Er du klar til næste skridt i din politikarriere? Brug din politifaglige erfaring i en international rolle – og vær med til at koordinere og udvikle Danmarks samarbejde med Frontex.
Rigspolitiet, Politiområdet
Center for Internationalt Politisamarbejde søger en politiuddannet kollega, der har lyst til at bruge sin politifaglige erfaring i en international kontekst og være med til at koordinere og udvikle Danmarks samarbejde med Frontex – EU’s agentur for grænse- og kystbevogtning.
Hos os bliver du en del af et internationalt orienteret fagmiljø, hvor høj faglighed, samarbejde og et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd, og hvor du kan udvikle dig både fagligt og personligt.
Det afgørende er ikke, hvor meget du ved om Frontex eller politiets internationale samarbejde. Det skal vi nok hjælpe dig med. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, tager ansvar og har mod på nye opgaver. Du kommer til at repræsentere dansk politi både nationalt og internationalt, får stor indflydelse på dine egne opgaver og bliver en aktiv del af udviklingen af dansk politis samarbejde med Frontex.
Om os
Du bliver en del af Center for Internationalt Politisamarbejde i Politiområdet, som har det overordnede styrelsesmæssige ansvar for dansk politis internationale samarbejde. Du bliver forankret i centrets Sektion for Grænseforvaltning, der arbejder i krydsfeltet mellem strategi, internationalt samarbejde og implementering på grænseforvaltningsområdet. Vi har en bred kontaktflade til resten af Rigspolitiet, politikredsene, andre myndigheder og internationale samarbejdspartnere – særligt i regi af EU og Frontex.
Vi tilbyder et arbejdsfællesskab med forskellige fagligheder. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, gode kollegaer og støtte til faglig udvikling. Du kan derfor forvente et tæt samarbejde med dine kollegaer i hele centeret, hvor der er en uformel omgangstone og plads til at sætte dit eget præg på opgaverne.
Om stillingen
Dine opgaver bliver tilpasset dine kompetencer og erfaring, men du får en central rolle i at koordinere og udvikle Danmarks samarbejde med Frontex.
Du kommer blandt andet til at:
- koordinere Danmarks operationelle bidrag af personale og teknisk udstyr til Frontex, herunder de årlige forhandlinger med Frontex om Danmarks bidrag
- koordinere politiets og forsvarets fælles patruljebådsbidrag på Lampedusa og være den daglige sparringspartner for den udsendte danske politileder
- vedligeholde operationsplaner, samarbejdsaftaler og andre centrale operative styringsdokumenter
- repræsentere Rigspolitiet i nationale og internationale møder og arbejdsgrupper
- udarbejde beslutningsoplæg, notater og andre skriftlige produkter
- bidrage til udviklingen af politiets internationale samarbejde og grænseforvaltning
- indgå i sektionens øvrige opgaver efter behov
Om dig
Du har en politifaglig uddannelse (polititets basisuddannelse) og har gerne nogle års erfaring som polititjenestemand. Kendskab til grænseforvaltning, Frontex eller politiets internationale samarbejde er en fordel, men ikke et krav.
Vi forestiller os, at du:
- har et solidt politifagligt fundament og helhedsforståelse for politiets opgaver samt blik for at sikre sammenhæng i opgaveløsningen
- tager ansvar og følger dine opgaver til dørs
- arbejder struktureret og kan skabe overblik – også når mange aktører og interesser skal spille sammen
- er fleksibel og omstillingsparat og har lyst og vilje til at indgå i dynamiske samarbejder – både nationalt og internationalt samt på tværs af fagligheder
- kommunikerer klart i skrift og tale på både dansk og engelsk
- er nysgerrig og motiveres af at lære nyt og skabe resultater gennem samarbejde
- har lyst til at repræsentere dansk politi – både nationalt og internationalt
Vi forventer ikke, at du mestrer det hele fra første dag. Derfor prioriterer vi en grundig oplæring, hvor du bliver introduceret til området, dine centrale samarbejdspartnere og vores arbejdsprocesser. Du får løbende sparring fra både kollegaer og leder og kommer tidligt med til internationale møder, så du hurtigt opbygger relationer og bliver fortrolig med området.
Vi tror på, at ansvar skaber udvikling. Derfor får du hurtigt ansvar for dit eget område, samtidig med at du altid har mulighed for sparring og støtte. Vi forventer til gengæld, at du er nysgerrig, tager initiativ og har lyst til at udvikle dig i rollen sammen med os.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen som enten pb/pa eller konsulent/specialkonsulent på baggrund af kvalifikationer og erfaring. Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
For konsulent/specialkonsulent gælder følgende:
Konsulent: Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som konsulent i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Specialkonsulent: Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som specialkonsulent i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse.
Stillingen er tidsbegrænset i 1 år med mulighed for forlængelse i 1 år.
Du stationeres i Rigspolitiet med foreløbig tjeneste i Politiområdet, Center for Forretningssystemejerskaber 1.
Adressen er pt. Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup, men Rigspolitiet skal samlokaliseres på Frederikskaj 4-8, 2450 København SV. Denne samlokering forventes at ske i 2027.
Efter endt tidsbegrænset periode stationeres du på ny i din egen politikreds.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Ansættelse er snarest muligt.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Signe Højland Jensen på telefon 2075 3561 (dog ikke i ugerne 29-32 på grund af ferie).
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: Den 23. august 2026
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Glostrup