Jobbeskrivelse
Bliv sektionsleder for Platform og vær med til at skabe PET's digitale strategi
Bliv sektionsleder for Platform og vær med til at skabe PET's digitale strategi

Er inspirerende og tillidvækkende ord, du bruger om dig selv? Motiveres du af at lede dygtige IT-specialister? Og vil du at skabe en moderne og robust IT-platform, der sikrer Danmarks sikkerhed? Så er du måske vores nye sektionsleder.


Din rolle er mere end blot at lede – du skal inspirere
PET søger en visionær og erfaren sektionsleder til at stå i spidsen for vores Platform Sektion. Her får du ansvaret for den kritiske infrastruktur, der understøtter PET’s vigtige opgave: At forsvare friheden, demokratiet og sikkerheden i Danmark. Som sektionsleder i PET bliver din rolle at stå i spidsen for den sektion, som er ansvarlig for udvikling, implementering og drift af datacenter, server, storage, backup, hypervisor, IaaS og PaaS platform, samt værktøjer, der understøtter moderne it-udvikling. Du vil lede et team af dygtige IT-specialister, der dagligt sikrer den stabile drift af disse kritiske systemer.

Din overordnede opgave bliver at udvikle og motivere dine medarbejdere, samt sikre den fælles gejst, der skal til for at yde den ekstra indsats, når det kræves. Gennem din ledelse skal du desuden inspirere til nytænkning, så vores fremtidige løsninger forbliver tidssvarende og relevante for brugerne. Derudover vil der være et stort fokus på løbende optimering af processer, udvikling af systemer, sikker og stabil drift af centrale infrastrukturelle komponenter, kapacitetsplanlægning samt overblik og opfølgning på økonomien.

Sektionen er forankret i Infrastrukturcenteret, som er ét af tre centre i IT-Sektoren. Du vil derfor få en bred berøringsflade og arbejde tæt sammen med både applikationsudviklere, infrastrukturspecialister og informationssikkerhedsspecialister, samt andre kollegaer på flere niveauer i PET. Du vil desuden indgå i et lederteam med sektionsledere fra andre sektioner i Infrastruktur. Selvom I hver især har ansvar for jeres egne teams og fagområder, er det afgørende, at I arbejder tæt sammen, deler viden og inspirerer hinanden for at nå de fælles mål.

For at sektionen kan understøtte organisationens behov er det vigtigt at fagligheden, procesforståelsen og sikkerhedsbevidstheden er høj
Du er en kompetent leder med solid forståelse af, hvad der kræves for at levere en moderne udviklingsplatform, samt at sikre en moden og stabil IT-drift. Du har dokumenteret erfaring med personaleledelse af IT-specialister, samt flere års erfaring fra en tilsvarende lederstilling, hvor du har skabt rammerne for effektive leverancer via godt samarbejde. Du har formentlig en IT-relevant uddannelse, og har siden taget en efteruddannelse i ledelse, eller har en klar ambition om at tage en.

For at få succes i rollen er det vigtigt, at:

•    Du er drevet af fælles succes og finder stor glæde i at se dine medarbejdere vokse og udvikle sig i et tillidsfuldt samarbejde
•    Du formår at skabe engagement og motivation omkring dig og har en stærk evne til at drive forandringer frem
•    Du har en klar vision om at modernisere, automatisere og standardisere infrastruktur for at skabe optimale resultater
•    Du er en dygtig kommunikatør, der kan formidle mål, retning, fremdrift og resultater på en tydelig og inspirerende måde
•    Du tænker helhedsorienteret og langsigtet, samt er dygtig til at skabe overblik og forvalte økonomien i din sektion

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som sektionsleder i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. november. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 36. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.   

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  21.08.2025
Ansøgningsfrist:  21.08.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid