Jobbeskrivelse
Gør en forskel som datacenter manager i PET
Gør en forskel som datacenter manager i PET

Kan du styre et moderne datacenter, og motiveres du af at samarbejde med mange andre faggrupper? Og ved du, hvad vi mener, når vi skriver inergen anlæg, UPS og struktureret kabling? Så er du måske vores nye kollega!

 

Bliv en del af arbejdet med datacentre på infrastrukturområdet

Som datacenter manager hos PET bliver din overordnede opgave at sørge for at sikre en effektiv og stabil drift af datacentrene.

 

Som datacenter manager vil du skulle håndtere mange forskellige typer af leverandører, når der udføres services på forskellige teknologier. Du vil få en central rolle i at sikre, at kvaliteten af datacentrene forbliver på et højt niveau, så vi sammen kan understøtte IT behovene hos PET.

 

Du vil indgå i det daglige arbejde med løbende at sikre at datacentre er tidssvarende og har den rette kapacitet. Du skal være klar til at styre eksterne leverandører og have den daglige kommunikation med dem. Du får ansvaret for at dokumentationen i datacentre er på plads f.eks. udstyrsplacering i rackskabe, strøm og køl, struktureret kabling mm. Endvidere er du drevet af at standardisere datacentre og har en god ordenssans, således at du er med til at sikre et godt arbejdsmiljø.

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver it-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

 

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

 

Du er serviceminded og evner at samarbejde med andre

Du er med til at beskrive retningslinjerne for en god arbejdsgang omkring datacentrene og formår at kunne se fremad og planlægge udviklingen af datacentrene sammen med dine kollegaer.

 

Endvidere er du lyttende til PET’s behov og forstår at omsætte disse behov til praktiske løsninger i forbindelse med datacentrene i et samarbejde med resten af IT-området.

 

Du tager ansvar for leverandørerne og holder dem op på deres leverancer i både kvalitet, tid og ressourceforbrug, og har minimum 5 års erfaring med at arbejde med datacentre løsninger og tilhørende leverandørstyring.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her: www.pet.dk/fra-ansoegning-til-ansaettelse.

 

Ansættelsesforhold
Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

 

Ansættelsesstart pr. 1. juni 2025.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station. Her har vi bl.a. et gratis, veludstyret fitnesscenter, mange sociale arrangementer som sommerfest og DHL samt en aktiv personaleforening, hvorigennem du kan opnå diverse fordele og rabatter. Derudover får du fleksible arbejdstider, betalt frokostpause og en ledelse der har fokus på balancen mellem arbejde og fritid.

 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

 

Yderligere information 
Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 14.

 

Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

 

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  24.03.2025
Ansøgningsfrist:  24.03.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid