Jobbeskrivelse
Senioranklagere til National enhed for Særlig Kriminalitet i Østdanmark
Senioranklagere til National enhed for Særlig Kriminalitet i Østdanmark

Anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet søger senioranklagere til Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1 og Advokaturen for Organiseret Kriminalitet.

Stillingerne er som udgangspunkt til besættelse pr. 1. november 2026.

Om stillingerne
Stillingerne er til besættelse i Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1 i henholdsvis Hvidvaskgruppen og Gruppen for skat og national tværgående efterforskning samt i Advokaturen for Organiseret Kriminalitet.

Hvidvaskgruppen i Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1 behandler store og komplekse sager vedrørende overtrædelse af straffelovens bestemmelse om hvidvask samt alle sager om overtrædelser af hvidvaskloven, som NSK har enekompetence på.

Gruppen for skat og national tværgående efterforskning i Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1 behandler store og komplekse skatte- og afgiftssager. Videre behandler gruppen i samarbejde med bl.a. Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen store og komplekse sager vedrørende banders økonomiske kriminalitet. Dette tværfaglige samarbejde er som led i udmøntningen af Bandepakke IV etableret under NSK’s ledelse.

Advokaturen for Organiseret Kriminalitet behandler store og komplekse sager vedrørende organiseret kriminalitet, herunder sager om narkotika- og våbenkriminalitet samt bandekriminalitet. I advokaturens Gruppe for High Tech Crime behandles bl.a. alle landets sager om internetbaseret afpresning med ransomware.

Vi søger dig, som har færdiggjort turnus og gerne vil oparbejde erfaring med økonomisk eller organiseret kriminalitet.

I stillingen som senioranklager vil opgaver og ansvar blive tilpasset i forhold til dine kompetencer og ud-viklingsønsker. Stillingen som senioranklager er en generaliststilling, og du vil derfor skulle understøtte den samlede opgavevaretagelse inden for det område, hvor du bliver placeret.

Dine opgaver bl.a.: 

  • at indgå aktivt i et tæt samarbejde med bl.a. efterforskere, analytikere, økonomer og eksterne samarbejdspartnere om tilrettelæggelsen af sagerne
  • at gennemføre kvalitets- og legalitetssikring i straffesagerne
  • at samarbejde med såvel indenlandske som udenlandske myndigheder 
  • at forberede og møde i komplekse straffesager ved retten.


NSK arbejder projektorienteret i alle sager, og du vil derfor komme til at arbejde tæt med politiet og andre faggrupper, herunder vil du skulle deltage i projektgrupper- og styregruppemøder.  

Da NSK’s sager ofte vil have stor samfundsmæssig betydning, vil du komme til at beskæftige dig med straffesager, som følges tæt af medierne.

Du kommer til at indgå i en advokatur med et højt fagligt niveau og et godt samarbejde om sagerne, hvor det altid er muligt at sparre med andre dygtige anklagere. Vi prioriterer, at vores anklagere hele tiden ud-vikler sig fagligt og personligt. Vi vægter social trivsel højt, og vores omgangstone er uformel og åben. Derudover har vi stort fokus på, at der skal være god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Du må påregne rejseaktivitet i mindre omfang.

Dig
Du er uddannet jurist (cand.jur.). Stillingen vil fortrinsvis være relevant for jurister, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse og turnusforløb. Hvis du via anden joberfaring har fået tilsvarende kompetencer til selvstændigt at kunne håndtere anklagemyndighedens straffesager, er du også velkommen til at søge stillingen.

Derudover forestiller vi os, at:

  • du har et højt fagligt niveau og kan omsætte selvstændig faglig viden til gode resultater 
  • du har en solid erfaring med behandling af straffesager  
  • du har en bred viden om strafferet og straffeproces
  • du arbejder kvalitetsbevidst, driftsorienteret og målrettet i et tæt tværfagligt samarbejde med efterforskere, analytikere og administrative medarbejdere
  • du inspirerer aktivt til høj faglighed i samarbejdet med andre 
  • du har gode formidlingsevner, både på skrift og mundtligt, og kan kommunikere på engelsk 
  • du er robust, vedholdende, har gennemslagskraft og evner at skabe resultater.


Os
NSK er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.200 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet.

NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet. De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig med rådighedstillæg efter over-enskomsten for akademikere i staten. Har du gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse, honoreres du med et tillæg, der gælder på Justitsministeriets område efter Akademikeroverenskomstens bilag vedrørende oversigt over tillæg og særbestemmelser (grunduddannelsestillæg). Har du minimum fem års anciennitet, gennemført turnus og i alt haft tre forskellige job eller funktioner, vil du ligeledes blive honoreret med et tillæg efter samme bilag (efter turnus tillæg). Indplacering og eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.

Afhængig af erfaring og kompetencer vil du kunne indplaceres som specialkonsulent efter akademikeroverenskomstens bilag om protokollat om specialkonsulenter og chefkonsulenter på nyt lønsystem. Indplacering og eventuelle andre tillæg forhandles individuelt.

Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for dit ansættelsesområde.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden Hemmeligt. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet beliggende Ejby Industrivej 125, 2600 Glostrup.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, hvor man kan købe morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.

Søger du?
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte advokaturchef Nathalie Ghiorzi Elias på tlf. 6112-8054 (Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 1) eller advokaturchef Bjørn Sejr på tlf. 2128-4825 (Advokaturen for Organiseret Kriminalitet).

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her. Du kan læse mere om anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at holde samtaler i uge 37.

National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.09.2026
Ansøgningsfrist:  04.09.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid