Jobbeskrivelse
Dataanalytiker til Efterretnings- og Analysecentret i National enhed for Særlig Kriminalitet
Dataanalytiker til Efterretnings- og Analysecentret i National enhed for Særlig Kriminalitet

Kan du arbejde selvstændigt og analytisk med store mængder data? Og vil du være med til at identificere og bekæmpe den mest komplekse kriminalitet i samfundet?

Vi bliver i stigende grad udfordret af de kriminelles brug af teknologi og digital kommunikation. Som dataanalytiker er du med til at tegne et billede af de kriminelles færden ud fra deres egne data og samtidig bidrage til, at politiet kan træffe beslutninger på et solidt datagrundlag.

Din nye hverdag
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) arbejder vi med at identificere, efterforske og bekæmpe Danmarks mest komplekse kriminalitetsformer - herunder organiseret-, økonomise- og digital kriminalitet.

I Efterretnings- og Analysecenteret (EAC) leverer vi analytisk støtte til både strategiske og operative indsatser i NSK. Vi indhenter, bearbejder og analyserer data, der kan afdække skjulte mønstre i kriminelles adfærd. Vores arbejde danner også grundlag for en del af NSK’s beslutninger og prioriteringer, så vi bedst muligt kan imødegå de trusler, der udgør den største samfundsskadelige kriminalitet.

Som en del af Sektionen for Data og Krypteret Kommunikation arbejder du tæt sammen med efterforskerne for at levere indsigter, der kan styrke bevisbyrden i konkrete straffesager. Vores opgaver omfatter behandling og analyser af telekommunikationsdata, krypteret kommunikation og digitalt indhold. Derudover udvikler vi egne værktøjer, der understøtter effektiv databehandling.

Som dataanalytiker er dine primære opgaver at håndtere og analysere store mængder data fra forskellige kilder.

Dine arbejdsopgaver inkluderer at: 

  • Bearbejde og analysere data for at afsløre mønstre, relationer og sammenhænge mellem kriminelle aktiviteter. 
  • Kvalitetssikre og validere data for at sikre, at de lever op til nødvendige standarder og kan anvendes som bevismateriale i straffesager.
  • Udarbejde rapporter og analyser, der præsenterer komplekse data på en letforståelig måde og kan støtte efterforskning og beslutningstagning. 
  • Bidrage til udviklingen af it-værktøjer og processer til optimering af databehandling og analysearbejde i tæt samarbejde med kolleger.


Der vil være mulighed for at bidrage til mere generelle analyser, som kan hæve vidensniveauet i vores analyse- og efterretningsarbejde. 


Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor dine idéer og løsninger får indflydelse. Du får et tæt samarbejde med dygtige og hjælpsomme kolleger, som også har det sjovt sammen.

Vores nye kollega

Du har en akademisk uddannelse og praktisk erfaring med dataanalyse gerne i en større politisk styret organisation.

Du har erfaring med Python og JavaScript til databehandling og automatisering og herudover gerne også kendskab til eller erfaring med databaser.

Det kendetegner dig at være nysgerrig og du har en proaktiv tilgang til at opsøge og indsamle ny viden.

Dit arbejde henvender sig til mange forskellige faggrupper og niveauer, og det er vigtigt, at du er skarp i din verbale og skriftlige kommunikation og både på dansk og engelsk.

Du har en selvstændig og ansvarsfuld arbejdsstil, men også evnen til at arbejde i tværfaglige teams, hvor samarbejde og vidensdeling er nøgleord.

Dine kolleger brænder for deres arbejde, og det er vigtigt for os, at du viser samme grad af engagement, fleksibilitet og villighed til at sætte dig ind i politiets arbejde.

Det er et krav, at du har kørekort til almindelig personbil (kategori B).

Løn og ansættelsesvilkår
Du har en akademisk baggrund og bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du er kontortjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform. 

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.

Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde godkendelsen under hele din ansættelse.

Stillingen kan besættes så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. august 2026.

Vi forventer at holde samtaler i uge 13.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Claus Hald Simonsen på 2526-1091. Har du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på 8144-3547.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads 
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid