Trives du med en alsidig hverdag og bliver du motiveret af tæt, tværfagligt samarbejde, hvor du bliver en del af et dedikeret team? Vil du være med til skabe grundlaget for en god og effektiv 112-service til borgere samt stabile og tidsvarende kommunikationsløsninger til beredskaberne? Så har vi et spændende job, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerende kollegaer om samfundsvigtige problemstillinger.
Om jobbet
Som vores nye AC-generalist vil du sammen med kollegaer løse opgaver i Sektionen for Brugere og Anvendelse, der bl.a. er ansvarlig for vores mange forskellige interessentfora samt undervisnings- og forvaltningsopgaver både i forhold til 112 og beredskabernes fælles radioløsning (SINE). Sektionen har et tæt samarbejde med alle aktører, som er involveret i beredskabernes opgaveløsning, lige fra alarmeringen via 112 til branden er slukket, eller ambulancen med politieskorte er ankommet til hospitalet.
Vi prioriterer, at du og vores andre medarbejdere får spændende arbejdsopgaver, samt mulighed for faglig og personlig udvikling, hvorfor der også jævnligt bliver rykket rundt på opgaver inden for vores team af generalister. Du kan derfor også selv være med til at præge dine opgaver afhængig af interesser og kompetencer, og vi forestiller os at dine primære arbejdsopgaver og ansvarsområder kan være:
- Betjening og opfølgning på tværgående beredskabsfaglige fora, herunder kvalificering, kvalitetssikring, koordination og udarbejdelse af beslutningsoplæg på både strategisk niveau og brugerniveau.
- Skiftende opgaver, hvor der indgår mindre analyseopgaver samt udarbejdelse af interne beslutningsoplæg
- Dokumentation i form af notater, referater og evalueringsrapporter.
- Afhængig af profil kan der også være økonomiopgaver, juridisk sagsbehandling eller mindre kommunikationsprodukter.
Om Center for Beredskabskommunikation (CFB)
CFB understøtter i tæt samarbejde med beredskaberne arbejdet med at hjælpe borgerne og opretholde et trygt og sikkert samfund ved at levere stabile, tidssvarende og velfungerende kommunikationsløsninger samt skabe grundlaget for fremtidens beredskabskommunikation.
CFB består af knap 40 medarbejdere med vidt forskellige fagligheder fra ingeniører over beredskabsfaglige til generalister. Vi når de bedste resultater, når vi arbejder sammen på tværs af vores forskellige fagligheder og i nært samspil med både interne interessenter og de forskellige danske beredskaber. Vi er en arbejdsplads, der vægter et positivt arbejdsmiljø og en uformel omgangstone, hvilket vi forventer, at du bidrager aktivt til og har lyst til at være en del af.
CFB er i forlængelse af oprettelsen af det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) ved at blive ressortoverdraget fra Rigspolitiet til Beredskabsstyrelsen. Det betyder, at der for tiden er lidt usikkerhed om vores organisatoriske ophæng, ligesom der i takt med at den nye organisation opbygges kan komme forandringer. Geografisk forventer vi dog, at vi bliver i Københavnsområdet.
Om dig
Du har en relevant videregående kandidatuddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med projektarbejde, ledelse- eller sekretariatsbetjening eller lignende fra et departement, en styrelse eller en konsulentvirksomhed. Er du nyuddannet tager vi hånd om din læring. Det vil være et ekstra plus, hvis du også har snuset til juridisk sagsbehandling og/eller økonomistyring. Har du teknisk flair, særlige IT-kompetencer eller blik for hvordan teknologier kan understøtte AC-generalistopgaver, så vil det også vægte positivt.
Du er analytisk skarp og engageret, og du kan lide at arbejde med en blanding af drifts- og udviklingsopgaver. Du har en metodisk tilgang til dine arbejdsopgaver, du formår at holde overblik og du leverer resultater i høj kvalitet. Du motiveres af en hverdag, der rummer nye udfordringer og forskellige aktiviteter, og du trives fint med, at tingene ofte forandrer sig. Herudover kan du formidle komplekse problematikker klart og præcist både mundtligt og skriftligt.
Som person er du god til at skabe positive relationer og samarbejde på tværs - både internt i centeret, med andre og med de forskellige danske beredskaber. Vi er en arbejdsplads der vægter et positivt arbejdsmiljø højt, hvilket vi forventer, at du bidrager aktivt til, og har lyst til at være en del af.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver indtil videre Center for Beredskabskommunikation, Nimbusparken 24, 4., 2000 Frederiksberg.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Jesper Jack Rasmussen på telefon 4188 9975. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: d. 11. marts 2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 12 og 13.
Generel information om Center for Beredskabskommunikation kan findes her.
Frederiksberg