Er du typen, der kan knække koden, skabe overblik og se sammenhæng i et ofte kompliceret materiale? Vil du være med til at efterforske og bremse fremtidens kriminalitetsform? Så har vi nogle spændende stillinger i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet.
Generelt er økonomisk kriminalitet et prioriteret indsatsområde, som fylder mere og mere i politiets samlede opgaveportefølje. Økonomisk kriminalitet er blevet mere kompleks, og store dele foregår i den digitale verden på internettet, herunder eksempelvis hvidvask, kontaktbedrageri mv. Efterforskningen af økonomisk kriminalitet stiller store krav til kompetencer, kreativitet og evnen til at tænke i nye baner.
Central Efterforskning - Økonomisk Kriminalitet er kendetegnet af et professionelt miljø med dygtige og dedikerede kollegaer og et godt socialt sammenhold. Afdelingen er bredt sammensat af polititjenestemænd, administrative medarbejdere, skattemedarbejdere og studentermedhjælpere. I afdelingen arbejder vi med mange forskelligartede sagstyper inden for økonomisk kriminalitet – lige fra den mindste sag om samhandelsbedrageri til større komplekse sager, der efterforskes i teams og over længere tid.
Om jobbet
Vi søger civile medarbejdere med en akademisk baggrund inden for enten revision, Skat, erhvervsjura eller den finansielle sektor, der kan indgå i tværfaglige teams med bl.a. politifaglige efterforskere, andre civile efterforskere og konsulenter med henblik på at vurdere, berige og sagsbehandle sager om økonomisk kriminalitet.
Dit primære arbejdsområde vil være efterforskning af sager vedr. økonomisk kriminalitet, herunder særligt inden for områderne hvidvask, skattesager og kuratorsager, herunder skyldnersvig, underslæb, kreditbedrageri og øvrig særlov. Din uddannelsesmæssige baggrund, faglige profil og erhvervserfaring vil bestemme, hvilke sagsområde og opgaver du kommer til at arbejde med.
Dine kvalifikationer og evner vil ligeledes blive benyttet til understøttelse af øvrige verserende efterforskninger, hvortil der kræves specialkompetencer – både internt i Økonomisk Kriminalitet, men også til sager, som efterforskes i andre afdelinger i Syd- og Sønderjyllands Politi.
Om dig
Vi lægger vægt på, at du
- Har en akademisk baggrund og er uddannet med relevans for stillingen – (F.eks. men ikke udtømmende: Cand. Merc., Cand. Merc. Jur., Cand. Merc. Aud.).
- Har interesse og flair for IT.
- Kan arbejde selvstændigt, såvel som indgå i samarbejde i tværfaglige teams med afdelingens øvrige medarbejdere.
- Er handlekraftig, tænker kreativt og er god til kommunikere, såvel skriftligt som mundtligt.
- Arbejder struktureret, kan planlægge/prioritere i hverdagen og kan arbejde med frister/deadlines.
- Har en generelt positiv indstilling og er fleksibel/omstillingsparat, idet politiet som arbejdsplads er en hurtigt omskiftelig virksomhed.
Vi giver dig de grundlæggende kundskaber inden for polititeori og efterforskning. Du vil også blive klædt på til at kunne agere inden for lovens rammer med hensyn til indhentning af oplysninger samt diverse politimæssige efterforskningsskridt i samarbejde med dine kolleger.
På sigt og efter nærmere aftale skal du være indstillet på at gennemgå uddannelsen Civil Efterforsker (intern), som er en deltidsuddannelse med flere kortvarige undervisningsophold på politiskolen i Vejle. Størstedelen af uddannelsen foregår på arbejdspladsen i Esbjerg. Uddannelsen har en varighed på 8 måneder.
Løn- og ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Eller på overenskomstvilkår i henhold til de gældende aftaler mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Dit arbejdssted vil være Syd- og Sønderjyllands Politi, sektionen for Økonomisk Efterforskning, Kirkegade 76, 6700 Esbjerg.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Jakob Bennike på tlf. 20132371
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så titlen på den stilling du søger fremgår. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Alle dokumenter bedes uploadet i pdf-format. Du skal ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4 og 5.
Vi ønsker stillingen besat snarest muligt, men af hensyn til processen for sikkerhedsgodkendelse forventer vi, at tiltrædelse sker pr. 1. april 2026 eller snarest derefter.
Ansøgningsfrist: 9. januar 2026
Esbjerg