Jobbeskrivelse
Forretningsanalytiker til Rigspolitiets AI-initiativ
Forretningsanalytiker til Rigspolitiets AI-initiativ

Har du stærke analytiske evner og lyst til at arbejde med kunstig intelligens i en samfundskritisk organisation? Vil du være med til at omsætte politiets operative behov til konkrete AI-initiativer, der kan optimere og effektivisere politiets opgaveløsning? Har du erfaring med forretningsanalyse, kravafdækning og tværfagligt samarbejde i en kompleks eller politisk styret organisation? Så har vi en spændende mulighed til dig på en arbejdsplads, hvor vi værner om psykologisk tryghed og har plads til et smil på læben. 
 
Om stillingen
Vi søger en forretningsanalytiker til det nyetablerede AI-domæne i Rigspolitiets Center for Forretningssystemejerskaber. Her får du en central rolle i arbejdet med at afdække, analysere og omsætte politiets forretningsmæssige behov til konkrete AI-løsninger, der kan understøtte politiets kerneopgaver.
Som forretningsanalytiker bliver du bindeled mellem forretningen, de operative miljøer, ledelsen, jurister, tekniske specialister og Koncern IT. Du skal bidrage til at skabe klarhed over behov, processer, gevinster, risici og krav, så AI-initiativer kan vurderes, prioriteres, afprøves og implementeres på et solidt beslutningsgrundlag.
Du vil arbejde tæt sammen med politifaglige kolleger og specialister om at identificere relevante anvendelsesområder for AI, beskrive nuværende og fremtidige arbejdsgange samt sikre, at løsningerne tager afsæt i reelle operative behov, juridiske rammer og organisatorisk gennemførbarhed.

Dine primære opgaver vil være:
 
Forretningsanalyse og behovsafdækning: Du skal kortlægge nuværende processer, identificere flaskehalse, afhængigheder og forbedringsmuligheder samt beskrive, hvordan AI kan understøtte mere effektive og sammenhængende arbejdsgange.
 
Kravspecificering og dokumentation: Du skal udarbejde klare kravspecifikationer, use cases, user stories, procesbeskrivelser, beslutningsoplæg og anden relevant dokumentation, der kan anvendes af både forretningen, ledelsen og de tekniske leveranceteams.
 
Analyse af gevinster, risici og konsekvenser: Du skal bidrage til vurdering af forretningsmæssige gevinster, organisatoriske konsekvenser, risici, databehov, implementeringsforudsætninger og mulige effekter ved nye AI-løsninger.
 
Test, evaluering og kvalitetssikring: Du skal medvirke til planlægning, gennemførelse og evaluering af testforløb, så løsningerne vurderes i forhold til operative behov, brugeroplevelse, effekt, kvalitet, lovgivning og politiske krav.
 
Samarbejde på tværs af organisationen: Du skal samarbejde tæt med politikredsene, Koncern IT, juridiske fagmiljøer, data- og AI-specialister samt øvrige interessenter for at sikre, at analyser og løsninger er fagligt forankrede og organisatorisk anvendelige.

Interessenthåndtering og facilitering: Du skal facilitere workshops, interviews, arbejdsmøder og tværfaglige afklaringer, hvor forskellige perspektiver samles og omsættes til tydelige analyser, anbefalinger og beslutningsgrundlag.

Kommunikation og formidling: Du skal kunne formidle komplekse problemstillinger enkelt og præcist gennem notater, præsentationer, procesbeskrivelser og ledelsesinformation til interessenter på forskellige organisatoriske niveauer.
 
Om Center for Forretningssystemejerskaber
Centeret er en del af Afdeling for Operativ Teknologi og består af tværfaglige domænemiljøer, der understøtter politiets kerneopgaver gennem udvikling, vedligeholdelse og forretningsmæssig forankring af politifaglige IT-løsninger. Centeret fungerer som brobygger mellem de operative behov og de teknologiske løsninger og arbejder tæt sammen med politikredse, Rigspolitiets øvrige afdelinger og Koncern IT. 
AI-domænet er et nyt og strategisk vigtigt område, hvor der arbejdes med at identificere, afprøve og modne AI-løsninger, der kan skabe værdi for politiets opgaveløsning. Som forretningsanalytiker bliver du en vigtig del af dette arbejde. 

Din profil
Vi forestiller os, at du har erfaring med forretningsanalyse, digitalisering, procesoptimering, kravspecificering eller implementering af teknologiske løsninger. Det er en fordel, hvis du har erfaring med AI, automatisering, dataanalyse eller innovative teknologier, men det vigtigste er, at du kan forstå forretningens behov og omsætte dem til klare analyser, krav og anbefalinger.
Du er analytisk stærk og har evnen til at strukturere komplekse problemstillinger, hvor teknologi, jura, data, organisation og forretningshensyn mødes. Du kan skabe overblik, stille de rigtige spørgsmål og sikre, at løsninger udvikles på et velbelyst grundlag.

Vi ser gerne, at du har erfaring med flere af følgende områder:
•    Forretningsanalyse, kravafdækning og kravspecificering 
•    Proceskortlægning, procesoptimering og arbejdsgangsanalyse 
•    Udarbejdelse af use cases, user stories, beslutningsoplæg og dokumentation 
•    Facilitering af workshops, interviews og tværfaglige afklaringer 
•    Test, evaluering og gevinstrealisering 
•    Agile metoder som Scrum, SAFe eller lignende 
•    Værktøjer som JIRA, Confluence eller tilsvarende 
•    Digitalisering, AI, automatisering eller datadrevne løsninger 
•    Arbejde i en politisk styret, offentlig eller kompleks organisation 

Som person er du nysgerrig, struktureret og initiativrig. Du kan arbejde selvstændigt, men trives samtidig i et tværfagligt miljø, hvor løsninger skabes i tæt dialog med andre. Du har politisk tæft, en respektfuld autoritet og evner at navigere sikkert blandt mange forskellige interessenter.
Du kommunikerer klart og præcist – både mundtligt og skriftligt – og du kan oversætte komplekse tekniske eller forretningsmæssige problemstillinger til et sprog, som både specialister, brugere og ledelse kan handle på.
 
Vi tilbyder
En central rolle i et nyt og spændende AI-initiativ i Rigspolitiet.
Mulighed for at arbejde med banebrydende teknologier og skabe reelle forandringer i politiets opgaveløsning.
Et fagligt stærkt og tværfagligt team med fokus på sparring og vidensdeling.
Fleksible udviklingsmuligheder gennem uddannelse og erfaring i en politisk styret organisation.
 
I Rigspolitiet arbejdere vi med følgende værdier:

Vi gør det sammen    Vi gør det rigtige    Vi går forrest

Er du klar til at tage ansvar for at fremme AI i politiet og være en del af et innovativt team? Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Darran Mear på tlf. 24 43 95 82 Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.  

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 10. juni 2026.

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  10.06.2026
Ansøgningsfrist:  10.06.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid