Jobbeskrivelse
Sektionsleder i HR-afdelingen til Syd- og Sønderjyllands Politi
Sektionsleder i HR-afdelingen til Syd- og Sønderjyllands Politi

Brænder du for ledelse, og er din ledelsesstil inkluderende og motiverende for medarbejderne? Vil du være med til at præge hverdagen i en organisation i konstant udvikling?


Så er du måske vores nye sektionsleder i HR-afdelingen.

 

Om stillingen

I Syd- og Sønderjyllands Politi er vi i løbende udvikling og tilpasser os, så vi hele tiden effektivt og med høj kvalitet kan løfte politiets og anklagemyndighedens opgaver i Syd- og Sønderjylland.
HR-afdelingen er en del af staben, og har en meget central og vigtig rolle i at understøtte politiets kerneopgave.

 

Du vil som sektionsleder referere til HR-chefen. Du har ansvaret for personaleledelsen af sektionens 18 medarbejdere, der besidder en bred vifte af kompetencer og har forskellige baggrunde og uddannelser – administrative, akademiske og politifaglige.

 

Om opgaverne du skal varetage
Som sektionsleder i HR-afdelingen forventer vi, at du medvirker til, at sektionens opgaver udføres effektivt, professionelt og kompetent. 

 

Du vil arbejde tæt sammen med HR-chefen i det daglige. HR-chefen har ansvaret for den strategiske ledelse såsom at omsætte og implementere HR-strategier og initiativer samt at være sparingspartner for politikredsens ledelse. Som sektionsleder er det din rolle at være tæt på medarbejderne i HR-afdelingen, sikre deres trivsel og være deres sparringspartner i opgaveløsningen.

 

De overordnede opgaver i sektionen er mangfoldige, men består bl.a. af:
• Personaleadministration, herunder rekruttering, lønadministration, barsel mv.
• Tjenesteplanlægning, både dagligdagsplanlægning samt planlægning ved større indsatser
• Kursusplanlægning og -administration
• Udvikling af diverse HR-projekter
• Fysisk og psykisk arbejdsmiljø
• Uddannelse af politistuderende

 

Om dig

Som leder i HR-afdelingen er det et stort ønske, at du er kulturbærer for den gode omgangstone i afdelingen, og at du går forrest for at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle føler sig værdsatte, respekterede og har lige muligheder for at bidrage og udvikle sig.

 

Du indgår aktivt i lederteamet ligesom du er sparringspartner for ledere og medarbejdere i hele organisationen.

Du har relevant uddannelse og solid erfaring på HR-området samt erfaring med ledelse af medarbejdere.

 

For at få succes i stillingen, forventes det, at
• Du har eller hurtigt kan tilegne dig en indgående faglig viden om de opgaver, der løses i afdelingen
• Du, i tæt samarbejde med HR-chefen, sikrer høj kvalitet i opgaveløsningen og kan omsætte ny viden til praksis, som styrker vores samlede opgaveløsning
• Du kan arbejde selvstændigt, være initiativrig og udvise den fornødne handlekraft i funktionen
• Du er udadvendt og dialogsøgende og har en anerkendende tilgang.
• Du kan prioritere og løse opgaver i overensstemmelse med mål og retning, samt med blik for at se på tværs af organisationen

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

 

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform.

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til ”Hemmeligt”, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 4.

 

Dit arbejdssted bliver Syd- og Sønderjyllands politi, Kirkegade 76, 6700 Esbjerg.


Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte HR-chef Pia Holm Hansen på tlf. 4013 4557.


Ansøgningsfrist er den 9. januar 2026. 

 

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår hvilken stilling du søger. Desuden anbefaler vi, at du først sletter dine dokumenter, efter den ansøgte stilling er besat. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

 

Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.


Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.
De daglige politimæssige opgaver er præget af, at der både er storbymiljø, gamle købstæder, landsbyer, omfattende naturområder, landbrug, strande og grænsen til Tyskland.

 

Der er ca. 1.100 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området. Langt hovedparten er politifolk, lige som der også er politikadetter, administrative medarbejdere, jurister samt akademikere.

 

Vi søger medarbejdere, der ønsker at være en del af et hold, hvor vi har et stort fokus på at yde politiarbejde, sagsbehandling og service af høj kvalitet – alt sammen for at sikre borgerne tryghed.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  09.01.2026
Ansøgningsfrist:  09.01.2026
Arbejdsgiver:  Syd- og Sønderjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Esbjerg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid