Vil du være med til at sætte den tekniske retning for it-systemerne i politiets efterforskningsdomæne? Ser du en ære i at designe robust it-arkitektur, der i høj grad hviler på komplekse datasammenhænge? Motiverer det dig at arbejde med løsninger, der har en stor samfundsmæssig betydning i et tæt samarbejde med en ambitiøs politiforretning? Så har vi brug for dig som løsningsarkitekt til at designe, implementere og videreudvikle løsninger til politiets efterforskning.
Et udfordrende og spændende job
Som løsningsarkitekt i Koncern IT’s Center for Efterforskning får du en central rolle i at specificere og designe efterforskningsløsninger, hvor du følger løsningen gennem hele dens livscyklus og efter idriftsættelsen også tager ansvar for den tekniske retning.
Som løsningsarkitekt kommer du til at arbejde med dataintensive løsninger, hvor registerdata, geodata, video- og billedmateriale og open source-kilder kombineres for at understøtte politiets operative efterforskning. Løsningerne er komplekse og forretningskritiske, hvor fællesnævneren er robusthed, sikkerhed og tilgængelighed. Det kræver arkitekturfaglig tyngde, teknisk snilde og erfaring med at få løsninger over målstregen.
Du bliver bindeled mellem Koncern IT’s udviklings- og dataplatforme, infrastruktur, sikkerhed og forretningens behov i relation til både udvikling af nye løsninger, videreudvikling af eksisterende løsninger og vedligehold af porteføljen i øvrigt. Du skal kunne skabe overblik, træffe beslutninger og kommunikere tekniske løsninger klart til både specialister og beslutningstagere.
Dine opgaver
Du bliver løsningsarkitekt i politiets efterforskningsdomæne. Din opgave er at sikre sammenhæng mellem forretningens behov, data, applikationer, integrationer og den fælles it-arkitektur i Koncern IT. Du får ansvar for at specificere, designe og modne efterforskningsløsninger fra idé til drift i tæt samarbejde med projektledere, specialister og øvrige arkitekt-kolleger i centeret og Koncern IT. Din hverdag veksler således mellem dialog med forretningen, tekniske designbeslutninger og samarbejde med udviklere og øvrige it-fagligheder.
Dine konkrete opgaver vil bl.a. indebære at:
- omsætte efterforskningsfaglige behov til robust løsningsdesign
- definere løsningsarkitektur på tværs af data, applikationer og integrationer
- træffe tekniske designbeslutninger sammen med udviklere og specialister
- deltage aktivt i implementering, dokumentation og videreudvikling af løsninger
Du bliver desuden en del af et arkitektfællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen om standarder, governance og best practice, og hvor sparring og faglig udvikling er en naturlig del af hverdagen.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for it og har flere års erfaring fra en tilsvarende rolle. Du skaber retning gennem dialog og samarbejde. Du kan samle udviklere, datafolk, forretning, sikkerhedsarkitekter og infrastrukturspecialister om en fælles løsning, også når interesserne peger i forskellige retninger.
Du har solid teknisk forståelse på tværs af moderne it-platforme, herunder operativsystemer, netværk, databaser, containere og infrastruktur. Du behøver ikke være specialist på alle områder. Det vigtigste er, at du kan skabe overblik, stille de rigtige spørgsmål og samle de relevante fagligheder til en sammenhængende løsning. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra større offentlige eller private organisationer med høje krav til oppetid, adgangsstyring, logning, compliance og it-sikkerhed. Ligeledes er det en fordel, hvis du har certificeringer inden for Dansk IT Arkitektur, TOGAF eller beslægtede områder. Der lægges vægt på, at du er nysgerrig på nye teknologier og løbende udvikler dine kompetencer.
Du trives i en hybridrolle, hvor du både arbejder strategisk med arkitektur og praktisk med implementering, og så har du lyst til at tage ansvar for at drive og videreudvikle de løsninger, der bliver implementeret. Det er vigtigt, at du har lyst til at være hands-on på løsningerne. Vi leder efter en løsningsarkitekt, der tager ansvar for løsningerne hele vejen fra de første skitser til idriftsættelse og den efterfølgende videreudvikling.
Som person har du stærke kommunikations- og samarbejdsevner, og du tør stå fast, når det kræves. Du tager ansvar for fælles leverancer og er god til at planlægge og prioritere dine opgaver selvstændigt. Du formår at skabe gode relationer i et tværfagligt arbejdsmiljø og trives i en udadvendt rolle, hvor du kommunikerer og samarbejder på tværs af faggrupper. Du har en engageret og positiv tilgang til arbejdet og ønsker at bidrage til den gode stemning i teamet.
Hvorfor vælge os?
I Center for Efterforskning tilbyder vi et stærkt fagligt fællesskab bestående af mange forskellige fagligheder, og hvor du, sammen med de andre løsningsarkitekter, får mulighed for at arbejde med nationale løsninger, der har direkte betydning for politiets operative efterforskningsarbejde.
Du får et stort fagligt råderum med høj grad af indflydelse på de tekniske beslutninger, som giver mulighed for at sætte retning for et helt domæne i tæt samarbejde med politiforretningen.
Vi lægger vægt på fleksibilitet og en god balance mellem arbejde og privatliv og holder af en hverdag nede på jorden med en uformel hyggelig stemning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup
Forventet fremtidig lokation: Frederikskaj, 2450 København SV.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte løsningsarkitekt i Center for Efterforskning, Allan Poulsen, tlf. 3062 2780, sektionsleder for Sektionen for Efterforskning og Analyse, Anette Rosengård Poulsen, på telefon 4174 9029 (dog kun tilgængelig i uge 33) eller sektionsleder for Sektionen for Medie og Overvågning, Jakob Dahl Christiansen, på telefon 2147 4350 (dog ikke tilgængelig 5-7 august). Vi modtager ikke SMS.
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.
Vi opfordrer dig til at sende et CV på maksimalt fem sider samt en kort motivation på 10–20 linjer om, hvorfor du søger stillingen, hvorfor du søger job i politiet og hvorfor du er den rette kandidat til jobbet.
Det er vigtigere for os, at du skriver kort, overlagt og præcist med egne ord, end at du sender en lang verbos ansøgning skrevet af AI.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Det er et krav at du mestrer det danske sprog (både mundtligt og skriftligt), da opgaverne forudsætter det.
Der afholdes samtaler i uge 35
Ansøgningsfrist: 17. august 2026
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk.
Glostrup