Korsør, Næstved og Nykøbing Falster
Har du lyst til at blive en del af et engageret hold af lokalbetjente, som arbejder målrettet med forebyggelse af kriminalitet og fremme af tryghed, så er det måske dig vi har brug for.
Vi søger et antal civile forebyggere til at arbejde tæt sammen med vores dygtige lokalbetjente om at forebygge kriminalitet og fremme tryghed. Du bliver en aktiv del af denne indsats.
Politikredsens lokalpoliti består af ca. 65 medarbejdere, som er fordelt på 8 politi- og nærstationer spredt ud over hele politikredsen. Lokalpolitiet har også et Forebyggelsessekretariat, hvor der både arbejder politiuddannede og civile. Forebyggelsessekretariatet samarbejder tæt med Lokalpolitiet og vidensunderstøtter politikredsens forebyggende arbejde. Lokalpolitiet har også en enhed for Operativ Forebyggelse, som dækker hele politikredsen og arbejder med utryghedsskabende adfærd i det offentlige rum.
Lokalpolitiet arbejder med forebyggelse af kriminalitet og fremme af tryghed, og har en lang række veldefinerede forebyggelsesmetoder, som vi anvender i det daglige arbejde. Vi arbejder analyse- og vidensbaseret. Vi samarbejder med mange eksterne aktører, som fx kommuner, Danmarks Fængsler, boligselskaber, NGO’er mv.
Som civil forebygger skal du arbejde i Korsør, Næstved eller Nykøbing F., men du skal også bidrage til forebyggende indsatser i resten af kredsens geografi.
Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:
- Forebyggende arbejde i de udsatte boligområder, herunder med fokus på opsøgende og relationsdannende tilgange til borgerne i boligområderne.
- Forebyggende indsatser ift. børn og unge, herunder understøttelse af Lokalpolitiets samarbejde med skoler og kriminalpræventive undervisning på uddannelsesinstitutioner.
- Udarbejdelse og screening af SSP- og PSP-lister, og deltagelse i SSP- og PSP-listemøder.
- Socialsøg-screening og udarbejdelse af sociale underretninger.
- Tryghedsopfølgninger på hændelser og sager.
- Administrative opgaver og opfølgning på registreringspraksis i Lokalpolitiet, herunder foredrag bestilt under ’Bestil et foredrag’.
- Afholdelse af kriminalpræventive oplæg og undervisning.
- Logistik og planlægning af diverse møder med eksterne (lokalråd, borgermøder osv.).
- Udviklings- og analyseopgaver, herunder medvirke til SARA-projekter og problemorienteret arbejde, samt bidrage til udvikling og implementering af vidensbaserede projekter i udsatte boligområder, fx vedr. forebyggelse af rekruttering til bander.
- Understøtte politikredsens konfliktrådsarbejde.
- Medvirke til forebyggelse af IT-kriminalitet, fx udvikling af informationsmateriale og indsatser, indsamling og formidling af viden om nye trends, opfølgende samtaler med unge udøvere mm.
- Drift af Lokalpolitiets Facebooksider med borgernære lokalforankrede historier.
Det er en ny funktion vi ansætter til, så du skal være indstillet på, at vi i nogen udstrækning asfalterer mens vi går, dvs. at vi udvikler stillingsindholdet løbende.
Vi forventer at du:
- Har en relevant faglig baggrund, fx socialrådgiver, socialpædagog, skolelærer, kriminolog el.lign.
- Har erfaring med forebyggelse af kriminalitet og tryghedsindsatser
- Trives i et tværfagligt miljø og er dygtig til at samarbejde tværfagligt
- Er selvstændig, kan tage ansvar og at du samtidig er en holdspiller
- Arbejder systematisk og har erfaring med screeningsopgaver
- Kan lide at løbe stærkt og kan trives i en omskiftelig hverdag
- Er velformuleret i skrift og tale
- Er dygtig til at undervise og holde oplæg
- Er engageret og har et godt humør
Løn og ansættelsesvilkår:
Du bliver ansat på den til enhver tid gældende organisationsaftale for socialrådgivere i Staten. Hvis du har en relevant AC-uddannelse, vil du blive indplaceret efter AC-indkomsten. Alternativt bliver du indplaceret efter anden relevant overenskomst.
Der kan periodevis forventes forskudt tjeneste i stillingen, fx opgaver om eftermiddagen eller i weekenden.
Det er fuldtidsstillinger.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingen og sikkerhedsgodkendelsen skal kunne opretholdes gennem hele ansættelsesperioden.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist er den 17. juni 2026.
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 23., 24. og 25. juni. 2. samtaler forventes afholdt den 2. og 3. juli 2026.
Stillingerne ønskes besættes den 1. september eller snarest derefter. Du bedes uploade ansøgning, CV og eksamensbevis i pdf-format.
Du skal i ansøgningen angive om du ønsker at arbejde i Korsør, Næstved eller Nykøbing F.
Kontakt og ansøgning:
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til: Afdelingsleder Charlotte Bergen Skov på tlf.: 4191 0418 eller mail: CMB001@POLITI.DK eller sektionsleder Martin Bohn på tlf. 5149 8311 eller mail MAN091@politi.dk.
Om politikredsen:
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har en hovedstation placeret i Næstved og fem lokalstationer placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er politikredsens udlændingekontrolafdeling placeret i Rødbyhavn.
Politikredsen omfatter i alt 7 kommuner: Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der i alt bor ca. 390.000 borgere.
I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der ansat ca. 900 medarbejdere, hvoraf hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med bl.a. akademisk og administrativ baggrund.
Nykøbing Falster
Næstved
Slagelse