Har du lyst til at bruge dine analytiske evner inden for data og kodning til at bidrage til styringen af PET’s økonomi? Er du velbevandret i Excel, Power Query og DAX, og har du en sans for at udvikle og vedligeholde BI-rapporter? Vil du være med til at effektivisere dataprocesser og arbejde med data i forhold til compliance? Så er du måske vores nye dataanalytiker.
Bliv en del af arbejdet med økonomistyring og compliance i PET
Vi tilbyder en unik mulighed for at bidrage til PET’s vigtige opgaver inden for et dynamisk og meningsfyldt område. Som dataanalytiker hos PET bliver din overordnede opgave at udvikle, implementere og vedligeholde datadrevne værktøjer og processer, der sikrer et oplyst beslutningsgrundlag om PET's økonomi til ledelse og direktion. Du vil endvidere skulle bidrage til at vores complianceområde styrkes med relevante dataværktøjer. Du vil være en del af et stærkt team af engagerede og kompetente kollegaer, der arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed.
Vi har brug for en dygtig dataanalytiker, der kan:
• Udvikle og vedligeholde datadrevne løsninger til at sikre compliance og datakvalitet.
• Udvikle og vedligeholde BI-rapporter og dashboards, der giver et overblik over nøglefigurer og tendenser i økonomien.
• Identificere muligheder for at effektivisere og automatisere dataprocesser inden for økonomistyringen.
• Bidrage til at udarbejde klare og indsigtsfulde analyser af økonomiske data mv. til ledelsen.
Du er analytisk og har en struktureret tilgang
Du har en relevant uddannelse inden for økonomi, erhvervsøkonomi eller et lignende felt. Du kan sagtens være nyuddannet med stort drive, men du må også gerne have nogle års erfaring.
Derudover ser vi gerne, at du:
• Har erfaring med dataanalyse og -behandling, herunder brug af Excel, Power Query og DAX. Erfaring med sprog som R eller Python er en fordel, men ikke et krav.
• Forstår principper for datamodellering og kan anvende disse til at standardisere, strukturere og analysere økonomiske data.
• Evner at kommunikere komplekse problemstillinger klart og præcist.
• Er proaktiv, selvstændig og har evnen til at arbejde effektivt i team.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. november. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 36. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg