Jobbeskrivelse
Medarbejder til uddannelse som fingeraftryksekspert til National enhed for Særlig Kriminalitet
Medarbejder til uddannelse som fingeraftryksekspert til National enhed for Særlig Kriminalitet

Har du evnen til at sammenligne og genkende detaljerede mønstre og har du lyst til at kombinere dine analytiske evner med en uddannelse som fingeraftryksekspert?

Hvis du samtidig finder det motiverende, at dine faglige resultater h
ar direkte indflydelse på politiets opgaveløsning, så er dette måske jobbet for dig.

Din nye hverdag
Du bliver en del af fingeraftryksafsnittet i Identifikationssektionen under National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som blandt andet arbejder med registrering og identifikation af fingeraftryk. Vi understøtter politiets arbejde i efterforskningen af kriminelle handlinger og i behandlingen af udlændingesager.  

Sektionen er akkrediteret efter ISO/IEC 17025 og vores arbejde er at analysere, sammenligne og identificere fingeraftryk. Vi deltager i store og komplekse udviklingsprojekter inden for biometri, både nationalt og internationalt. Derudover understøtter vi både NSK og landets øvrige politikredse med vejledning og undervisning.

I det daglige arbejde med analyse, søgninger, sammenligning og registreringer et specialiseret it-system og i politiets øvrige registre. Da alle arbejdsopgaver er it-understøttede, foregår hovedparten af arbejdet bag computerskærmen.

Som ny medarbejder får du en grunduddannelse, som består af både teoretisk og praktisk undervisning samt sidemandsoplæring.

Vi lægger vægt på et højt fagligt niveau, der sikrer understøttelse af politikredsene og andre samarbejdspartnere med god service og kvalitet i opgaveløsningen. Vi udvikler os løbende gennem faglige dialoger og sparring, og prioriterer læringsmiljøet højt.

Fingeraftryksgruppen består pt. af 13 medarbejdere, hvoraf 9 har en civil uddannelse og 4 er politiuddannede. I hverdagen spiller det ingen rolle, om du er civil- eller politiuddannet. Vi løser opgaverne sammen, og sammenarbejdet er ligeværdigt. Vi har en god og uformel tone i sektionen og gør en dyd ud af, at alle trives.

Vores nye kollega
Der er ikke krav om en specifik uddannelse eller uddannelsesniveau, men det er en forudsætning, at du er analytisk og har en videnskabsteoretisk indsigt og forståelse. 

Vi forventer, at du har en stærk sans for mønstergenkendelse og kan skelne mellem komplekse grafiske mønstre og detaljer.

Du skal have erfaring med at arbejde i flere systemer samtidig og kunne håndterer mange applikationer parallelt. Det kræver, at du kan bevarer overblikket og sikre en effektiv og korrekt opgaveløsning.

Det er en klar fordel, hvis du har en god teknisk IT-forståelse. Har du samtidig erfaring med projektarbejde eller med at undervise og formidle faglig viden, er det et stort plus og noget vi ser særligt positivt på i udvælgelsesprocessen.

Du har gode skriftlige kommunikationsevner og kan læse teori på både dansk og engelsk.

Da vi indgår i politiets samlede opgaveløsning, er det nødvendigt, at du er fleksibel i forhold til arbejdstiden.

Som person er du struktureret, detalje- og kvalitetsorienteret og kan arbejde koncentreret og fordybet. Du har gode samarbejdsevner og bidrager med et godt humør.

Sidst men ikke mindst, er det vigtigt, at du er psykisk robust. Nogle sager kan være voldsomme og du kan komme til at arbejde både stærke billeder og historier og kan blive inddraget til optag af fingeraftryk fra afdøde - typisk på Retsmedicinsk Institut. Vi anbefaler, at du gør dig overvejelser om dette, inden du søger stillingen.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for overenskomstansatte i politiet under Politiforbundets forhandlingsområde samt LC/CO10-fællesoverenskomsten.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,4 %.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.

Din arbejdstid vil være 37 timer pr. uge inkl. frokost. Arbejdstiden vil primært være inden for normal kontortid, dog skal du påregne ca. 1 lørdagsvagt om måneden. Der er mulighed for flekstid. 

NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. marts 2026.

Efter gennemgang af de indkomne ansøgninger, vil vi invitere et antal personer til en test i mønstergenkendelse. Selve testen er af én times varighed.

På baggrund af testresultaterne udvælger vi et antal ansøgere, som bliver inviteret til en samtale.

Vi forventer at holde testen i uge 43 og samtalerne i uge 44.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Johannes Mejer Jørgensen på 4188-9930 eller via mail jmj012@politi.dk. BEMÆRK: Mailen kan ikke bruges til ansøgninger. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.

Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og anklagemyndighed ved NSK fører enhedens straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.

I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.

NSK har lokationer i Glostrup, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  01.10.2025
Ansøgningsfrist:  01.10.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid