordel, hvis du har indsigt i disse teknologier.

Dine kompetencer omfatter også viden om netværksdrift og firewall-administration. Erfaring inden for it-sikkerhed er særligt værdifuldt, da det spiller en central rolle i vores arbejde.

Derudover ser vi positivt på, hvis du har kendskab til VPN-løsninger, video management systemer, Linux-baserede systemer eller scripting – dog uden, at dette er et krav.

Som person brænder du for at lære nyt og har lyst til at udvikle og implementere innovative ideer. Du er løsningsorienteret og trives med at tage ansvar og initiativ i dit arbejde. Samtidig er du samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til teamets sociale og faglige dynamik.

Du skal være indstillet på, at der til tider kan forekomme arbejde uden for normal arbejdstid i forbindelse med akutte opgaver.

Vi søger en kollega, der motiveres af at udvikle og optimere udstyr og løsninger. Dine bidrag vil ikke alene forbedre organisationens it-drift, men også styrke de tekniske løsninger, der understøtter vores arbejde.

 

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt ansættes du på anden relevant overenskomst. 

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du er kontortjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet. Vi er i øjeblikket ved at finde en ny lokation, som vi forventer bliver et sted mellem Viborg og Aarhus. 

Stillingen er på 37 timer pr. uge inkl. frokostpause, og der er flekstid i stillingen. Arbejdstiden ligger primært inden for normal kontortid. Du skal dog være indstillet på, at der kan forekomme arbejde på andre tidspunkter.

NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde godkendelsen under hele din ansættelse.

Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 10. 
 

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Anders Andersen på aan010@politi.dk eller 2044 5499. Hvis du har spørgsmål til ansættelsesforhold i stillingen, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig sende os en ansøgning, hvor du lægger særligt vægt på din motivation og dit særlige bidrag i stillingen samt CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse. 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.

Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde. 

Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.

I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.

NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  23.02.2025
Ansøgningsfrist:  23.02.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Aarhus C

Deltid / fuldtid:  Fuldtid