Københavns Vestegns Politi søger flere studentermedhjælpere (stud. jur.) til anklagemyndigheden og ledelsessekretariatet.
Har du lyst til at prøve kræfter med jura i praksis, assistere vores dygtige jurister og samtidig få et unikt indblik i politiets og anklagemyndighedens arbejde? Så er jobbet som studentermedhjælper hos Københavns Vestegns Politi måske noget for dig.
Som studentermedhjælper vil du – afhængig af afdeling – hovedsagligt komme til at beskæftige dig med juridisk sagsbehandling, herunder behandlingen af straffesager, klagesager, erstatningssager og aktindsigtssager. Arbejdet består bl.a. i at udarbejde udkast til juridiske afgørelser, anklageskrifter, bevisvurdering, bevisfortegnelser og udarbejde udkast til strafpåstande til mødende anklager, gennemlæsning af straffesager med henblik på aktindsigt eller erstatningsansøgning fra borgere eller politiansatte, indstillinger til statsadvokaten eller Rigspolitiet, administrative sager som tilhold. Du får også kontakt med borgere telefonisk og personligt ved afholdelse af gennemsyn ved aktindsigt i straffesager mv.
Du vil derudover løbende blive inddraget i afdelingernes øvrige opgaver med den daglige drift i anklagemyndigheden og ledelsessekretariatet.
Der er - ved længere tids ansættelse - mulighed for at rokere mellem de forskellige afdelinger, så du får prøvet kræfter med flere aspekter af juristernes arbejde i politi og anklagemyndighed. Det vil give dig mulighed for at vurdere, om en karriere som anklager er noget for dig.
Om dig
• Du har et højt fagligt niveau og gode formuleringsevner
• Du samarbejder godt på tværs af personalegrupper
• Du arbejder selvstændigt
• Du går systematisk til værks med opgaver
• Du forstår vigtigheden af ordentlig kontakt til og med borgerne.
Det vil være en fordel, hvis du har tidligere erhvervserfaring og interesse for strafferet, straffeproces og forvaltningsret. Af hensyn til de daglige opgavers faglige indhold foretrækkes jurastuderende, der har bestået 2. årsprøve.
Dokumentation for opnåede eksamenskarakterer bedes vedhæftet ansøgningen.
Om os
Ledelsessekretariatet består af ca. 25 medarbejdere, heraf 6 faste jurister. Sekretariatet behandler en lang række konkrete administrative sager samt generelle sager og høringssager. Herudover den interne og eksterne presse kommunikation, strategi og styring og ledelsesstøtte til direktionen.
Anklagemyndigheden består af ca. 85 medarbejdere, heraf ca. 40 faste jurister. Flere af vores nuværende anklagere og anklagerfuldmægtige har tidligere været ansat som studentermedhjælpere. Juristerne er fordelt i Retssagsadvokaturen og Kvalitetsadvokaturen, som alle har til huse på politigården i Albertslund.
I Københavns Vestegns Politi lægger vi vægt på at kunne tilbyde en attraktiv arbejdsplads med mulighed for varierede og spændende arbejdsopgaver og et godt fagligt og kollegialt miljø.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Den ugentlige arbejdstid er ca. 15 timer. Arbejdstiderne aftales med nærmeste leder – også ved behov for f.eks. færre timer eller fleksible arbejdstider i forbindelse med eksamensperioder.
Dit arbejdssted bliver Københavns Vestegns Politi med adresse på Birkelundsvej 2, 2620 Albertslund. Du kan nemt komme til Albertslund fra København via S-toget (linje B). Politistationen ligger ca. 10 minutters gang fra Albertslund Station.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele ansættelsesperioden.
Københavns Vestegns Politi har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte specialanklager Pierre Nydal på telefon 2149 2878.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.politi.dk.
Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: Den 1. juni 2025.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 25 med tiltrædelse snarest muligt efter gennemført sikkerhedsgodkendelse.
Københavns Vestegns Politi – vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsen bor godt 429.000 borgere og der er cirka 930 ansatte i politikredsen. Hovedparten er polititjenestemænd, men herudover er der også ansat medarbejdere med bl.a. akademisk, administrativ og juridisk baggrund. Du kan læse mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk, Facebook og X.
Albertslund