Kunne du tænke dig at være en del af et team, der følger udviklingen af alvorlig økonomisk kriminalitet i Danmark? Og vil du være med til at understøtte større efterforskninger med efterretninger og analyse i Københavns Politikreds, så er du måske vores nye analytiker og monitør i Afdelingen for Efterretning og Analyse?
Om afdelingen
Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) i Københavns Politi hører under Efterforskningsenheden og består af en god fordeling af dedikerede medarbejdere i specialiserede grupper og med både politifaglig og civil baggrund. Afdelingen understøtter hele politikredsen og i særdeleshed efterforskningsenheden med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder såsom personfarlig og økonomisk kriminalitet, efterretninger og operative analyser.
Efterforskningsenheden (EFE) i Københavns Politi er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling.
Om jobbet
Du vil som analytiker og monitør komme til at understøtte på større efterforskninger i kredsen med fokus på økonomisk kriminalitet, ved blandt andet at være Single Point of Entry fra efterforskerne til Afdelingen for Efterretning og Analyse. Dine primære samarbejdspartnere vil være Afdelingerne for Økonomisk kriminalitet.
Dine opgaver kan typisk være:
Koordinere arbejdsopgaver mellem øvrige specialområder, afdelinger og myndigheder.
Indsamling, bearbejdning og analyse af data fra forskellige kilder med fokus på økonomisk kriminalitet.
Monitering af trends, mønstre og udviklinger inden for økonomisk kriminalitet.
Sagsmonitering, herunder journalisering af oplysninger i relevante systemer
Udfinde gerningspersoner, køretøjer eller opholdssteder via data i politiets systemer.
Netværksanalyse af bl.a. personer og virksomheder.
Være bindeled til efterretnings- og analyseenheder i andre kredse, herunder NSK og PET.
Deltagelse i akutte indsatser for at standse alvorlige forbrydelser.
Ud over dine opgaver som analytiker og monitør, vil du deltage i ad hoc løsning af andre opgaver i afdelingen og sektionen. Det kan for eksempel være mindre analyser, datatræk, undervisning, udfærdige efterforskningsoplæg og trusselsvurderinger. Du får også muligheden for at blive en aktiv spiller i efterretningsceller og deltage i Vagtcentralen/KSN ved større planlagte begivenheder eller pludseligt opståede hændelser.
Om teamet
Du vil blive en del af et mindre team i AEA, som arbejder med daglig monitering og understøttelser på sager inden for alvorlig økonomisk kriminalitet. Du skal være med til at opretholde det høje faglige og efterretningsmæssige niveau på økonomisk kriminalitet, men samtidig bidrage til at efterforskningerne får den rette assistance fra de forskellige teams i AEA.
Moniteringen af økonomisk kriminalitet er endvidere med til understøtte de høje dokumentationskrav, der gør politiet i stand til at benytte de redskaber, der er stillet politiet og anklagemyndigheden til rådighed, til brug for bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Ligeledes skal moniteringsarbejdet også bidrage til kredsens forebyggende arbejde og Al Capone indsatsen.
Om dig
Vi forventer at du har en faglig relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse i f.eks. sociologi, kriminologi, statskundskab eller anden relevant uddannelse på kandidat – eller masterniveau.
Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med efterretningsarbejde og analyse, og ligeledes, hvis du tidligere har arbejdet inden for området – enten i politiet eller i andre relevante sammenhænge.
Du trives med at arbejde detaljeorienteret og dybdegående, men besidder også evnen til at bevare overblikket. Du skal have gode IT-kundskaber, og det forventes, at du kan behandle, validere og dokumentere indhentet materiale på et professionelt niveau, og videreformidle dine fund til alle niveauer i organisationen. Du skal være fortrolig med flere forskellige sociale medier, og være komfortabel med at formidle opgaver og på sigt undervise inden for eget felt.
Som person er du opsøgende, proaktiv og deltager aktivt i den samlede opgaveløsning på tværs af fagligheder og kompetencer. Du er socialt anlagt og trives godt i samarbejde med andre mennesker.
Vi lægger vægt på en samlet vurdering af dine personlige og faglige kvalifikationer sammenholdt med din forventede evne til at indgå i sektions opgaveløsning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Teglholm Allé 1-3, 2450 Kbh. SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om os og om stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Kristine Bech på telefonnummer 20432794.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
København SV