Jobbeskrivelse
Anklagere til National enhed for Særlig Kriminalitet
Anklagere til National enhed for Særlig Kriminalitet

Anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet søger en anklager til Advokaturen for indsæt advokatur. Stillingen er særligt egnet til dig, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse.

Stillingen er til besættelse pr. snarest muligt.

Om stillingen
Stillingen som anklager er en generaliststilling og er kendetegnet ved at indeholde et bredt udsnit af opgaver inden for digital økonomisk kriminalitet og digitale seksualforbrydelser Derudover vil du skulle deltage i behandlingen af aktindsigtssager, høringssvar samt kvalitets- og legalitetssikring af National Center for IT-kriminalitet (NCIK).

Vi søger dig, som interesserer dig for den digitale volumenkriminalitet og gerne vil prøve kræfter med en anderledes hverdag end i en sædvanlig politikreds. Du evner at få kvalitet i straffesagsbehandlingen samtidig med, at driften i NCIK, ADK og understøttelsen af kredsene er i fokus. Du vil blive en del af en mindre advokatur, som fysisk sidder sammen med NCIK, der foretager visitation og indledende efterforskning i sager vedrørende digital økonomisk kriminalitet og digitale seksualforbrydelser. Dine opgaver vil således indebære konkret straffesagsbehandling inden for de områder, herunder særligt beslutninger om henlæggelser, indhentning af kendelser samt besvarelse af spørgsmål. Derudover vil du få opgaver med kvalitets- og legalitetssikring, intern undervisning, udarbejdelse af actioncards, afgørelseskoncepter mv.

Dig
Du er uddannet jurist (cand.jur.). Stillingen vil fortrinsvis være relevant for jurister, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse. Hvis du via anden joberfaring har fået tilsvarende kompetencer til selvstændigt at kunne håndtere behandling af anklagemyndighedens straffesager, er du også velkommen til at søge stillingen.

Derudover forestiller vi os, at du har:

•    et højt fagligt niveau og kan omsætte faglig viden til konkrete resultater af rette kvalitet
•    fokus på at sikre legalitet og kvalitet
•    erfaring med behandling af og bevisvurdering i straffesager vedr. digital økonomisk kriminalitet og digital seksualforbrydelser
•    erfaring med kendelser – særligt editionsanmodninger
•    gode samarbejdsevner på tværs af faggrupper og søjler
•    godt humør og god energi.

Os
Advokaturen for Digital Kriminalitet er en nyoprettet advokatur pr. 1. januar 2025 og er en del af anklagemyndigheden i NSK. Vi er placeret på Odinsvej i Glostrup sammen med NCIK, som behandler sager om it-relateret økonomisk kriminalitet og digitale seksualforbrydelser.

Advokaturen er ansvarlig for legalitet og kvalitet i straffesager, hvori der foretages visitation og indledende efterforskning i NCIK. Advokaturen har derudover ansvaret for at henlægge de sager, der ikke skal sendes til politikredsene. Vi fører ikke straffesager i advokaturen, men der må forventes arbejde med at indhente kendelser til brug for den indledende efterforskning af sagerne. Derudover kan der efter aftale tages retsmøder for andre advokaturer i NSK eller en politikreds for at holde retsarbejdet ved lige.

Vi sidder i nyrenoverede lokaler, har kantineordning og kan derudover tilbyde fleksible arbejdsforhold og et godt og uformelt miljø.

Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.

Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for dit ansættelsesområde.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til ’HEMMELIG’. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelsen til klassifikationsgraden ’YDERST HEMMELIG’ er nødvendig. Det er en forudsætning for ansættelsesforholdet, at du kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet, Advokaturen for Digital Kriminalitet, Odinsvej 9, 2600 Glostrup.

Søger du?
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk og om Anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.

Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokaturchef Helle Olesen, på tlf.: 5128 9153.

NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din grunduddannelse.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at holde samtaler den 27. og 28. oktober 2025.

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.

Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.

I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.


NSK har lokationer i Glostrup, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  21.10.2025
Ansøgningsfrist:  21.10.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid