Københavns Politi søger en civil medarbejder til en central funktion i politikredsens allerede etablerede specialiserede team, som til dagligt styrker politiets håndtering af sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking samt æresrelaterede konflikter og forbrydelser.
I en ny Flerårsaftale, for Politiet og Anklagemyndigheden, sættes særligt fokus på at styrke indsatsen i de sager, hvor børn oplever vold i hjemmet og det vil derfor blive en del af din opgave at bidrage til, at indsatser og sagsgange tilrettelægges på en måde, som bedst muligt tager hånd om denne særligt sårbare gruppe.
Om stillingen
Som nøgleperson får du en central rolle som vidensbærer inden for børneområdet og du vil samtidig skulle fungere som koordinator og faglig sparringspartner på tværs af politikredsen. Du skal bidrage til at styrke sagsgange samt sikre, at politiets møde med både ofre og gerningspersoner bygger på opdateret viden og et tydeligt fokus på relevante hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger.
Du vil løbende skulle understøtte medarbejdere i både frontfunktioner og specialiserede enheder, herunder servicecenter, vagtcentral, beredskab, forebyggelse, efterforskning og anklagemyndighed.
Som nøgleperson indgår du i det specialiserede team og vil i tæt samarbejde med teamet bl.a. have ansvar for at:
• Planlægge og afholde målrettede faglige oplæg og forestå generel vidensformidling og sparring inden for de ovenstående sagsområder, herunder særligt vold mod børn.
• Holde dig opdateret på nyeste gældende lovgivning særligt inden for børneområdet.
• Udarbejde og vedligeholde arbejdsgangsbeskrivelser og faglige vejledninger, der understøtter korrekt identificering og håndtering af sager om sårbare ofre.
• Deltage i og bidrage til erfaringsnetværk og udviklingsprojekter med henblik på vidensopbygning, kvalitetsudvikling og styrket intern koordinering, herunder i relation til efterforskning og anklagemyndighedens arbejde i sager om vold mod børn.
• Understøtte politikredsens arbejde med risikovurderinger med henblik på at sikre, at nødvendige hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger iværksættes rettidigt.
• Vejlede kolleger i forbindelse med henvisning af både ofre og gerningspersoner til relevante eksterne rådgivnings- og behandlingstilbud.
Om jobbet
Som medarbejder i det specialiserede team bliver du en del af et omskifteligt arbejdsmiljø med højt tempo og mange forskelligartede arbejdsopgaver. Din dagligdag kan være præget af alt fra at omsætte politiske initiativer til politimæssig praksis til analysearbejde og konkret sagsunderstøttelse. Du vil således opleve en hverdag, hvor du indgår i politikredsens arbejde med sagsområdet i en udviklingsorienteret funktion, der både rummer sparring på enkeltsagsniveau og større projekter til understøttelse af indsatser på området generelt.
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx som socialrådgiver eller samfundsvidenskabelig kandidat, gerne suppleret med efteruddannelse på diplom-, master- eller kandidatniveau. Du har praksiserfaring fra arbejde med vold i nære relationer og børn udsat for vold i hjemmet.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
• Har forståelse for arbejdet i en juridisk drevet organisation og kan arbejde tværfagligt i relation til politiets- og anklagemyndighedens funktion og handlerum.
• Kan omsætte din viden og erfaring til operativ understøttelse af politi- og anklagerfaglige opgaver.
• Er en stærk formidler, både mundtligt og skriftligt, og kan formidle kompleks viden på en letforståelig og praksisnær måde.
• Trives i et teamorienteret arbejdsmiljø og har lyst til at samarbejde bredt i organisationen.
• Har solid faglig dømmekraft og kan arbejde struktureret i en til tider hektisk hverdag.
• Har lyst og evne til at skabe faglig udvikling og forandring gennem oplæg, sparring og vejledning.
• Trives i tværfaglige samarbejder, også hvor der kan være faglige forskelligheder.
• Har forståelse for og erfaring med projektorienteret arbejde og interesse for forebyggelse, efterforskning og jura.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Vestre Teglgade 9, 2450 Sydhavnen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Vicepolitiinspektør. Anne Katrine Kristensen Tlf.: 21124281, specialkonsulent Jolina Vinholt Tlf.: 93500456 eller specialkonsulent Emily Frevert Tlf.: 61350091.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
København SV