Jobbeskrivelse
Bliv rekrutteringspartner i PET, og få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Bliv rekrutteringspartner i PET, og få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Vil du være med til at sikre, at PET har de skarpeste kompetencer til at beskytte Danmark? Trives du med professionel rekruttering i en statslig kontekst, og er du optaget af at skabe en god kandidatoplevelse?

 

Vær med til at rekruttere fremtidens specialister til PET

PET’s evne til at tiltrække og rekruttere de rette talenter er afgørende for Danmarks sikkerhed. Som rekrutteringspartner har du en central rolle i dette arbejde, og du vil opleve et dynamisk arbejdsmiljø med varierende rekrutteringsbehov og spændende stillingsprofiler, der alle bidrager til Danmarks sikkerhed.

Vores primære opgave er at understøtte ledere på tværs af PET i deres rekrutteringsbehov. Det kræver en bred samarbejdsflade, og vi indgår derfor i et tæt samarbejde med mange forskellige dele af organisationen for at sikre en god og professionel rekrutteringsproces. Du vil derfor fungere som sparringspartner for ledere i forhold til at fastlægge og gennemføre den mest effektive og målrettede rekrutteringsindsats.

Som rekrutteringspartner er du primært ansvarlig for at afholde ansættelsessamtaler i samarbejde med ansættende ledere og fungere som HR’s repræsentant i processen. Du giver kandidater testtilbagemelding og bidrager til en grundig evaluering af kompetencer og profil sammen med lederen. Derudover vil du, i tæt samarbejde med dine administrative kollegaer, planlægge og koordinere rekrutteringsprocessen, herunder udarbejde tidsplaner, indkalde kandidater til samtaler, og være deres primære kontaktperson undervejs for at sikre en god kandidatoplevelse.

Du ansættes i vores HR Udviklingssektion, hvor du bliver en del af et dedikeret rekrutteringsteam, som er sammensat af både rekrutteringspartnere og administrative medarbejdere. I HR Udvikling prioriterer vi et stærkt fællesskab, hvor vi løfter i flok og støtter hinanden. Vi er gode sammen, har det sjovt – også når det går stærkt! Vi er forskellige, og har forskellige uddannelser og erfaringer. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og rekrutteringsfagligheden, og vi er gode til det, vi laver. Både organisationen og vi selv stiller høje krav til kvaliteten af vores arbejde, så det skal du være indstillet på at bidrage effektivt til. 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som rekrutteringspartner i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. 

Du er en engageret og struktureret rekrutteringspartner, der trives i et dynamisk miljø
Vi lægger vægt på, at du har erfaring inden for HR, og at du har arbejdet med rekruttering, også gerne af specialister. En relevant uddannelse er en fordel, men ikke et krav. Et par års erfaring fra en lignende stilling vil være at foretrække.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har kendskab til rekruttering i staten, og gerne interesse for de særlige forhold, der gør sig gældende, herunder overenskomster, lønforhandling mm.
  • Har erfaring med testtilbagemelding.
  • Værdsætter og praktiserer høj faglig ordentlighed i alle faser af rekrutteringsprocessen.
  • Er samarbejdsorienteret og evner at opbygge relationer på tværs af opgaveområder og fagligheder.
  • Besidder en høj grad af fleksibilitet og trives i en hverdag med skiftende arbejdsopgaver.
  • Har lyst til at bidrage til den fælles opgaveløsning og det gode humør i teamet.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart hurtigst muligt. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 10. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst. 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.02.2026
Ansøgningsfrist:  16.02.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid