Jobbeskrivelse
Enterprise- og løsningsarkitekter søges til PET's IT-Sektor
Enterprise- og løsningsarkitekter søges til PET's IT-Sektor

Er du en dygtig IT-arkitekt med blik for de store linjer og de sikkerhedsmæssige detaljer? Kan du designe løsninger, der både understøtter forretningsbehov og opretholder høj sikkerhed? Og vil du være med til at skabe overblik over PET’s IT-landskab samt sætte rammer og retning for vores teknologiske udvikling? Så er du måske en af vores nye IT-arkitekter.


Bliv en del af arbejdet med at forme og sikre PET’s fremtidige IT-arkitektur, så vi kan blive endnu bedre til at passe på Danmark
Som IT-arkitekt hos PET bliver din overordnede opgave at sikre en sammenhængende og sikker IT-arkitektur, der understøtter organisationens kritiske behov. Vi søger både enterprise- og løsningsarkitekter, der trives med opgaver af høj kompleksitet og som i tæt samarbejde skal styrke vores samlede IT-arkitektur. Vi tilbyder en række spændende opgaver med ansvar for at definere, forvalte samt rådgive om PET’s IT-arkitektur.

Du vil få en central rolle, som har stor betydning og ledelsesmæssig prioritet. Som IT-arkitekt i PET skal du være med til at indfri vores ambition om at skabe et IT-landskab, hvor data er omdrejningspunktet, og hvor vi arbejder med nye teknologier for at sikre den bedst mulige digitale understøttelse af vores kerneopgave, nemlig at passe på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet.

Du bliver en del af vores samlede IT-Sektor i en sektion med ansvar for IT-Sikkerhed og -Strategi, hvor opgaverne bl.a. omfatter, at:

•    Udvikle PET’s arkitekturkapabilitet
•    Sikre sammenhæng mellem forretningsstrategi, IT-strategi og -arkitektur
•    Designe målarkitektur og transformationsplaner (roadmaps)
•    Sikre overblik over og nedfælde viden om et komplekst IT-landskab
•    Definere arkitekturprincipper og -standarder 
•    Rådgive om teknologivalg og arkitekturprincipper
•    Indgå i projekter og udforme løsningsarkitektur
•    Sikre implementering og forankring i organisationen

Som IT-arkitekt får du en meget bred samarbejdsflade, både blandt specialister, ledere og med interessenter i forretningen. Vi forventer, at du kommer med viden og erfaring, som kan sættes i spil i vores opbygning af PET’s arkitekturkapabilitet, og efterfølgende være en nøglespiller i at realisere denne.

Du kommer til at indgå i PET’s arkitekturteam, hvor du i det daglige har opgaver af både strategisk og operationel karakter, der involverer mange forskellige fagligheder og kompetencer.

Det bliver din opgave at tegne og realisere arkitekturprodukter for at forbedre og sikre den nuværende og fremtidige IT-arkitektur. Vores forventning til dine produkter er, at de er sammenhængende, pragmatiske og passer ind i vores organisation og modenhed.

Du vil få en rådgivende rolle i vores projekter og udviklingsinitiativer, hvor du er med til at sikre de gode teknologivalg og sammenhæng til resten af IT-landskabet. Det er vigtigt for os, at du tager ansvar for at sikre implementering og organisatorisk forankring af dine leverancer.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver it-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor it-arbejdsplads. Her arbejder java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for it. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som IT-arkitekt i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Om dig 
Det er vigtigt for os, at du kan arbejde på både strategisk og operationelt niveau, samt at du besidder stærke analytiske og kommunikative evner. Derudover har du en relevant teknisk uddannelse og eventuelt arkitekturcertificeringer.

Kendskab til og brug af arkitektur-frameworks (Zachman, TOGAF, FDA el.lign.) samt erfaring fra organisationer med høje sikkerhedskrav er en fordel. Desuden ser vi gerne, at du kender til cloud-arkitektur og har erfaring med modernisering af legacy-systemer.

Vi forventer, at du er pragmatisk og løsningsorienteret i din opgavetilgang og ser muligheder frem for begrænsninger. Derudover har du gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner, og kan oversætte komplekse problemstillinger til alle niveauer i organisationen.

Det er vigtigt for os, at du kan samarbejde med en bred interessentgruppe. Din evne til at samarbejde og kommunikere både i og uden for IT-organisationen er nødvendig for, at arkitekturtankerne også bliver til de nødvendige succeser. Det tætte samarbejde med vores forretning er afgørende, og du skal derfor have interesse i at opbygge viden om forretningsområderne i PET.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her: www.pet.dk/fra-ansoegning-til-ansaettelse.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. november. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 35. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
 
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.  
 
Yderligere information 
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  17.08.2025
Ansøgningsfrist:  17.08.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid