Jobbeskrivelse
IT-specialist til teknisk efterforskning og cyber crime i Esbjerg
IT-specialist til teknisk efterforskning og cyber crime i Esbjerg

IT-specialist til Teknisk Efterforskning og Cyber Crime i Esbjerg


Det er morgen og du er lige mødt ind med dine andre kolleger på vores kontor i Esbjerg. Der en god stemning, dagen er planlagt, på dit bord ligger en række mobiltelefoner du skal have datasikret til en sag for en af områdestationerne. Opgaven er, at du skal af- eller bekræfte om gerningsmandens telefon har været på gerningsstedet. Du kender opgaven og har gjort det adskillige gange før. Dagens briefing skal til at begynde.

 

Pludselig lyder det, at alle samles i det store mødelokale, vi har et drab! En forbipasserende har fundet et lig liggende i en baggård. Vagtcentralen er på opgaven med håndtering af den indledende indsats. Afspærring af gerningsstedet, bevogtning og forhøringer i området er iværksat og National Kriminalteknisk Center er tilkaldt. Efterforskningsafdelingen er ved at samles.

 

Der gives en status frem til nu og opgaverne og tovholdere fordeles. Teknisk Efterforskning skal ud på gerningsstedet og sikre at vi ikke mister værdifulde tekniske spor. Samtidig ved vi, at lige om lidt bliver vi bedt om at datasikre en række databærende medier, ligesom efterforskningslederen gerne vil have lavet open source efterforskning på de åbne medier i relation til sagen. Det bliver både spændende og det bliver nogle lange dage. Nu er der drøn på!

 

Foruden overstående bistår sektionen endvidere med en række forskellige opgaver til kredsens øvrige afdelinger og sektioner. Lige fra assistance i forbindelse med. tilsyn af teknisk karakter og sikring af videoovervågning, til teknisk understøttelse af kredsens Efterretnings og Analyseenhed.


Din nye hverdag

Sektionen for Teknisk Efterforskning (IT Kriminalteknik) og Cyber Crime er en specialenhed, der understøtter hele politikredsen og anklagemyndigheden med at levere teknisk understøttelse og IT kriminalteknik, af høj kvalitet, da de tekniske beviser vi leverer kan være afgørende for opklaring af en sag.

 

Enheden beskæftiger sig med en række områder inden for IT Kriminalteknik, lige fra datasikring af databærende medier såsom mobiltelefoner og computere, analyse af sikret data og applikationer, til teknisk og faglig understøttelse ude på gerningsstederne i større og mere alvorligere sager som røveri, voldtægt og drab. Sektionen består derfor af en række specialister, der til sammen udgør en stærk enhed, hvor vi i fællesskab løfter opgaverne til et fagligt højt niveau. 

 

Du får til ansvar at sikre, at vi leverer den understøttelse efterforskerne har brug for, samtidig med at de formelle krav og legalitetsprincipper efterleves, ligesom du løbende selvstændigt dokumenterer din metodeanvendelse og fund. 

 

Vi stræber mod løbende at udvikle os og være på forkant med teknologien. Derfor er sparring og samarbejde med dine kolleger en væsentlig del af jobbet, ligesom du forventes at holde dig løbende opdateret på ny teknologi, metoder og værktøjer inden for dit fagområde. Afhængigt af din profil og interesser vil dine opgaver i sektionen blive tilpasset.


Vores nye kollega

Din uddannelse er ikke afgørende, og der kan være mange forskellige veje ind i jobbet. Men eksempler på relevante uddannelser kunne være IT-ingeniør eller anden IT-faglig eller akademisk uddannelse, hvor du kan se dig selv i beskrivelsen nedenunder. 

 

Det forventes, at du generelt har en solid IT-teknisk indsigt og viden. At du går struktureret og analytisk til opgaverne, ligesom du både kan arbejde selvstændigt såvel som at indgå positivt i et samarbejde på tværs. Du kan kommunikere hensigtsmæssigt både i skrift og tale, ligesom du er vant til at dokumentere dine metoder og løsninger.

 

Du må meget gerne have erfaring med forskellige hardware, ligesom du kender til håndtering af data og filsystemer fra forskellige enheder som mobiltelefoner, tablets og computere. Har du kendskab til serverdrift, netværksprotokoller og logning vil det være yderligere en fordel. Du må også gerne have haft berøring med forskellige operativ systemer (Win, OSx, iOS, Android og Linux). Kan du programmere eller er du en haj til scripts er det også relevant.

 

Det forventes at du i forbindelse med din ansættelse gennemfører politiets uddannelse som civil efterforsker, såvel som relevante dele af uddannelsen Nordic Computer Forensic Investigators (NCFI).

 

Generelt forventes det, at du er indstillet på løbende kompetence udvikling, herunder deltagelse i interne og eksterne kurser af både teknisk karakter, såvel som i forhold til indsigt i gældende lovgivning, procedurer og forretningsgange vedr. politiets arbejde. 

 

Stillingen kræver desuden personlig fleksibilitet, da det ved større efterforskninger og særlige indsatser, forventes at du indgår i opgaveløsningen. Du vil således blive inddraget i opgaver uden for normal arbejdstid, ligesom der vil kunne forekomme dagligt merarbejde over en kortere periode.

 


Løn og ansættelsesvilkår

Det forventes, at den du er indstillet på at gennemgå de særlige uddannelseskrav, der er målrettet til Teknisk efterforskning.

 

Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst. 

 

Dit arbejdssted bliver Central Efterforskning, Teknisk Efterforskning, Kirkegade 76, 6700 Esbjerg. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt indenfor 4 måneder, og at du kan opretholde den gennem hele din ansættelse.


Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Michael Brink på 4032 5613. 

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. 

 

Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så titlen på den stilling du søger fremgår. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Alle dokumenter bedes uploadet i pdf-format. Du skal ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil.  

 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

Vi forventer at afholde samtaler den 24 juni 2025

 

Vi ønsker stillingen besat snarest muligt, men af hensyn til processen for sikkerhedsgodkendelse forventer vi, at tiltrædelse kan ske 1. oktober 2025 eller snarest derefter. 

 

Ansøgningsfrist:

 

10.06.2025

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  10.06.2025
Ansøgningsfrist:  10.06.2025
Arbejdsgiver:  Syd- og Sønderjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Esbjerg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid