Beredskabssektionen søger en ansvarlig, systematisk og faglig stærk rollemodel til at løfte driften og den beredskabsfaglige udvikling i sektionen ind i en fremtid, hvor Grønlands politi møder nye udfordringer
Stillingen kan søges af uchargerede politiuddannede – både fra Grønland, Færøerne og Danmark.
Beredskabssektionen
Beredskabssektionen udgør Nuuks udekørende politi, og består af ca. 24 m/k fordelt mellem beredskabs-, hundefører- og reaktionspersonale, såvel som reservebetjente. Praktikforløbet i Beredskabssektionen udgør samtidig det primære forløb under politiskoleelevernes praktiksemester, og sektionen har derfor et naturligt ansvar for at understøtte dem i deres politikarriere.
Beredskabssektionen er altid med, når det gælder.
Nuuk er i vækst, og Grønland er i fokus. Beredskabssektionen har et behov for at følge med, når situationen ændrer sig. Den faglige koordinator vil udgøre en nøglerolle i denne udvikling.
I Beredskabssektionen får man en bred politierfaring. Man får helt eller delvist ansvar for alvorlige overtrædelser og større sager, lige såvel som alvorlige sikkerhedshændelser og her-og-nu-opgaver i beredskabsregi. Man udvikler sin faglighed under særlige rammer og lærer at arbejde kreativt, hvor ressourceknaphed bliver en faktor.
Faglig koordinator
Som fagkoordinator skal du være en rollemodel i Beredskabssektionen.
Stillingen indebærer tværfagligt samarbejde internt, såvel som eksternt. Du får bl.a. ansvar for:
- Uddannelsesforløbet for politiskoleeleverne under deres praktikophold
- udvikling af personalets beredskabsfaglighed, herunder Beredskabsfaglig sparring og undervisning i politifaglige koncepter
- Udvikling og vedligeholdelse af sektionens drift og udstyr
- Koordinering af ad-hoc-opgaver ifm. større begivenheder
Du vil samtidig indgå i tæt sparring med ledelsen ift. sektionens behov og stå for udførelsen af nye projekter.
Du vil som faglig koordinator i udgangspunkt have en arbejdsfordeling på 50/50 mellem dagsvagter fra kl. 0800-1600 og 3-holds skiftetjeneste i weekenderne med forventet frihed hver anden weekend. Fordelingen kan periodevist skifte efter behov. I dagsvagterne forestår du din fagkoordinerende rolle.
I skifteholdstjeneste indgår du i patruljevirksomhed som en del af det øvrige vagthold, med deltagelse i alle typer beredskabsopgaver og almindelig patruljevirksomhed, samt optagelse af anmeldelser og efterfølgende efterforskning.
Grønlands Politi, Nuuk
Nuuk – Grønlands hovedstad med ca. 19.000 indbyggere – er en lille storby i rivende udvikling. Her er gode jobmuligheder for evt. samlever, ligesom byen byder på et væld af muligheder både kulturelt og sportsligt, samt rigtig gode muligheder for friluftsliv både til vands og til lands. Nuuk repræsenterer det moderne Grønland, og byen giver dig et levende og dynamisk arbejds- og privatliv, som er let at gå til.
Grønlands Politi udgør et særligt væsentlig samfundsmæssigt bidrag, og pga. byens og politistationens størrelse udgør hvert enkelt politibetjent en særligt væsentlig rolle i helheden. Vi har derfor brug for dig, som tager ansvar for dine kollegaer og dit samfund.
Om dig
Du skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse), og du skal have nogle års tjenesteerfaring i politiet indenfor det beredskabsfaglige område. Derudover skal du have et åbent sind og en god omstillingsparathed.
Det er en fordel, hvis du har erfaring inden for:
- Reaktionsarbejde
- Instruktørvirke i PFT/skydning/førstehjælp
- Indsatsleder-assistent
- Grundig erfaring som vejleder
- Sagsvejledning
Du skal besidde en systematisk og struktureret tilgang til arbejdet, være fagligt stærk, ligesom du er afbalanceret og empatisk i dit samarbejde med både medarbejdere og ledelse. Du skal være løsningsorienteret, fleksibel og omstillingsparat. Du skal have gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner samt udvise ansvarsbevidsthed og omhyggelighed i dit arbejde.
Du skal beherske et godt helhedsbillede, samfundssyn og eksekveringsevne.
Det er en forudsætning, at du inden rejsen til Grønland er uddannet på Karabin MCX. Du opfordres også til at have gennemgået hjemkredsens PFT uddannelse samt deltaget i den halvårlige skydning inden rejsen til Grønland.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen (som pb /pa) og eventuelle lokallønstillæg bortfalder jf. gældende regler. Aflønningen under udstationeringen sker efter stedtillægssats ”0”.
Tiltrædelse sker efter aftale.
Under udsendelse fra Danmark eller Færøerne oppebæres i stedet et ikke-pensionsgivende tillæg, der for tiden udgør 6.730 kr pr. måned.
Hvis du udsendes fra Færøerne eller Danmark er perioden minimum 2 år med mulighed for forlængelse. Såfremt du ansættes som hjemmehørende, vil ansættelse være ”indtil videre.
Funktionen som faglig koordinator honoreres med et månedligt tillæg.
Efter udsendelsen stationeres du på ny i den egen kreds
Den ugentlige arbejdstid i Grønland er 40 timer, og du vil være underlagt de grønlandske arbejdstidsregler.
Der ydes fri bohaveflytning samt tiltrædelsesrejse til tjenestestedet i Nuuk ved udstationeringens påbegyndelse og fratrædelsesrejses ved det ordinære fratrædelsestidspunkt. Flyttegodtgørelse ydes efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i Grønland.
Såfremt du ansættes fra en stilling uden for Nuuk i Grønland eller fra Danmark/Færøerne, sørger Grønlands politi for nedpakning af og transport af dit indbo efter gældende regler, ligesom vi sørger for selve rejsen for dig og din familie til Nuuk/Grønland – og retur igen efter 2 års tjeneste. Ved ansættelsen bliver du skrevet op til en bolig, hvor huslejen stort set er som i Danmark og indtil du har fået fast bolig og dit indbo er kommet frem, sørger vi indkvartering i møbleret bolig. Der skal i den periode du bor i vores møblerede bolig betale skat af fri bolig efter gældende regler.
Skattestyrelsen i Grønland har indført en obligatorisk pensionsordning, som omfatter alle tjenestemænd. Det betyder, at du kan blive pålagt at indbetale til en pensionsordning for indtægter ud over din grundløn, eksempelvis særlige ydelser, lokallønstillæg mv. der overstiger p.t. 125.000 kr.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi er en røg- og nikotinfri arbejdsplads.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingens faglige indhold, kan du kontakte fg. politikommissær Andreas Rem Nordentoft, tlf. +299 567158. Husk 3 timers tidsforskel.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx
(tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Ansøgningsfrist: den 1. august 2025
Bemærk at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Kalaallit Nunaanni Politiit
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
Grønlands Politi
Sammen skaber vi tryghed
Nuuk