Rigspolitiets Center for Flåde- og Materielstyring har blandt andet ansvaret for den overordnede udvikling og styring af politiets vognpark, og står derfor for opbygning af politiets køretøjer. I afsnittet Service og Værksted varetages en lang række driftsorienterede opgaver, som eksempelvis opbygning af særlige køretøjer, og reparation af visse køretøjstyper.
Til dette afsnit, med 16 medarbejdere, søger vi en afsnitsleder, der med et struktureret blik kan være med til at udvikle vores procedurer, så vi bliver endnu mere velkørende.
Om jobbet
Du kommer til at indgå i en enhed, hvor samarbejdet er en kerneværdi. Det er derfor vigtigt, at du kan dele ejerskabet til projekter og opgaver, da det er afgørende for, at opgaverne bliver løst. Du får det daglige personaleansvar for nogle engagerede og fagligt stærke medarbejdere.
Om enhedens opgaveportefølje, kan det endvidere nævnes, at vi arbejder med politiets radiosystem, samt med at opbygge, vedligeholde og udfase Politiets køretøjer. Vi bidrager således til anskaffelse, opbygning og drift af politiets flåde af køretøjer. Dermed medvirker vi til, at politiet har det rette materiel og de rette køretøjer til løsning af politiets opgaver.
Vi har en del forskellige opgaver, hvorfor din daglige opgave er at prioritere, samt at lede og fordele arbejdsopgaverne.
CSR/Grøn omstilling har til stadighed stor fokus i vores projekter og vores daglige arbejde.
Du vil have den daglige faglige sparring med dine medarbejdere, ligesom du vil skulle afholde udviklings- og trivselssamtaler. Du vil indgå i lederteamet, der består af i alt 8 ledere. Du vil i dit daglige virke have tæt dialog og samarbejde med de øvrige ledere. Du kommer til at refererer til sektionslederen for Service og Køretøjsdrift.
Om dig
Som afsnitsleder af et område, der gennemgår en stor udvikling, forestiller vi os, at du kan sikre en stabil drift. Du kan ligeledes sikre opfyldelse af de målsætninger, der er sat for afsnittet lige som du også har øje for udviklingspotentialer og – behov. Du kan formulere skriftlige oplæg til brug i organisationen og udarbejde skriftlige analyser, som kan lægges til grund for overordnede beslutninger.
Du kan håndtere, at have mange bolde i luften. Inddragelse falder dig naturligt og du kan eksekvere på truffet beslutninger. Kendskab til området kan være en fordel, men er ikke en nødvendighed.
Styring af budgetter og kontakt med leverandører vil også være opgaver for vores kommende afsnitsleder. Du har en naturlig nysgerrighed for at lærer ansvarsområderne i afdelingen at kende.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk uddannelse bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som chefkonsulent med personaleledelse.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Hambrosgade 21, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiets har røgfri arbejdstid.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Jens Yndgaard på tlf. 6197 5694. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: 9. juni 2025.
Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 20 juni og 2. samtaler d. 26. juni 2025.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Du kan finde generel information om politiet her.
København V