Jobbeskrivelse
Administrativ medarbejder til Materielstyring
Administrativ medarbejder til Materielstyring

Som medarbejder i Københavns Politi, Materielstyring, træder du ind i en verden, som de færreste kender til. Du bliver en del af et team af engagerede medarbejdere, der forsyner og understøtter organisationen med det nødvendige udstyr til håndtering af kerneopgaven i hele politikredsen. 

 

Du bliver en del af en afdeling, hvor vi lægger vægt på ansvarlighed, høj service, godt samarbejde og en effektiv opgaveløsning.
Vi har særligt fokus på service samt den grønne omstilling. Ledelsesmæssigt prioriterer vi et godt arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel. Kom og vær med – vi går en spændende fremtid i møde.

 

 

Om stillingen


Stillingen har en klar administrativ profil, hvor du får en central rolle i at sikre, at politikredsens enheder har adgang til det nødvendige materiel og udstyr.

 

Du kommer til at arbejde inden for en bred vifte af administrative områder der alle vil have for hovedformål at understøtte Københavns Politi i opgavevaretagelsen. 

 

Dine opgaver vil blandt andet være
•    Administration og kontrol af vareleverancer
•    Administration af udstyr, materiel og uniformer til enheder og enkeltpersoner
•    Indkøb af forbrugsvarer, hos interne og eksterne leverandører
•    Planlægning for vedligehold af udrustning og udstyr
•    Håndtering af Materielstyringssystemet
•    Ekspedition – både fysisk og telefonisk

 

Primære ansvarsområder
•    Arbejdsgangsbeskrivelser
•    Den grønne omstilling
•    Lager og ekspedition
•    Ad hoc opgaver

 

Du bliver en del af et team, hvor vi sikrer grundig oplæring og løbende faglig sparring. Du får mulighed for at arbejde selvstændigt med dine opgaver, samtidig med at vi hjælper hinanden med at sikre en effektiv og sammenhængende opgaveløsning.

 

Der er mulighed for høj grad af fleksibilitet i forhold til mødetidspunkter, og der kan tilbydes hjemmearbejdsdage i forbindelse med særlig krævende opgaver. 

 

 

Om os

 

Materielstyring er en del af Logistikafdelingen i Københavns Politi. Vi administrerer et årligt budget på 30 millioner kroner og understøtter hele politikredsen med uniformer, udstyr og øvrigt materiel.

 

Vores opgave er at sikre, at politiets medarbejdere har det nødvendige materiel til rådighed, så de kan løse deres opgaver effektivt og sikkert.

 

Vi er en sektion med tæt samarbejde, høj faglighed og en tydelig ledelsesstil. Vi prioriterer trivsel, godt humør. et godt arbejdsmiljø og videndeling, som sikrer robustheden i sektionen – også ved ferie, sygdom og lignende fraværsperioder.

 

Vi lægger vægt på service, ansvarlighed og en løsningsorienteret tilgang til opgaverne. Samtidig arbejder vi løbende med at udvikle vores arbejdsgange og understøtte den grønne omstilling.

 

Derudover er arbejdsdagen i Materielstyring meget varieret, og du vil både have faste administrative opgaver og opgaver, der opstår her og nu. Nogle opgaver løses ved skrivebordet, mens andre kræver, at du er ude på lageret, ekspederer i skranken eller håndterer og klargør materiel.

 

Du skal derfor trives med en hverdag, hvor opgaverne kan skifte hurtigt, og hvor det er vigtigt både at kunne arbejde selvstændigt og være en del af et team. 

 

 

Hvad forventer vi af dig?


Vi søger medarbejdere, der arbejder struktureret, tager ansvar og har lyst til at bidrage til en vigtig understøttende funktion i politiet.

 

Vi forestiller os, at du:
•    Er serviceminded, praktisk anlagt og kan eksekvere
•    Har stor ansvarsfølelse, god ordenssans og høj arbejdsmoral
•    Arbejder struktureret, selvstændigt og har blik for detaljen
•    Kan samarbejde og har gode kommunikative evner
•    Kan prioritere egne opgaver og bevare overblikket i en travl hverdag
•    Er fleksibel og løsningsorienteret, når behov og prioriteringer ændrer sig
•    Er klar på at tilegne dig ny viden
•    Har et godt og smittende humør

 

Det vil være en fordel om du har en administrativ uddannelsesbaggrund, men det er ikke et krav - vi sørger for den nødvendige oplæring og relevante kurser efter behov.

 

 

Hvad tilbyder vi?


•    En alsidig og selvstændig stilling med en blanding af administrative- og praksisnære arbejdsopgaver
•    En arbejdsplads, hvor din indsats har direkte betydning for politiets daglige opgaveløsning
•    Et stærkt kollegialt fællesskab med høj faglighed og tæt samarbejde
•    Grundig oplæring og mulighed for faglig udvikling
•    Fleksible mødetider
•    Mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det
•    Et arbejdsmiljø med fokus på trivsel, ansvarlighed og gensidig respekt

 

Vil du være med til at sikre håndteringen af Københavns Politis materiel – så ser vi frem til at modtage din ansøgning.

 

 

Løn- og ansættelsesvilkår

 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

 

Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost. 

 

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse Artillerivej, 2300 København S. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. 

 

Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder. 

 

 

Kontakt og ansøgning 

 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Politikommissær, Brian Blaabjerg Rasmussen, på telefonnummer: 40215734 eller mail: bra008@politi.dk (mailen kan IKKE anvendes til ansøgninger).

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk 

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. 

 

Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format. 

 

Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.11.2026
Ansøgningsfrist:  16.11.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Politi
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid