Trives du i et miljø med mange fagligheder og et stort ansvar? Vil du have et unikt job, hvor du gør en afgørende forskel hver dag? Og har du stærke tekniske kompetencer? Så er du måske vores nye CNE-hacker i Center for Computer Network Exploitation (CNE) Operationer.
Du ser ikke systemer – du ser muligheder.
Du ser ikke begrænsninger – du ser veje ind.
Du ser ikke en stilling – du ser en mission.
Bliv en del af arbejdet med at indhente svær tilgængelig data i en operativ kontekst
Hos os vil du være blandt de første til at løse tekniske problemstillinger, der ikke nødvendigvis kan googles. Du vil være en del af pionerholdet, der er med til at indhente svært tilgængelige data og du vil være arkitekten bag det, der ikke må kunne lade sig gøre – men som alligevel lykkes.
Som CNE-hacker bliver du en del af en lille, lukket eliteenhed, hvor du arbejder i skyggerne, men gør en forskel i Kongeriget Danmark. Du vil være ansat i efterretningstjenesten, men opererer digitalt – præcis hvor du er mest effektiv.
Dette er ikke et almindeligt job. Det er for dig, der både mestrer teknikken og forstår alvoren.
Dine opgaver vil indebære:
• Udvikling og anvendelse af specialiserede CNE-værktøjer og exploits
• Identificering og udnyttelse af sårbarheder i lukkede systemer og netværk
• Udvikling og deployering af vedvarende adgange mod komplekse mål
• Tætte, hemmelige samarbejder med øvrige enheder på nationale og internationale opgaver
Hos os får du en plads i en højt specialiseret enhed med stor teknisk frihed og høj handlefrihed. Derudover vil du få mulighed for at sætte dit personlige og faglige aftryk fra dag ét – i et miljø med høj energi, korte beslutningsveje og stor frihed til at præge vores fælles retning. Du får adgang til state-of-the-art værktøjer – og muligheden for selv at bygge det, du mangler.
Du bliver en del af Center for CNE-operationer og bliver en del af et fællesskab af fagligt kompromisløse og passionerede specialister.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.
Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som CNE-hacker] i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du er teknisk nysgerrig, metodisk og løsningsorienteret og kan bringe idéer til virkelighed
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke så vigtig. Til gengæld lægger vi vægt på, at du har evnen til at fordybe dig i komplekse teknologier.
Derudover forestiller vi os, at du har:
• Dyb forståelse for netværk, operativsystemer og low-level systemarkitektur.
• Erfaring med offensive teknikker som reverse engineering, malware-udvikling og exploitation
• Praktisk erfaring med penetrationstest eller ”offensive security” – gerne i APT-lignende scenarier
• Programmeringserfaring (Python, C, Assembly eller lignende)
Har du certificeringer som OSCP, OSEP, OSEE, OSWE, CRTO, eCPTX eller lignende, så fortæl os det. Har du ingen – men kan det hele alligevel? Endnu bedre.
Dette jobopslag er ikke for alle – og det er meningen.
Hvis du genkender dig selv her, så skriv til os. Din ansøgning må gerne være anderledes. Vis os, hvad du kan. En god CTF-score, en github med vilde projekter, eller noget helt tredje.
Vi læser mellem linjerne – og bag dem.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart hurtigst muligt. Vi gør os umage for at finde det rette match – derfor kan der gå noget tid, før du bliver indkaldt til samtale. Du hører fra os uanset om du bliver udvalgt til videre proces eller ej. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg