Har du et veludviklet koordinerings- og planlægningsgen og erfaring med at skabe struktur i komplekse opgaver, så er jobbet som administrativ medarbejder på Politiskolen måske noget for dig.
Du vil skulle fungere som støttefunktion i en organisation, hvor der løbende sker udvikling, der betyder, at opgaver og processer skal tilrettelægges.
Hvem er vi?
Sektion for Kvalitet og Læring består i dag af 14 medarbejdere med forskellige baggrunde. Sektionens opgaveløsning spænder fra uddannelses- og eksamensplanlægning samt koordinering, pædagogisk og didaktisk understøttelse af Politiskolens uddannelser til kvalitetssikring i bred forstand. Opgavernes gensidige afhængighed gør, at vi alle bidrager ind i sektionens opgaveløsning. Vi lægger derfor vægt på, at du både er en holdspiller og kan bidrage med selvstændig opgaveløsning.
Dine opgaver vil bestå af en bred vifte af opgaver inden for det studieadministrative felt med sagsbehandling, planlægning, koordinering og opfølgning.
Hvem er du?
Vi leder efter en kollega, der er imødekommende og serviceminded. Du er generalist, der kan navigere i det uafklarede og bidrage til at skabe struktur. Du er fortrolig med forskellige administrative opgaver, og kan jonglere med flere opgaver samtidig – og sikre, at de alle bliver fulgt til dørs til tiden.
Det er vigtigt, at du trives godt med teamsamarbejde, men det er også vigtigt, at du selvstændigt kan planlægge din hverdag. Du har gode IT-kundskaber og kan hurtigt sætte dig ind i nye systemer. Da vi har fokus på kvalitetssikring og optimering af vores arbejdsprocesser, er det vigtigt, at du har lyst til at bidrage til udviklingen af vores studieadministrative praksis.
Vi forestiller os, at du er kontoruddannet eller har en anden relevant faglig baggrund. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra administrationen af en større uddannelsesinstitution. Har du kendskab til TimeEdit eller SU-systemet vil det være en fordel.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver Politiskolens Uddannelsescenter Øst, som er Politiskolens afdeling i Brøndby på Brøndbyøster Boulevard 30, 2605 Brøndby.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Elisabeth Nygaard Nielsen på 5172-9374. Grundet efterårsferie, er det ikke muligt at kontakte Elisabeth 15.-17. oktober 2025. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfristen er den 21. oktober 2025.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 29. - 30. oktober 2025, og evt. anden runde samtaler den 5. november 2025.
Tiltrædelsestidspunktet er afhængig af sikkerhedsgodkendelsen.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
Brøndby