Kan du finde vej gennem den digitale jungle og skaffe adgang til skjulte efterforskningsspor?
Er du typen, der elsker at finde smuthuller og opdage nye veje ind, hvor ingen andre kan? Brænder du for at være med på forreste linje i kampen mod digital kriminalitet?
Så har vi en mission til dig i Nationalt Cyber Crime Center (NC3).
Din nye hverdag
Nationalt Cyber Crime Center (NC3) understøtter dansk politis efterforskning af kompleks it-kriminalitet. Vi assisterer politikredsene med specialistkompetencer, sikrer digitale spor til efterforskningen og yder teknisk støtte til it-ransagninger, datasikring og dekryptering i komplekse sager.
Vi styrker indsatsen mod de kriminelle, der gemmer sig bag krypteret kommunikation, VPN og anonyme mailtjenester.
Velkommen til Sektionen for Avanceret Digital Indhentning (ADI) – her er vi konstant på jagt efter skjulte efterforskningsspor i den digitale verden. Vi arbejder i et operativt felt, hvor sporene er sparsomme, og hvor vi anvender de nyeste teknikker til at få adgang til information, som de kriminelle forsøger at skjule. Vi drives af lysten til at passe på Danmark, og er meget bevidste om at bruge vores tekniske færdigheder i den gode sags tjeneste.
Som IT-specialist med speciale inden for web, bliver du en del af et lille, skarpt team, der udvikler skræddersyede løsninger til prioriterede operationer.
Du vil bruge din tekniske snilde til at:
- Identificere nye metoder til teknisk indhentning
- Udvikle skræddersyet kode til specifikke operationer
- Identificere sårbarheder i systemer
- Dekryptere kommunikation mellem kriminelle parter
- Analysere netværkstrafik
- Dokumentere løsninger
I afdelingen deler vi viden, sparrer med hinanden og tænker ud af boksen for at være et skridt foran. Vi ved, at de bedste løsninger sjældent står i en manual, så vi eksperimenterer, lærer af fejl og skubber til grænserne for, hvad der er teknisk muligt for at holde os forrest i kampen mod den mest samfundsskadelige kriminalitet.
Vores nye kollega
Vi søger en teknisk dygtig og analytisk skarp kollega, der har et kreativt mindset inden for offensiv sikkerhed - og kan balancere dette med ansvarlighed og eftertænksomhed. Dit moralske kompas skal derfor være i top.
I vores team er du velkommen, hvad end du er autodidakt eller har en formel uddannelse.
Vi håber du har erfaring med:
- Netværksprotokoller og IP-teknologier
- Ethical hacking, red teaming, pentesting eller offensiv cybersikkerhed
- Webværktøjer som Burp, Caido eller ZAP.
- Teknikker til web hacking – f.eks. SSTI, SSRF, SQLi, osv.
- Scripting/programmering i f.eks. Python, C, C++, C#, Node.js, PHP, Java e.l.
Det vil være et plus, hvis du kender til:
- Threat intelligence – f.eks. mapping af IP-adresser, domæner og services
- Digital OPSEC
- Sårbarhedsanalyser af web software – både som white- og blackbox
- Udvikling af PoCs baseret på fundne sårbarheder
Vi hører også meget gerne om det, hvis du har fundet en eller flere CVE’er, har nogle fede projekter på Github, eller har opnået en relevant certificering, såsom: OSWE, OSWA, GWAPT, eWPT, eWPTX, BSCP, CWES, CWEE, CPTS, OSCP, osv.
Personligt er du dedikeret, vedholdende og kreativ. Ligesom resten af afdelingen, kan du tænke skævt, men agere professionelt. Du har en høj grad af integritet, god dømmekraft og ved, at fortrolighed og diskretion ikke er til forhandling.
Din arbejdsform er struktureret og analytisk, og du har en faglig nysgerrighed, der gør dig ivrig efter at dykke ned i selv de mest komplekse problemstillinger.
Du er en teamplayer, som ved, at videndeling og samarbejde er nøglen til succes, og du trives i et miljø, hvor vi løser opgaver på tværs af fagligheder – også når det kræver, at du kaster dig ud i noget, der ligger uden for dit primære specialeområde.
Du tænker proaktivt, holder hovedet koldt, når tingene går stærkt, og kan hurtigt skifte gear, når opgaverne kræver det.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt ansættes du på anden relevant overenskomst.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup
Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og du har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdstid. Af sikkerhedsgrunde foregår arbejdet primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse.
Du skal være indstillet på, at der kan forekomme arbejde, og i særligt hastende tilfælde tilkald, uden for normal arbejdstid.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato er 1. januar 2027 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.
Vi forventer at holde 1. samtaler 17. august 2026, hvor der vil være en teknisk test. 2. samtaler forventes afholdt 26. august 2026.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Peter Schjerning på 6113 8738.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup