Vi søger flere dygtige profiler til vores sourcing-funktion i Koncern IT – tag quizzen via linket nederst på siden og se, om vi er et godt match.
Komplekse kontrakter, leverandørstyring og strategiske beslutninger. Rigspolitiet inviterer dig indenfor i en organisation, hvor samarbejdet med forretningen er komplekst og kræver både faglig tyngde, tålmodighed og gennemslagskraft. Vi er i gang med at styrke og professionalisere vores arbejde med sourcing i Koncern IT – et område, der spænder fra kontraktstyring og licensadministration til forberedelse af strategiske udbud. Her får du en afgørende rolle i at sikre, at politiets kontrakter, udbud og leverandørsamarbejder styres effektivt og med kvalitet.
“Det fede ved at være Contract Manager er, at vi arbejder i krydsfeltet mellem jura, it og forretning. Vi er afhængige af hinanden, og har altid det fælles mål i centrum. Der er en uformel tone, hvor forskellige perspektiver efterspørges og vi dækker ind for hinanden. Der er mulighed for at kombinere faglighed med reel indflydelse – og det er tydeligt at se, hvordan vores arbejde har betydning for hele politiets hverdag” – Medarbejder, IT Sourcing.
Vi byder velkommen til både erfarne specialister og nye talenter
Vi har et stort og varieret opgave- og interessentlandskab, og derfor kan vi tilbyde dig opgaver, der matcher både din faglighed og dine ambitioner. Hos os får du mulighed for at præge retningen for et område i bevægelse – og være med til at opbygge en funktion, der får varig betydning for politiets arbejde. Vi søger erfarne Contract- og License Managers og udbudsspecialister – men med den rette sammensætning af kompetencer, kan der også være plads til nye talenter, der har mod på at udvikle sig i tæt samspil med erfarne kolleger.
Gældende for stillingskategorierne:
• Contract Manager: Du har erfaring inden for it og kontraktstyring og vil være med til at opbygge nye standarder og sikre effektiv kontrakt- og leverandørstyring. Med dit analytiske blik og solide it-kendskab skal du rådgive forretningen, træde tæt på kontrakt- og leverandørstyring for udvalgte kontrakter, og arbejde analytisk og strategisk på tværs af den samlede kontraktportefølje. Du skal håndtere interessenter på tværs af ledelsen, forretningen, systemejere, leverandører og vores juridiske funktion.
• License Manager: Du har erfaring med licensstyring – gerne fra en større offentlig organisation med komplekse it-miljøer, og du har mod på at implementere Software Asset Management (SAM). Du arbejder analytisk med at omsætte data og forbrugsanalyser til konkrete beslutninger og strategiske anbefalinger, der understøtter både forretningsbehov og drift. Du skal rådgive forretningen om strategiske indkøb, indgå i forhandlinger af større licens-udbud, og udarbejde analyser og strategier for den samlede licensportefølje med fokus på compliance, besparelsespotentialer og effektiv ressourceanvendelse.
• Udbudsspecialist: Du har flair for proces og koordinering og forstår både de juridiske rammer og de tekniske behov, der følger med komplekse it-udbud. Du skal rådgive lederne i Koncern IT om it-indkøb – fra behovsafdækning og genstandsanalyse til mulige valg af udbudsform, så det er parat til juridisk beslutning. Du skal understøtte vores ledere i planlægning og forberedelse af it-udbud samt bidrage til at vedligeholde vores udbudspipeline og udvikle standardiserede processer og metoder for forberedelse af fremtidige udbud. Det forventes, at du har juridisk forståelse, erfaring med it-drift og en dybdegående indsigt og forståelse for de udbudsmæssige betingelser i både SKI-paletten og EU-udbud, så du kan afdække scenarier og komme med anbefalinger.
Du har forventeligt en relevant uddannelse som fx cand.jur., cand.merc.jur., cand.scient.pol., Category Manager eller tilsvarende, men vigtigst af alt har du prøvet kræfter med kontraktstyring, udbud og it-projekter.
Et arbejde, der gør en forskel
Du bliver en del af et mindre, men voksende team i Koncern IT, hvor vi arbejder tæt sammen med hinanden og på tværs af Rigspolitiet. Du får en central rolle i at opbygge vores sourcing-funktion og i at skabe struktur, retning og standarder for politiets it-kontrakter.
“Det er sjældent, at man får lov til at bygge noget op fra bunden og drive udviklingen i en så kompleks organisation. Vi står midt i en opbygning, og det giver en helt særlig energi. Du får mulighed for at tage ejerskab og forme de processer og standarder, som ikke findes endnu” - Sektionsleder, IT Sourcing.
Verdens nemmeste ansættelsesproces
Hop ind og quiz dig gennem vores spil HER. Det tager kun få minutter og du finder lynhurtigt ud af, om vi kunne være det rette match. Vi kontakter dig, hvis vi ser et muligt match. Nemt, hurtigt og uden bøvl.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Emma Secher fra Mercuri Urval på tlf. 4016 6578. Hvis du ønsker at søge stillingen på traditionel vis, så søg hos os senest torsdag d. 4. december 2025. Her får du brug for et cv og en kort motivation for jobbet. Vi holder samtaler løbende.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge, uanset baggrund.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde godkendelsen gennem hele din ansættelse.
Det gennemsnitlige ugentlige timetal er på 37 timer.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Din arbejdsplads vil være på en af vores lokationer i Storkøbenhavn.
Vi ser frem til at høre fra dig.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Du kan finde generel information om politiet her.
København V
Glostrup