National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Glostrup
En god kollega har fået nye udfordringer, så vi mangler én der vil være med til at identificere, analysere og beskytte samfundet mod den mest komplekse og grænseoverskridende kriminalitet? Og kan eller vil du gerne lære at arbejde analytisk, systematisk og nytænkende? Så har vi lige nu en 3-årig stilling som operativ analytiker, som måske er noget for dig
Din nye hverdag
I politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) identificerer, imødegår og efterforsker vi landets mest komplicerede kriminalitet. Efterretnings- og Analysecenteret (EAC) har en central rolle i at indsamle, bearbejde og formidle efterretninger via analyseprodukter, der understøtter, udvikler og prioriterer NSK’s aktiviteter på både lang og kort sigt.
Det er afgørende, at vi i sektionen formår at omsætte og formidle vores viden til mange forskellige aftagere til understøttelse af beslutningsprocesser og prioritering af indsatser, projekter og efterforskninger.
Du bliver en del af analyseafdelingen, som laver analyse og efterretningsarbejde imod organiseret kriminalitet, kompleks økonomisk kriminalitet og cybercrime, herunder undersøger og beskriver nye trends, modi og udviklingen i de kriminelle miljøer.
Med vores skriftlige produkter såsom efterretningsvurderinger understøtter vi efterforskningen, moniteringen af den mest komplekse kriminalitet og grænseoverskridende kriminalitet og sikrer at ledelsen kan træffe beslutninger på et oplyst og kvalificeret grundlag.
Vi har brug for dig, der er alsidig og kan arbejde fokuseret og efterretninger og informationer, samt er god til at fremsøge information fra politiets systemer. Opgaven er at vi skal udpege de største trusler, sårbarheder og udpege de vigtigste aktører inden for bl.a. organiseret kriminalitet.
I denne stilling skal du udarbejde skriftlige produkter til alle niveauer af organisationen, og dine resultater og anbefalinger er med til at kvalificere politiets prioriteringer. De har også indflydelse på den måde, hvorpå politiet identificerer, forebygger og bekæmper kriminalitet.
Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi tager os tid til både at sparre med og hjælpe hinanden.
Vi skal helst være de bedste på vores område og lægger vægt på udvikling, nye idéer og at du og hele sektionen bliver dygtigere i jobbet. Vi synes selv, at vores arbejde er vigtigt og meningsfyldt, og har erfaring for at gode analyser og produkter kan få stor indflydelse i NSK. For sektionen er det en prioritet konstant at styrke samarbejdet med resten af organisationen.
Vi kan godt lide vores fysiske arbejdsplads med gode frokost- og kaffesamtaler samt sociale arrangementer.
Sektionen består af medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund herunder politi, akademikere og administrativt personale som arbejder tæt sammen, for vi tror på at der er styrke i forskellighed.
Vores nye kollega
Du skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse), og du besidder en stor portion politifaglighed, og som du ikke er bleg for at dele ud af. Det er afgørende, at du har lyst til at arbejde efterretnings- og analysebaseret, og det er en fordel, hvis du har erfaring med dette eller har efterforskningserfaring. Hvis du ud over din politifaglige baggrund også har anden uddannelse eller erhvervserfaring hilser vi også dette meget velkomment.
Vigtigst er det dog, at du har mod på at lære nyt og ikke er bange for at stille spørgsmål, søge viden og udvikle vores produkter. Hvis du har det, så forpligter vi os til gengæld til at lære fra os og være nysgerrige på, hvad du bringer til bordet.
Kampen mod den mest organisererede kriminalitet kræver at vi arbejder teambaseret og du er åben for nye udfordringer.
Derudover skal du være i stand til at arbejde selvstændigt og have gode analytiske, formidlingsmæssige og skriftlige kompetencer, samt sans for udviklingsarbejde i en organisation under udvikling.
Som politifaglig analytiker
Du har en bred viden om efterretnings- og analysearbejde, og du er i stand til at lave operationelle analyser på tværs af NSKs kerneopgaver.
Derudover er det vigtigt at du:
- tager ejerskab over opgaverne, er velstruktureret og har styr på dine opgaver og processer, som du følger til dørs.
- har analytisk og strategisk forståelse, og kan sætte dig ind i organisationens behov og den politiske dagsorden.
- er god til at formulerer dig skriftligt både til efterforskere, praktikere og til ledere.
- tør fremlægge nye idéer eller indsigter til både ledere og kollegaer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse 1. marts 2026.
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen (som pb/pa) og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.
Du stationeres tidsbegrænset (3 år) i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og du skal foreløbig forrette tjeneste i sektionen for Analyse og projekter i Efterretning- og Analysecenteret på adressen Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Efter den tidsbegrænsede periode returnerer du til egen kreds.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig
Ansættelse i politiet er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Malte Conrad på tlf. 2115 7646.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 18.september 2025
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet.
Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.
Vi forventer at afholde samtaler løbende eller i umiddelbart forlængelse af ansøgningsfristen.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
NSK er en operativ specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. Vi er de mest specialiserede inden for efterforskning og strafforfølgelse af den mest komplekse kriminalitet og inden for efterforskningsunderstøttelse.
Vores opgave er at beskytte Danmark mod den mest komplekse og alvorlige kriminalitet, som gør størst skade på vores samfund.
Vi efterforsker og strafforfølger derfor den organiserede, økonomiske og digitale kriminalitet, der rammer Danmark.
Derudover understøtter NSK alle politikredse i Danmark samt i Grønland og på Færøerne. Vores understøttelse består blandt andet i digital og fysisk kriminalteknik på gerningssteder, visitation og indledende efterforskning af digital kriminalitet og monitering af særlige områder.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK med mange forskellige baggrunde og kompetencer. Vi er politiuddannede, anklagere, analytikere, it-specialister, teknikere, kontorfunktionærer og meget mere, der alle bidrager til vores fælles formål.
NSK holder til flere steder i Danmark og har flere udsendte forbindelsesofficerer – blandt andet i Europol i Haag. Vi har hovedsæde i Ejby tæt ved København, og har derudover lokationer i Glostrup, indre København, Aarhus, Fredericia, Randers og Silkeborg.
NSK er i gang med at etablere et nyt samlet hovedsæde i Jylland ved Aarhus-området. Det er forventningen, at NSK’s ansatte i Aarhus, Randers og Silkeborg skal samles på den nye lokation i 2026.
Glostrup