Brænder du for efterforskning og indsatsen mod vold i nære relationer? Vil du med ombord i en specialiseret sektion til behandling af sager lige fra vold og stalking til tilhold og elektronisk kontrol? Så er det måske dig vi søger i Københavns Politi.
Om stillingen
Stillingen er i Københavns Politi, Efterforskningsenheden, Afdeling for Personfarlig Kriminalitet 1, Sektion 1, som er specialiseret i efterforskning og behandling af straffe- og administrative sager inden for området vold i nære relationer.
Sagstyperne er af større og mindre karakter og spænder bredt lige fra begæringer om tilhold og opholdsforbud til straffesager omhandlende fysisk vold, psykisk vold, trusler, stalking m.v., hvor relationen oftest er mellem nuværende og tidligere partnere, ligesom der arbejdes med det æresrelaterede område.
Om jobbet / Din nye hverdag
Du vil blive en vigtig del af sektionen og primært arbejde sammen med en politiuddannet leder, faglige nøglepersoner, politifaglige efterforskere samt øvrige civile. Du vil også indgå i samarbejdet med interne og eksterne samarbejdspartnere samt have kontakt til borgere.
Dine primære arbejdsopgaver vil være sagsbehandling af administrative tilhold og opholdsforbud, ligesom du løbende vil blive klædt på og uddannet til at understøtte og efterforske sektionens straffesager fra sagens modtagelse til overdragelse til anklagemyndigheden.
Arbejdsopgaverne vil primært omfatte:
- Visitation og behandling af henvendelser til sektionen samt skriftlig og telefonisk vejledning af borgere i både straffe- og administrative sager
- Partshøringer og sagsbehandling i sager om tilhold, opholdsforbud og elektronisk kontrol
- Efterforskning og sagsbehandling af visse straffesager inden for området
- Dokumentationsindsamling, risikovurdering, prioritering, sikkerhedsvejledning og henvisning til eksterne indsatser
Derudover omfatter arbejdsopgaverne administrative opgaver, herunder:
- Håndtering af sagens parter, tolke, værger m.v. samt beskikkelse af advokater
- Behandling af koster, transskribering af afhøringer, indhentning af overvågning og administrering af kendelser
- Kontrolfunktioner i flere af politiets systemer
- Fysisk og digital behandling af sektionens sager
- Håndtering af øvrige administrative ad hoc opgaver samt understøttelse af sektionslederen
Kort sagt vil du fra begyndelsen være en essentiel del af sagsbehandlingen, ligesom du i takt med den nødvendige oplæring og uddannelse inden for særligt efterforskning, afhøring og risikovurdering, vil få ansvaret for flere områder. Det vil ligeledes være muligt at komme med på større sager og opgaver i både sektionen og afdelingen.
Sektionen tilbyder et varieret og udfordrende job med et stærkt fagligt og fleksibelt arbejdsmiljø, hvor der lægges vægt på høj kvalitet og trivsel.
Om dig
Vi søger administrative medarbejdere med relevant baggrund og faglighed. Du er arbejdsom, grundig, positiv, serviceminded og besidder gode samarbejdsevner i et miljø med humor og en uformel arbejdstone.
Det er en forudsætning for stillingen, at du er god til at håndtere borgere i sårbare positioner, er i stand til at påtage dig ansvar og skabe et godt overblik i den selvstændige sagsbehandling. Dertil forventes du at være motiveret for understøttelse af efterforskere, faglige nøglepersoner samt sektionslederen. Det er ligeledes en forudsætning, at du er indstillet på at gennemgå den nødvendige oplæring og uddannelse.
Det vil være en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med politiet som organisation og med politiets systemer eller at du kommer med en erfaring fra andre organisationer, der beskæftiger sig med sektionens område.
Løn- og ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Vestre Teglgade 9, 2450 København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Nikolaj Mortensen på tlf. 61396573 på hverdage inden for kl. 12.00 til 13.00 eller på mail nmo008@politi.dk (mailen kan IKKE anvendes til ansøgninger).
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i Politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i Politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Foruden din ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
København SV