Som Danmarks finansielle efterretningsenhed ruster Hvidvasksekretariatet myndighederne med viden og efterretninger i kampen mod hvidvask og den kriminalitet, der ligger bag.
Vores arbejde bygger på et omfattende datagrundlag, der vokser markant, når EU’s nye hvidvaskpakke giver os adgang til oplysninger fra flere offentlige registre.
Som vores nye data engineer får du stor indflydelse på videreudviklingen af vores analyseplatform og er med til at sætte retningen for, hvordan vi fremover forbinder data og bringer dem i spil i efterretningsarbejdet.
Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed, internationalt kaldet en FIU, Financial Intelligence Unit. Vi modtager, analyserer og videreformidler oplysninger om mulig hvidvask og finansiering af terrorisme. Vores efterretninger bruges af politiet og andre myndigheder til blandt andet efterforskning, kontrol, tilsyn og forebyggelse.
Hvidvaskområdet udvikler sig hurtigt. Finansielle strømme krydser stadig flere landegrænser, og de kriminelle metoder bliver mere komplekse. Samtidig vil EU’s nye hvidvaskpakke, AML-pakken, give os adgang til langt flere data fra blandt andet skatte-, told- og ejendomsområdet samt andre offentlige registre. Det skaber nye muligheder for at finde mønstre og forbindelser på tværs, men værdien opstår først, når de nye data forbindes med vores eksisterende oplysninger og omsættes til finansiel efterretning. Det er den kapacitet, du som data engineer er med til at udvikle.
Du bliver en del af Analysesektionen, hvor strategiske analytikere, tekniske specialister og tre erhvervs-ph.d.er kombinerer analytisk, teknisk og forskningsmæssig ekspertise i arbejdet med hvidvaskmetoder, kriminelle netværk og nye risici. Til daglig arbejder du primært i Hvidvasksekretariatets tværgående datateam, som udgør vores lille, specialiserede it-organisation med kompetencer inden for data engineering, data science, it-udvikling, it-sikkerhed og systemadministration.
Dit overordnede ansvar er at videreudvikle vores analyseplatform, så den kan håndtere og forbinde data fra vores eksisterende og de mange nye kilder.
Dine primære opgaver bliver blandt andet at:
- udvikle og opsætte ETL-pipelines, der integrerer nye datakilder på analyseplatformen
- udvikle grafdatabaser og datamodeller, der forbinder oplysninger på tværs af kilder
- udvikle automatiserede udtræk og analysemodeller, der identificerer mønstre og understøtter konkrete analyser eller løbende monitorering
- bidrage til integration af lokale LLM’er og data science-baserede sprog- og transaktionsanalyser.
Du følger dine løsninger fra de første faglige behov til analyser og efterretninger, som myndighederne anvender. Du kan også blive involveret i konkrete sager og operative indsatser og deltage i Hvidvasksekretariatets internationale samarbejde.
Du træder ind i et fagmiljø med høj energi og et stærkt engagement, samtidig med at Hvidvasksekretariatet gennemgår store forandringer. Nye krav, datakilder og muligheder kan hurtigt ændre opgaver og prioriteringer, og løsningerne skal ofte udvikles, mens rammerne stadig tager form. Du får stor frihed og et tilsvarende ansvar for at bringe komplekse opgaver videre, og nogle af dem vil udfordre dig ud over det, du allerede mestrer. Vi arbejder tæt sammen, deler viden, udfordrer hinandens løsninger og hjælper hinanden med at skabe retning og fremdrift. Miljøet passer godt til dig, der får energi af udvikling og hellere vil være med til at forme løsningerne end overtage færdige rammer.
Vores nye kollega
Din faglige base er en relevant videregående uddannelse, eksempelvis inden for datalogi, softwareudvikling eller et beslægtet område. Gennem uddannelse eller praktisk erfaring har du opbygget solide kompetencer inden for data engineering og arbejdet med at strukturere, modellere og integrere data.
En god forståelse for Python og SQL er en forudsætning. Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med et eller flere af følgende områder:
- udvikling og drift af ETL-pipelines
- databaser og teknologier som PostgreSQL, MSSQL, Neo4j (Cypher) eller Elasticsearch
- Airflow og Git
- automatiserede analysemodeller eller machine learning
Kendskab til hvidvask er en fordel, men ikke en forudsætning. Til gengæld er det vigtigt, at finansiel kriminalitet vækker din nysgerrighed, og at du har lyst til at opbygge den nødvendige domæneforståelse. Med tiden skal den gøre dig i stand til at vurdere, hvilke data og sammenhænge der er relevante, og hvordan et fagligt spørgsmål kan omsættes til en teknisk løsning.
Når en opgave endnu ikke er fuldt defineret, kan du bryde den ned, vælge en retning og bringe den fremad. Undervejs opsøger du den viden og sparring, du mangler, og skiftende prioriteringer får dig ikke til at miste fremdriften. Når du er i tvivl om en opgave, går du proaktivt og undersøgende til værks, afprøver muligheder og involverer de rette kolleger.
Løsningerne udvikles i tæt samspil med analytikere, data scientists eller andre tekniske specialister og sommetider andre myndigheder. Derfor er det vigtigt, at du spørger nysgerrigt ind til deres perspektiver, gør behovet tydeligt og kan forklare dine tekniske valg, så andre fagligheder kan forstå og anvende dem.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomst for akademikere i staten. Hvis du har en anden uddannelsesmæssig baggrund, ansættes du i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Kampmannsgade 1, 1704 København V.
Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for i høj grad selv at tilrettelægge din arbejdstid. Af sikkerhedsgrunde foregår arbejdet primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse. Du skal være opmærksom på, at der vil være tjenesterejser forbundet med jobbet, som du dog i høj grad selv har indflydelse på.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder en varieret frokostbuffet.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato er 1. marts 2027 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt. Vi forventer at holde 1. samtaler 7. oktober 2026 og 2. samtaler 20. oktober 2026.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Frederik Fabricius Smitt på 6112 7936. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.
Du kan finde mere information om Hvidvasksekretariatet på hvidvask.dk
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup