Vil du have et meningsfyldt job, hvor du med din administrative baggrund og strukturerede tilgang til opgaverne gør en forskel i Anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet?
Så har du her mulighed for at blive en vigtig del af advokatursekretariatet, som betjener Advokaturerne for Økonomisk Kriminalitet, hvor du holder styr på sagerne og sikrer den administrative sammenhængskraft.
Din nye hverdag
Advokaturerne for Økonomisk Kriminalitet er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I NSK efterforsker og retsforfølger vi bl.a. større straffesager om økonomisk kriminalitet.
Advokatursekretariatet understøtter de to advokaturer, som behandler sager om økonomisk kriminalitet i NSK Øst, og vi har et tæt samarbejde med politiet i Center for Økonomisk Kriminalitet og deres administrative medarbejdere.
Advokaturerne for Økonomisk Kriminalitet består af i alt ca. 45 jurister, 2 advokaturchefer og 3 administrative medarbejdere, inklusiv dig. Du vil blive en del af et engageret og stærkt fagligt miljø, hvor vi har fokus på høj faglighed og kvalitet i sagsbehandlingen. Du får en varieret hverdag i en dynamisk afdeling med rig mulighed for at arbejde selvstændigt.
Vi har det godt og sjovt sammen og prioriterer, at der er tid til grin i hverdagen. Derudover har vi stor fokus på, at der skal være god balance mellem arbejdsliv og privatliv og mellem arbejdsopgaver og arbejdstid.
Du får ansvar for en alsidig portefølje af administrative opgaver, som knytter sig til behandling af vores straffesager. Derudover vil du i høj grad understøtte både juristerne og advokaturcheferne med administrativ og praktisk støtte i hverdagen.
Sammen med dine administrative kollegaer administrerer du og holder styr på advokaturernes funktionspostkasse og håndterer den daglige indgående fysisk post.
Du har løbende kontakt til retterne, forsvarerne og andre af sagernes interessenter. Du sørger for det løbende overblik over retsmøder, og det er også dig, der fremsender sagerne til retten og forsvarerne med sagens digitale akter.
Herudover er der en række løbende sagsbehandlingsopgaver, som blandt andet omfatter:
- Løbende opdatering af sagerne i politiets sagsbehandlingssystem Polsas.
- Rekvirering af straffeattester og digitale særakter.
- Udarbejdelse af anmodninger om personundersøgelser.
- Behandling af bødesager.
- Indberetning og fuldbyrdelse af domme.
- Fremsendelse af påtaleopgivelser mv.
- Løbende orientering af særmyndigheder og fremsendelse af afgørelser.
- Styring af frister i forbindelse med varetægtsfængslinger og kendelser.
- Styring af langvarige sigtelser.
- Klargøring af sager til arkiv.
Vores nye kollega
Du har en kontoruddannelse, og det er en stor fordel, hvis du har erfaring med advokaturarbejde eller kendskab til straffesagskæden. Alternativt har du erfaring som sekretær eller administrativ medarbejder med selvstændig sagsbehandling, koordinering og/eller ledelsesunderstøttelse.
Du har gode IT-færdigheder og nemt ved at sætte dig ind i nye systemer og dets funktioner.
Vi arbejder i flere af Politiets interne systemer, bl.a. Polsas, WorkZone, QlikView, Kriminalregisteret og PEDPOINT. Det er en fordel, hvis du har kendskab til disse systemer eller i hvert fald er motiveret til at lære dem at kende.
Du arbejder struktureret, detaljeorienteret og er kvalitetsbevidst. Samtidig formår du at overholde deadlines og bevare overblikket, også når der forekommer hektiske perioder med mange opgaver.
Som person er du selvstændig og begår dig godt i en politisk styret organisation. Du har en stor ansvarsfølelse i dit job og er opsøgende og imødekommende over for både nye opgaver og andre mennesker. Din indstilling til opgaverne er åben og fleksibel, og du har mod på at kaste dig ud i nye ting og prøve dig lidt frem – også når det skal gå stærkt.
Dit serviceniveau er højt, din situationsfornemmelse god, og så trives du godt med at være den kollega, som får hverdagen til at glide nemmere for både dig selv og dine kolleger.
Du har et godt humør og motiveres af og bidrager selv proaktivt til det gode samarbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Hvis du er tjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup, hvor der er fine kontorfaciliteter med god kantine og gratis parkering.
Din arbejdstid vil være 37 timer pr. uge inkl. frokost. Arbejdstiden vil primært være inden for normal kontortid. Der er mulighed for flekstid.
NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde den gennem hele din ansættelse.
Stillingen kan besættes så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer, at det bliver senest 1. august 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 15.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokaturchef Nathalie Ghiorzi Elias på 6112-8054 eller kontorfuldmægtig Christina Meier på 6112-2468. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på 8144-3547.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her, eller om Anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup