Søger du et studiejob, hvor du kan lære en masse og får muligheden for at omsætte din teoretiske viden til praksis i et uhøjtideligt og spændende fagligt miljø? Så har du mulighed for at blive studentermedhjælper i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Din nye hverdag
I NSK har vi ansvar for efterforskning og strafforfølgning af landets største og mest komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet samt den kriminaltekniske understøttelse.
Vi arbejder på at gøre samfundet modstandsdygtigt overfor kompleks kriminalitet og har stor bevågenhed fra både politisk og offentlighedens side.
Du vil blive ansat i ledelsessekretariatet, hvor du skal arbejde tæt sammen med vores dygtige jurister. Vi har et stærkt og uhøjtideligt miljø, du har derfor altid mulighed for at kunne sparre med dygtige kollegaer.
Vi lægger vægt på, at dine opgaver sammensættes på en udviklende og lærerig måde, der ruster dig til arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Dine opgaver vil både bestå af understøttende opgaver for de øvrige jurister samt selvstændige opgaver.
Du kommer bl.a. til at arbejde med følgende opgaver inden for forvaltningsrettens områder:
- Behandling af borgerhenvendelser.
- Behandling af anmodninger om egenacces.
- Behandling af aktindsigtsanmodninger.
Derudover vil almindeligt kontorarbejde også forekomme.
Vores nye kollega
Du er en faglig velfunderet jurastuderende, som er god til at arbejde selvstændigt og struktureret.
Vi forestiller os, at du har gennemført 2. studieår og har mindst 1 ½ år tilbage af studiet.
Din nysgerrighed og interesse for at udforske juridiske problemstillinger i praksis, er det der motiverer dig. Du har stærke kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt, da kommunikation med borgere og kollegaer vil være en del af din arbejdsdag.
Du tager ejerskab for dine opgaver og arbejder målrettet for at sikre, at de fuldføres med omhyggelighed og kvalitet.
Du skal kunne lide en varieret og til tider uforudsigelig hverdag, og du udviser fleksibilitet og har gåpåmod i forhold til løsning af forskellige arbejdsopgaver. Tidligere erhvervserfaring og interesse for forvaltningsret vil være en fordel.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomsten.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 15 timer. Arbejdstiden aftaler vi nærmere – også når det gælder behov for eksempelvis mindre arbejde i forbindelse med eksamensperioder.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde den under hele din ansættelse.
NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. maj 2026.
Vi holder løbende samtaler, og venter ikke til ansøgningsfristen udløber. Send derfor gerne din ansøgning med det samme, så hører du fra os snarest.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Louise Spangsberg Lundsager på tlf. 2279 7693. Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på 8144 3547.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV samt en opdateret studiejournal eller evt. bachelorbevis.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Glostrup