Vil du være med til at løfte en særlig opgave i National enhed for Særlig Kriminalitet? I Center for Kommunikation og Udvikling søger vi lige nu en erfaren forretningsanalytiker, som vil være med til at sikre god datakvalitet på tværs af organisationen samt styrke og udvikle den datadrevne ledelse.
Vi søger dig, der ser styrken i at kunne understøtte hele organisationen med analysebaserede indsigter, og som motiveres af at udvikle data-området.
Din nye hverdag
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: At beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet.
Du bliver en del af centret Kommunikation og Udvikling, hvor vi blandt andet har ansvar for at levere solid ledelsesinformation, analyser og datatræk til beslutningsoplæg.
I Kommunikation og Udvikling understøtter vi desuden NSK’s udviklingsprojekter, ligesom vi har ansvaret for den interne og eksterne kommunikation. Kommunikation og Udvikling er en del af staben i NSK, og vi er i dag 15 medarbejdere.
Vi søger lige nu én erfaren forretningsanalytiker til en bred portefølje af opgaver inden for sikring af datakvalitet, styrkelse og udvikling af vores datadrevne ledelsesinformation, analyser, ledelsesstøtte og projektstøtte.
Dine arbejdsopgaver vil primært være at:
- Bidrage til det strategiske arbejde med data i NSK og sikre nye initiativer og processer, der styrker validiteten i politiets styringsdata
- Udvikle og opdatere NSK’s datadrevene ledelses- og driftsinformation
- Omsætte data til brug for udarbejdelse af notater, aktindsigter, beslutningsoplæg, analyser mv.
- Bidrage med et stærkt datagrundlag til udviklingsprojekterne i NSK
Du vil indgå i et tæt opgavefællesskab med dine nærmeste kollegaer, samtidig kommer du til at arbejde på tværs af organisationens afdelinger og ledelseslag og bygge bro mellem forretningsbehov og tekniske løsninger.
Vores nye kollega
Vi leder efter dig, som har erfaring med systematisk bearbejdning af data, som har blik for, hvordan organisatoriske strukturer og arbejdsgange kan have betydning for datakvaliteten, og som formår at skabe ændringer i organisationen til gavn for datakvaliteten.
Du har en relevant videregående uddannelse som fx cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.oecon eller cand.soc. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra en lignende stilling i en offentlig organisation.
Vi lægger desuden vægt på, at du har nedenstående faglige kvalifikationer og erfaringer med:
- At arbejde med større datasæt, statistisk analyse og formidlingen af ledelsesinformation.
- Ledelsesstøtte i form af fx udarbejdelse af notater, beslutningsoplæg og analyser.
- Understøttelse af data til strategisk vigtige projekter og processer.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med at arbejde med QlikSense eller andre BI-værktøjer.
Som medarbejder er du analytisk stærk og struktureret. Du trives med selvstændigt at drive processer, og du er initiativrig.
Som person er du fagligt stærk, og du trives i rollen som sparringspartner for ledere og kollegaer samt med at samarbejde på tværs af organisationen og på tværs af fagligheder.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes på overenskomst for akademikere i staten. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for i høj grad selv at tilrettelægge din arbejdstid.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato er 1. juli 2026 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.
Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 12.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikations- og udviklingschef Pia Brügger på 2310-7502. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup