Jobbeskrivelse
Politikommissær (assistance) til Grønlands Politi, Aasiaat
Politikommissær (assistance) til Grønlands Politi, Aasiaat

Grønlands Politi søger én udnævnt politikommissær til 12 måneder assistancetjeneste i Aasiaat på Vestkysten i Grønland. 

 

Stillingen ønskes besat fra marts 2027 eller efter nærmere aftale.

 

En sjælden mulighed for at prøve en anderledes type selvstændig ledelse i frie rammer, med unikke opgaver og i en helt særlig skøn natur som kulisse.

 

Aasiaat
Aasiaat ligger i Diskobugten med omkring 3.000 indbyggere og er kendt for sine smukke omgivelser bestående af øer, fjorde og fjelde. Området er hjemsted for et rigt arktisk dyreliv, herunder sæler, hvaler, havfugle og fisk, som både understøtter jagt og fiskeri, der stadig spiller en vigtig rolle i den lokale hverdag. Byen byder på et levende lokalsamfund med skoler, kulturtilbud og sportsfaciliteter. Aasiaat er præget af en traditionel inuitkultur, hvor naturen er central. Her kan du opleve den betagende midnatssol om sommeren, hvor solen lyser døgnet rundt, samt det fascinerende nordlys, der danser på himlen om vinteren. Som politibetjent i Aasiaat får du en vigtig rolle i at skabe tryghed og nærvær i et samfund præget af fællesskab og engagement.

 

Politistationen i Aasiaat består af 1 politikommissær, 6 politiuddannede samt reservebetjente og administrative medarbejdere. Under Aasiaat politidistrikt er der ydermere to lokale politistationer i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq.

 

Om Jobbet

Som politikommissær/distriktsleder for Aasiaat politidistrikt vil du have ansvaret for den daglige ledelse af medarbejderne i hele politidistriktet, herunder også drifts- og sagsstyring, hvilket indbefatter en del rejseaktivitet i politidistriktet i forbindelse med besøgs- og tilsynsrejser til bosteder og byer i distriktet. Der er naturligt behov for distanceledelse i hverdagen.

 

Distriktslederen er formand i kommunens lokalråd, hvor der træffes beslutninger om lokale indsatser (præventive og målrettede) i kommunalt- og politiregi, og samarbejder tæt med kommunaldirektøren/borgmesteren. Derudover er distriktslederen primær kontakt til de samarbejdspartnere der er i distriktet, herunder erhvervslivet, institutioner etc.

 

Som ansøger skal du derfor have interesse og forudsætninger for at kommunikere bredt med borgere, samarbejdspartnere og de forskellige medarbejdere, der indgår i den konkrete opgaveløsning.

 

Du skal i det daglige, i samarbejde og forening med politikredsens øvrige distriktsledere, understøtte en arbejdskultur, hvor medarbejderne hele tiden opsøger ny viden.

 

Stillingen forudsætter et godt helhedssyn og at du inden for rammerne af de meget forskelligartede opgaver er løsningsorienteret.

 

Du vil som leder i politidistriktet i Aasiaat referere til VPI for Politidistriktsafdeling Nord og Vest. 

 

Om dig
Du er udnævnt politikommissær og har erfaring inden for beredskab, efterforskning eller forebyggelse.

 

Du skal have en operativ parathed, mod på driftsstyring og evnen til mentalt at omstille dig til nye situationer.

 

Du kan skabe overblik, samt vurdere, beslutte og disponere situationsbestemt og under tids – og/eller opgavepres.

 

Du skal have en udpræget forståelse for og evne til at balancere politiske, ledelsesmæssige og faglige hensyn, såsom responstid og operativ parathed contra strategisk prioriterede sagstyper og indsatsområder.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Under assistancetjenesten beholder du din nuværende løn som politikommissær. Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.

 

Arbejdstiden i Grønland er gennemsnitligt 37 timer om ugen.

 

Da du får tjenestested uden for Nuuk, er du omfattet af den til enhver tid gældende aftale mellem Rigspolitiet og Politiforbundet om arbejdstidsregler for polititjenestemænd stationeret uden for Nuuk.

 

Assistancen sker efter gældende retningslinjer for tjenesterejser i politiet.

 

Grønlands Politi sørger for indkvartering i møbleret værelse/lejlighed, under hele perioden.

 

Du betaler ikke husleje, men du bliver beskattet af værdien af den frie bolig efter gældende regler.

 

Skat i Grønland har indført en obligatorisk pensionsopsparing, som også gælder for polititjenestemænd, hvilket betyder, at der skal indbetales til særskilt pensionsordning, såfremt den skattepligtige indkomst – ud over grundlønnen – overstiger 125.000 kr.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til klassifikationsgraden YDERST HEMMELIGT er nødvendig.

 

Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

 

Grønlands Politi har indført røg- og nikotinfri arbejdstid.

 

Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål angående stillingen i Aasiaat er du velkommen til at kontakte vicepolitiinspektør Claus Rønnegaard på tlf. +299 560959.

 

HUSK 3 TIMERS FORSKEL mellem Danmark og Grønland.

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet

 

- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller

- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 


Se eventuel vejledning på POLintra under Stillingsopslag.
 

Du skal vedhæfte CV og en motiveret ansøgning (følgebrev).

 

Ansøgningsfrist:  den 4. november 2026.

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

 

KALAALLIT NUNAANNI
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut

GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi tryghed

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.11.2026
Ansøgningsfrist:  04.11.2026
Arbejdsgiver:  Grønlands Politi
Jobsted (langt): 

Aasiaat

Deltid / fuldtid:  Fuldtid