Vil du bruge din personalejuridiske faglighed dér, hvor den gør en reel forskel? Og trives du med at tage ansvar for sager, hvor juridisk præcision og organisatorisk dømmekraft er afgørende?
Som personalejurist i National enhed for Særlig Kriminalitet får du selvstændigt ansvar for komplekse personalesager og bliver en fast juridisk sparringspartner for ledere på flere niveauer.
Du arbejder i krydsfeltet mellem jura, ledelse og organisation - og er med til at sikre en saglig og holdbar praksis i en myndighed med et samfundskritisk ansvar.
Din nye hverdag
I HR-afdelingen i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) arbejder vi for at sikre en professionel og effektiv understøttelse af organisationen, så vores kolleger bedst muligt kan fokusere på kerneopgaven: indsatsen mod økonomisk, organiseret og digital kriminalitet. Vores arbejde danner rammen om både trivsel, ledelsesbeslutninger og korrekt sagsbehandling.
Vi udvider nu vores personalejuridiske team med en jurist, der i tæt samarbejde med vores erfarne personalejurist får ansvar for komplekse personalesager og en central rolle i at sikre en ensartet og juridisk holdbar praksis i HR.
Du bliver en del af sektionen HR – Drift og Jura, hvor du arbejder i krydsfeltet mellem jura, ledelse og organisation.
I stillingen får du ansvar for at:
• rådgive ledere i personalesager inden for forvaltnings- og ansættelsesretlige rammer
• udarbejde juridiske notater, partshøringer og afgørelser
• håndtere disciplinærsager, diskretionærsager og afskedigelser
• behandle aktindsigtsanmodninger og GDPR-relaterede henvendelser
• bidrage til ensartet og juridisk holdbar sagsbehandling.
Du rådgiver ledere på forskellige niveauer og bliver en fast juridisk sparringspartner i deres håndtering af personalesager – også i de situationer, hvor beslutninger er vanskelige og kræver sikker juridisk forankring. Du får et selvstændigt ansvar i sager, hvor juridisk håndtering er afgørende for både organisation og medarbejdere.
Ud over arbejdet med konkrete sager får du en vigtig rolle i at understøtte dine nærmeste kolleger i HR-afdelingen med juridisk afklaring og vejledning. Her bidrager du til at skabe klarhed og tryghed i den juridiske håndtering på tværs af HR.
Du indgår i et tæt samarbejde med vores erfarne personalejurist og har mulighed for at søge sparring hos juridiske kolleger i Koncern HR og i resten af politiet, når sagerne kræver det. Det giver dig et solidt fagligt fundament og mulighed for at udvikle et bredere juridisk netværk.
Vores nye kollega
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og har gerne nogle års erfaring med personalejuridiske opgaver – gerne fra en offentlig myndighed.
Du har et solidt fagligt fundament i forvaltningsret og ansættelsesret og er fortrolig med myndighedsudøvelse. Kendskab til statslige overenskomster og tjenestemandsret er en fordel, men vigtigst er, at du har lyst og evne til at tage ansvar for området og udvikle din praksis.
Du arbejder selvstændigt og struktureret og kan føre en sag fra indledende vurdering til afslutning. Du trives med at stå på mål for dine juridiske vurderinger – også når sagerne er komplekse eller følsomme.
Du har en rolig og professionel fremtoning og formår at opbygge tillidsfulde relationer til både ledere og kolleger. Du kan rådgive tydeligt og sagligt – også når budskaberne er vanskelige – og du navigerer sikkert i et miljø med forskellige fagligheder og personligheder.
Du deler din viden og bidrager aktivt til juridisk sparring i HR. Samtidig har du integritet nok til at sige til og fra, når juraen kræver det, og du gør det på en måde, der skaber respekt og samarbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund ansættes du på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gæl-dende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for i høj grad selv at tilrettelægge din arbejdstid. Efter en grundig introduktion til arbejdsopgaverne og dine kolleger tilbyder vi mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Derudover har vi en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. august 2026.
Vi forventer at holde 1. samtalerunde den 11. eller 12. marts 2026 og 2. samtalerunde den 18. eller 19. marts 2026.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Katrine Møller Klausen på 9350-0839 eller chefkonsulent Mark Schultz på 3059-0942. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på tlf. 8144-3547.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kri-minalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesska-bet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup