Trives du i et miljø med mange fagligheder og med stort ansvar? Vil du have et unikt job, hvor du gør en afgørende forskel hver dag? Og har du stærke tekniske og styringsmæssige kompetencer? Så er du måske vores nye kollega i Center for Computer Network Exploitation (CNE) Operations.
Få ansvar for offensive digitale indhentningsmidler, der spiller en afgørende rolle i PET’s arbejde
Som CNE-specialist hos PET bliver din overordnede opgave at planlægge, forestå og dokumentere sensitive CNE-indgreb.
Du vil blive faglig ekspert inden for dit område, og din viden og indsigt bliver essentiel for PET’s indsats mod spionage og terror. Det er derfor afgørende, at du kommer med en solid teknisk forståelse, som du forstår at bringe i spil i en kompleks organisation.
Center for CNE-operationer er en del af PET’s indhentningsafdeling, som indhenter og bidrager med afgørende information i operationsøjemed. Du vil derfor opleve at have en stor samarbejdsflade, og du vil få et bredt kendskab til PET som efterretningsvirksomhed.
Du kommer til at arbejde i et velfungerende team i Center for CNE-operationer. Vi er en afdeling med mange forskellige fagligheder, hvilket vi ser som en stor styrke. Hos os bliver hverdagen aldrig hverdag og vores dage er sjældent ens. Du vil opleve, at tingene til tider går stærkt, men at der samtidig kan være tid til fordybelse og arbejde af mere rutinepræget karakter.
I sektionen har vi ansvaret for at gennemføre konkrete CNE-operationer. Du vil således i samarbejde med dine kollegaer komme helt tæt på vores operationer, og din tekniske viden og indsigt vil være udslagsgivende. Du vil få et stort selvstændigt ansvar for vores hackingværktøjer, og således være en faglig nøgleperson og sparringspartner.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem.
Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som CNE-specialist i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du kommer med en solid faglighed og trives med samarbejde
Din baggrund er ikke så væsentlig, men det er vigtigt at du er teknisk dygtig, omhyggelig og opsøgende i dit arbejde. Du har måske allerede kendskab til CNE, offensive cyberteknikker, pen-testning eller alternativt har du en solid teknisk baggrund. Du har således kendskab til værktøjer som wireshark, nmap, netværksteknologier såsom TCP/IP samt udvikling i python, rust, C, java eller lignende.
Derudover forventer vi, at:
• Du motiveres af at arbejde selvstændigt, og trives med at have en bred berøringsflade – både internt i PET og med eksterne samarbejdspartnere.
• Du kan lide at bruge din tekniske viden til at tænke kreativt, og ser muligheder og alternative løsninger hvor andre ser begrænsninger.
• Du trives med såvel rutinepræget arbejde samt hastigt opstående opgaver
• Du har et solidt moralsk kompas, da du vil få vide beføjelser og et stort ansvar for nogle af vores mest sensitive kapaciteter.
• Du trives med ansvar, sætter en ære i at have styr på dokumentation og tekniske specifikationer på en række CNE-indgreb, og du kan lide bringe denne viden i spil i samarbejde med dine kollegaer.
Dine kollegaer vil måske beskrive dig som grundig og ansvarsfuld, og det falder dig naturligt at optimere procedurer og arbejdsgang løbende i dit arbejde.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. juni 2025. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 15. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg