Jobbeskrivelse
Underviser i Rapportsprog til Politiskolen
Underviser i Rapportsprog til Politiskolen

Som underviser i Rapportsprog på Politiskolen gør du en afgørende forskel ved at styrke Danmarks kommende politibetjentes skriftlige og sproglige kompetencer. Du underviser politistuderende på politiets grunduddannelse og sikrer, at de politistuderende lærer at begå sig skriftligt i politirapporter på en hensigtsmæssig og selvstændig måde, der underbygger borgernes tillid til politiet. 


Sproglige formuleringer og undervisning
Rapportsprog er et særskilt fag på Politiskolen, der har til formål at give de studerende redskaberne til at skrive en politirapport, der er velformuleret, sprogligt præcis — herunder at anvende korrekt grammatik og tegnsætning - og i øvrigt overholder de formelle krav til en politirapport. Du sikrer med din faglighed, at de studerende har de nødvendige midler herunder den nødvendige sproglige 
viden om, hvordan en politirapport skrives. Med dit samlede bidrag sikrer du, at fremtidens politibetjente fremstår professionelle i udformningen af politirapporter med et korrekt og nutidigt sprogbrug. Du kan forvente en alsidig hverdag, hvor du som underviser bliver en del af tværfaglige teams bestående af både AC'ere og politiuddannede medarbejdere. Du bliver en del af et engageret og stærkt fagligt undervisningsmiljø med hjælpsomme og positive kolleger, der arbejder målrettet med tværfaglig undervisning af motiverede studerende på politiuddannelsen, hvor vi vægter et helhedsorienteret uddannelsesforløb højt. Du underviser primært ud fra etablerede koncepter og lærervejledninger, men med rig mulighed for selv at sætte dit præg på undervisningen. 

Vores nye underviser
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund på kandidatniveau som cand.mag. i dansk, lingvistik eller lignende. Derudover har du solid undervisningserfaring. Du er en "fagnørd" inden for grammatik, tegnsætning og sprog generelt, og du er dygtig til at lære fra dig. 

Dine kolleger brænder for deres arbejde, og det er vigtigt for os, at du viser samme engagement og motivation for at gøre en forskel for hver enkelt politistuderendes personlige og faglige udvikling. Du besidder en vis robusthed og har gennemslagskraft, hvor du finder balancen mellem at stå fast og være lydhør. Du trives i et tværfagligt miljø, hvor samarbejde, åbenhed og forståelse for forskelligheder danner rammerne for god undervisning. 

Løn- og ansættelsesvilkår 
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Politiskolen, Brøndbyøster Boulevard 30, 2605 Brøndby. Der kan i perioder forekomme undervisning og mødeaktivitet på vores skole i Vejle.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. 

Kontakt og ansøgning 
På vores hjemmesider — www.politi.dk og www.blivpolitibetjent.dk — kan du læse mere 
om Politiet, Politiskolen og uddannelsen som politibetjent. 

Har du spørgsmål til ansættelsen, kan du kontakte sektionsleder og politikommissær Anders Hamberg, tlf. 51440695. Har du spørgsmål til jobbets indhold, kan du kontakte rapportsprogsunderviser Cecilie Rasmussen, tlf. 2235 4341. 

Når du søger et job i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV, bede du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i PDF-format. 

Vi er en røgfri arbejdsplads.

Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.

Ansøgningsfrist: 6. maj 2026.

Vi indkalder løbende til samtale.


I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  06.05.2026
Ansøgningsfrist:  06.05.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

Brøndby

Deltid / fuldtid:  Fuldtid