Jobbeskrivelse
Stærke profiler til arbejdet med EU-området i dansk politi søges til Internationalt Politisamarbejde
Stærke profiler til arbejdet med EU-området i dansk politi søges til Internationalt Politisamarbejde

Vil du være en del af Center for Internationalt Politisamarbejde i Rigspolitiet? Vi søger nu to engagerede og ambitiøse kolleger til at drive og udvikle Rigspolitiets opgaver med dansk EU-interessevaretagelse og deltagelse i EU-fora. 

Din nye hverdag
Du bliver en del af Sektion for Efterforskningssamarbejde og Missioner i Center for Internationalt Politisamarbejde, der varetager opgaver i relation til dansk politis deltagelse i internationalt samarbejde. 
Dine opgaver vil blive tilpasset dine kompetencer og erfaring, men de vil typisk bestå i, at du:

•    bistår i varetagelsen af den overordnede koordination i dansk politi af dansk interessevaretagelse i forhold til EU-sager 
•    deltager i EU-møder i bl.a. Bruxelles
•    yder faglig sparring til samarbejdspartnere på tværs af politiet, herunder i relation til Rigspolitiets bidrag til den danske EU-beslutningsprocedure
•    sikrer relevant og rettidig interessenthåndtering på tværs af Rigspolitiet, politikredsene, og internationale samarbejdspartnere samt ift. Justitsministeriet, den danske EU-repræsentation i Bruxelles og Udenrigsministeriet
•    bl.a. udarbejder beslutningsoplæg, instruktioner og andre skriftlige leverancer
•    bidrager til centrets øvrige opgaver efter behov

Vores nye kollega
Du har en relevant samfundsvidenskabelig eller juridisk kandidatgrad og gerne nogle års erfaring fra Centraladministrationen, en styrelse, Rigspolitiet eller en international organisation. Kendskab til og konkret erfaring med EU-samarbejdet vil være en fordel. 

Du får en grundig introduktion til dine opgaver og løbende sparring fra dine kollegaer og leder. Vi har samtidig tillid til og forventer, at du tager ansvar for dine leverancer og bidrager aktivt og selvstændigt til den fælles opgaveløsning og et godt arbejdsmiljø. Samtidig lægger vi vægt på, at du er fleksibel, åben over for nye udfordringer og motiveret for faglig udvikling.

Det, der især kendertegner dig, er, at du:
•    har interesse for og gerne erfaring med internationalt samarbejde, navnlig i EU-regi
•    trives med komplekse og skiftende problemstillinger på politiets område i krydsfeltet mellem det politiske og det operationelle
•    er en stærk koordinator og formår at skabe overblik og fremdrift på tværs af aktører og fagligheder 
•    arbejder selvstændigt og struktureret med blik for helheden
•    leverer høj faglig kvalitet og formidler komplekst stof klart og præcist – både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
•    har god situationsfornemmelse, er fagligt nysgerrig og har stærke samarbejdsevner.

Din nye arbejdsplads
Center for Internationalt Politisamarbejde har det styrelsesmæssige ansvar for dansk politis internationale samarbejde. Vi arbejder tæt sammen med resten af dansk politi, fungerer som bindeled mellem politiet og det politiske niveau og samarbejder med andre danske myndigheder og internationale samarbejdspartnere.

Centeret består aktuelt af 12 medarbejdere og ledere fordelt på sektionerne Grænseforvaltning samt Efterforskningssamarbejde og Missioner. 

Vi tilbyder et arbejdsfællesskab med forskellige fagligheder. Som center er vi bevidste om værdien af et godt arbejdsmiljø, gode kollegaer og støtte til faglig udvikling. Du kan derfor forvente et tæt samarbejde med dine kollegaer i hele centeret, hvor der er en uformel omgangstone og plads til at sætte dit eget præg på opgaverne. 

Du bliver organisatorisk forankret i sektionen Efterforskningssamarbejde og Missioner, som bl.a. har ansvar for de strategiske rammer for dansk politis deltagelse i samarbejdet i Europol og Interpol, koordination af EU-samarbejde i Rigspolitiet samt dansk politis deltagelse i kapacitetsopbyggende internationale missioner.

Løbende rejseaktivitet af kortere varighed må påregnes. 

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Politiområdet, med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup. Politiområdet forventes at flytte til Københavns Sydhavn i 2027.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Stillingerne er ledige til besættelse snarest muligt.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Yderligere information 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Mads Hansen Alfastsen på mha034@politi.dk eller telefon 6150 9338. 

Ansøgningsfrist: 10. maj 2026. 

Samtaler planlægges gennemført i uge 21.

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  10.05.2026
Ansøgningsfrist:  10.05.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid