Kan du arbejde teknisk med digitale spor, der ikke er umiddelbart tilgængelige – og navigere i kompleksiteten, når der ikke findes en fast fremgangsmåde?
I Nationalt Cyber Crime Center (NC3) arbejder vi med de mest komplekse former for it-kriminalitet.
Som netværksindhenter med fokus på web bliver du en del af et specialiseret miljø, hvor det kræver både faglig dybde og dømmekraft at finde frem til det, andre ikke umiddelbart får øje på.
Din nye hverdag
Nationalt Cyber Crime Center (NC3) understøtter dansk politis efterforskning af kompleks it-kriminalitet. Vi bidrager med specialistkompetencer, sikrer digitale spor og yder teknisk støtte til blandt andet it-ransagninger, datasikring og dekryptering i komplekse sager.
Vi står midt i en styrket indsats mod de kriminelle, der gemmer sig bag krypteret kommunikation, VPN og anonyme mailtjenester - og som i stigende grad anvender webbaserede teknologier og services.
Velkommen til Sektionen for Avanceret Digital Indhentning (ADI). Her arbejder vi i et operativt felt, hvor spor ofte er sparsomme, og hvor tekniske metoder er afgørende for at frembringe information, som de kriminelle forsøger at skjule.
Som netværksindhenter med speciale inden for web, bliver du en del af et mindre, specialiseret team, hvor kode er et centralt værktøj - og faglig nysgerrighed en forudsætning.
Du bruger din tekniske snilde til at:
- identificere og udvikle metoder til teknisk indhentning
- udvikle og tilpasse kode til konkrete opgaver
- analysere systemer og digitale services
- arbejde med dekryptering af kommunikation
- analysere netværkstrafik
- dokumentere løsninger og metoder.
Opgaverne varierer, men fælles for dem er, at der sjældent findes én fast fremgangsmåde. Derfor vil du ofte afsøge flere tekniske spor og tilgange, før en løsning tegner sig. Nogle dage arbejder du med at analysere digitale services og tekniske sammenhænge, andre dage udvikler du værktøjer eller fordyber dig i dokumentation. Opgaverne hænger tæt sammen, og selv små fund kan være afgørende for at åbne nye spor i en sag.
Vi løser opgaver i fællesskab og hjælper hinanden på tværs af kompetencer og specialer. Vi deler viden, sparre løbende med hinanden og bygger gerne videre på hinandens løsninger.
Vores nye kollega
I vores team er du velkommen, uanset om du er autodidakt eller har en formel uddannelse.
Vi søger en teknisk dygtig og analytisk skarp kollega med et digitalt mindset, som arbejder undersøgende og samtidig kan balancere det med ansvarlighed og god dømmekraft.
Du har erfaring med at arbejde teknisk og praktisk med digitale systemer – og gerne med fokus på web. Det kan for eksempel være gennem pentesting, offensiv cybersikkerhed eller lignende.
Vi forventer ikke, at du kan det hele, men vi lægger vægt på, at du har erfaring med flere af følgende områder:
- netværksprotokoller og IP-teknologier
- webteknologier og teknikker til analyse af webapplikationer (f.eks. SSTI, SSRF, SQLi)
- scripting eller programmering i f.eks. Python, C, C++, C#, Node.JS, PHP eller Java
- brug af værktøjer som Burp, Caido eller ZAP.
Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med:
- threat intelligence, f.eks. mapping af IP-adresser, domæner og services
- digital OPSEC
- sårbarhedsanalyser af websoftware
- udvikling af proof of concepts baseret på dine fund
Har du relevante certificeringer som f.eks. OSWE, OSWA, GWAPT, eWPT, eWPTX, BSCP, CWES, CWEE, CPTS eller OSCP, er det en fordel – men ikke et krav.
Som person er du vedholdende, nysgerrig og arbejder struktureret med komplekse problemstillinger. Du kan tænke skævt, når det er nødvendigt, men handler altid professionelt og med et stærkt moralsk kompas.
Du trives i et specialiseret fagligt miljø, hvor videndeling og samarbejde er en naturlig del af opgaveløsningen. Samtidig kan du arbejde selvstændigt, holde hovedet koldt og bevare overblikket, når opgaverne kræver det.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomst for akademikere i staten. Hvis du har en anden uddannelsesmæssig baggrund, ansættes du i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstider er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og du har i høj grad selv indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdstid. Af sikkerhedsgrunde foregår arbejdet primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse.
Du skal være indstillet på, at der kan forekomme arbejde, og i særligt hastende tilfælde tilkald, uden for normal arbejdstid.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato er 1. september 2026 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.
Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 22, hvor der vil være en teknisk test og 2. samtaler i uge 23.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Peter Schjerning på 6113 8738. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
I din ansøgning beder vi dig svare på disse spørgsmål:
- Hvorfor søger du netop denne stilling?
- Hvilke af dine erfaringer eller kvalifikationer forventer du særligt at kunne bringe i spil i stillingen?
- Hvilket projekt eller arbejdsopgave er du særligt stolt af?
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup