Københavns Vestegns Politi søger en erfaren senioranklager eller specialkonsulent til en spændende stilling i Ledelsessekretariatet i Albertslund, hvor du vil få mange forskelligartede opgaver, bredt samarbejde og rigtig gode og dygtige kolleger.
Lidt om Ledelsessekretariatet
Ledelsessekretariatet understøtter politikredsen, herunder øverste ledelse, inden for juri-disk sagsbehandling, kommunikation, controlling, implementering af nationale initiativer, strategi og udvikling samt projektstyring. Politimuseet er også en del af afdelingen.
Høringer, klagesager, aktindsigter og erstatningssager
Juristerne i Ledelsessekretariatet løser en lang række forskelligartede opgaver, herunder konkrete sager uden for strafferetsplejen såsom klagesager, sager til DUP, aktindsigt, sager om tilhold samt erstatningssager. Vi har også ansvaret for at afgive kredsens bidrag til Folketingsspørgsmål og høringer, diverse juridiske opgaver samt ansvar for legalitetssikring af politiets plansæt.
Vi træffer derudover afgørelse om en række administrative tiltag i bandepakkerne, ligesom vi vejleder og understøtter kredsens øvrige medarbejdere i en lang række forskelligartede, juridiske problemstillinger uden for strafferetsplejen, blandt andet ved operative indsatser samt inden for exit, sport/event samt demonstrationer. Vi fører også tilsyn med politiets indsatser uden for strafferetsplejen og deltager i strategiske projekter på tværs af kredsen.
Du kommer derfor til at arbejde tæt sammen med de øvrige afdelinger i politikredsen, og du får et bredt kendskab til kredsens samlede opgaver og strategiske tiltag.
Hvis du brænder for det, vil der også være mulighed for at møde i retten i både straffesager og mindre civile sager.
Trivsel, gode kollegaer og spændende opgaver
Vi er en arbejdsplads med fokus på balance, trivsel og engagement. I Ledelsessekretariatet har vi et rigtig godt fagligt og kollegialt miljø, som er præget af samarbejde, tillid og faglig sparring om de mange varierede og spændende opgaver. Der vil være mulighed for fleksible arbejdstider og hjemmearbejde.
Lidt om dig
Du har stærke juridiske kompetencer, helhedssyn, en høj grad af ansvarsbevidsthed og selvstændighed – og så bidrager du til afdelingen med en engageret indsats og et godt humør.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ledelsessekretariatet er placeret på hovedstationen i Albertslund, der ligger tæt på S-toget og har gode parkeringsmuligheder.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for akademikere i staten.
Det er en fordel, hvis du i forvejen er ansat inden for Justitsministeriet med tilhørende institutioner.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT. Ansættelse i politiet- og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Vi har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Alessandra Giraldi på telefon 21 46 19 45.
Når du ansøger om en stilling ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge.
Ansøgningsfrist: Fredag den 5. december 2025. Samtaler forventes gennemført i uge 50.
Københavns Vestegns Politi - vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsen bor godt 429.000 borgere og der er cirka 930 ansatte i politikredsen. Hovedparten er polititjenestemænd, men herudover er der også ansat medarbejdere med bl.a. akademisk, administrativ og juridisk baggrund. Du kan læse mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk, Facebook og X.
Albertslund