Jobbeskrivelse
Erfaren piccoline/piccolo til direktionssekretariatet i PET
Erfaren piccoline/piccolo til direktionssekretariatet i PET

Er du den, der ser behovet, før det opstår? Er du en serviceorienteret person, der lægger mærke til detaljerne og trives i et miljø, hvor professionalisme og diskretion er selve fundamentet? Så er det måske dig, vi mangler i Direktionssekretariatet i PET.

 

Som en del af Direktionssekretariatet bliver du en central brik i maskinrummet, der understøtter den øverste ledelse. Her handler det ikke bare om at bestille kaffe eller klargøre et mødelokale – det handler om at skabe de rammer, der gør, at vores ledelse kan fokusere på de opgaver, der betyder mest for Danmarks sikkerhed.


Vi søger en ny kollega til Direktionssekretariatet, der vil få ansvaret for en række praktiske opgaver knyttet op om den øverste ledelse i PET. Vi understøtter direktionen med en bred vifte af opgaver i en travl hverdag. Derfor har vi brug for en ny kollega, der både har evnerne og motivationen til at yde praktisk support.


Dine ansvarsområder inkluderer blandt andet: 

 

  • At skabe de perfekte rammer: Fra professionel mødeforplejning, planlægning af interne arrangementer og klargøring af lokaler til at sikre, at sekretariatets områder altid fremstår knivskarpt.
  • At være servicemennesket: Du én af de første, gæster møder. Du ledsager og sikrer, at alle føler sig velkomne og professionelt håndteret.
  • At være den praktiske støtte i hverdagen: Du håndterer alt fra administrativ understøttelse til de uforudsete ad hoc-opgaver, der kan opstå i en travl hverdag.

 

Du bliver en del af Center for Kommunikation & Strategi, som ud over Direktionssekretariatet består af flere enheder, der understøtter PET’s øverste ledelse og resten af huset med bl.a. direktionsunderstøttelse og policy- og strategiarbejde. Vi sparrer fagligt med hinanden om stort og småt, og vi hjælper hinanden med at løse de opgaver, der lander på vores borde – og de opgaver, vi selv sætter i søen.

 

Du bliver en del af et velfungerende team, som sammen sikrer en professionel og smidig understøttelse af den øverste ledelse. Vi varetager både praktiske opgaver som kalenderstyring og mødebooking, samt mere strategisk forberedelse af mødemateriale til ledelsesmøder på tværs af organisationen. Derudover håndterer vi løbende ad hoc-opgaver og bistår med forberedelse af sager. Du får en særlig rolle i den praktiske del af teamets arbejde, hvor du blandt andet hjælper med mødeforberedelse og koordinering – og i det hele taget er med til at få de mange små og store ting til at gå op i en højere enhed.

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med. Vi arbejder sammen med alt fra analytikere og programmører til politibetjente. Det giver nye og spændende perspektiver på vores opgaver. Det er blandt andet derfor, vi synes, det er sjovt og spændende at gå på arbejde hver dag. 

 

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

 

Du ser, hvad der skal gøres – og får det gjort 
Du har en god sans for service, fokus på detaljerne og en evne til at få ting til at ske. Du ser, hvad der mangler, griber opgaven og finder en løsning – også når det kræver, at du tænker lidt ud af boksen. Du trives i rollen som den, man kan gå til, når noget skal løses, arrangeres, koordineres eller bare spille lidt bedre. Samtidig er du god til mennesker og møder både kollegaer, samarbejdspartnere, ledelsen og eksterne gæster med overskud, imødekommenhed og professionalisme.
     
Vi forestiller os, at du: 

  • Har erfaring fra en lignende rolle.
  • Er god til service, lægger mærke til detaljerne og sikrer, at de praktiske ting kører, som de skal.
  • Arbejder struktureret og har et godt overblik, så du kan prioritere effektivt og sikre, at både faste og ad hoc-opgaver bliver løst korrekt og til tiden.
  • Er god til at koordinere og planlægge og trives med at samarbejde på tværs af centres øvrige enheder og resten af huset.
  • Besidder en høj grad af diskretion og dømmekraft.
  • Er god til at samarbejde og møder andre med en venlig og imødekommende tilgang.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.PET.dk/job.

 

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. januar 2027. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 43. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.PET.dk/job. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.


Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 


Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.PET.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.


Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 


Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.


Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.


Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  09.10.2026
Ansøgningsfrist:  09.10.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid